- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind II: Arbejderhaver—Benzol /
84

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Aristofanes

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

attiske Kulsviere, der lovpriser Freden og dens
Velsignelser (udg. af A. Müller [Hannover 1863];
Ribbeck, med Overs. [Leipzig 1864]; Blaydes
[Halle 1887]). 2) »Ridderne«, opført 424, rettet
mod Kleon (udg. af Kock [2. Opl. Berlin 1867];
v. Velsen [Leipzig 1869, 2. Udg. ved Zacher
1897]; Ribbeck, med Overs. [Berlin 1867]). 3)
»Skyerne«, opført 423, angriber Datidens
Filosofi, specielt Sofistikken, repræsenteret ved
Sokrates. A. satte selv dette Stykke meget højt,
men vandt kun 3. Pris dermed, hvorfor han
omarbejdede det; det er denne, dog ikke
gennemførte Bearbejdelse, vi har (udg. af
Hermann [2. Udg. Leipzig 1830]; Wolf, med Overs.
[Berlin 1812], Kock [3. Opl. smst. 1876];
Teuffel [Leipzig 1867 og (bearbejdet af Kähler) 1887];
Blaydes [Halle 1890]; smlg. Süvern, »Über
Aristofanes’ Wolken« [Berlin 1826]). 4)
»Hvepsene«, opført 422, rettet mod Athenernes
Proceslyst, fik 2. Pris ligesom de to flg. (udg. af
Hirschig [Leyden 1847] og Richter [Berlin 1858]).
5) »Freden«, opført 421 kort før Nikiasfredens
Afslutning (udg. af van Herwerden [Leyden
1897] og Sharpley [London 1905]), 6) »Fuglene«,
opført 414, en fri Spot over de fantastiske
Forhaabninger, som man i Athen knyttede til
Toget mod Syrakus, i Komposition og fantastisk
Flugt Digterens genialeste Arbejde (udg. af
Kock [2. Opl. Berlin 1876]; Beg. er efterlignet
af Goethe i »Die Vögel«), 7) »Lysistrate«,
opført 411, om Kvinderne, der »gør Strike som
Ægtehustruer« for at tvinge Mændene til at
slutte Fred (udg. af Enger [Bonn 1844]). 8)
»Thesmoforiazusai«, »Kvinderne ved
Thesmoforia-Festen«, opført 410, rettet mod Tragikerne
Euripides og Agathon (udg. af Fritsche
[Leipzig 1838]; v. Velsen [smst. 1883]; Enger [Bonn
1844]; Blaydes [Halle 1880]); det gjorde saa stor
Lykke, at A. skrev et helt nyt Stykke af samme
Navn. 9) »Frøerne«, opført 405 og modtaget med
saa stort Bifald, at det blev bragt paa Scenen
en Gang til, er maaske A.’s bedste Værk; det
behandler en Strid mellem Aischylos og den
Aaret før afdøde Euripides om den tragiske
Trone i Underverdenen og fremstiller samtidig
de 2 store Digteres Forskelligheder (udg. af
Fritsche [Zürich 1845]; Pernice, med tysk Overs.
[Leipzig 1856]; v. Velsen [smst. 1881]; Kock
[3. Opl. Berlin 1881]). 10) »Ekklesiazusai«,
»Kvindernes Folkeforsamling«, opf. c. 390, en Satire
over Tidens, særlig Platons, socialistiske og
kommunistiske Ideer (udg. af v. Velsen [Leipzig
1883]). 11) »Plutos«, opført 388, benævnet efter
Rigdommens Gud, danner ved sin allegoriske
og næsten ganske upolitiske Karakter en
Overgang til den saakaldte mellemste Komedie (udg.
af Thiersch [Leipzig 1830]; v. Velsen [smst.
1881]).

A. er for os den eneste Repræsentant for den
gamle attiske Komedie, da der af de andre
Digtere kun findes Fragmenter, og denne
Kunstarts Ejendommeligheder, Karnevalslystigheden
og Viddets fri Spot over alt mellem Himmel og
Jord, fremtræder levende hos »Der ungezogne
Liebling der Grazien«, som Goethe har kaldt
ham. Men ogsaa som digterisk Personlighed
hører A. til Genierne: han raader over en
fremragende lyrisk Begavelse, der støttes af et stort
versifikatorisk Talent og et fuldstændigt
Herredømme over det dengang rigt udviklede attiske
Sprog, og hans Fantasi er paa en Gang
opfindsom og illuderende. A.’s Tendens er meget
udpræget; han er paa alle Punkter konservativ:
i Politikken holder han med det aristokratiske
Parti og er Fredsven, i Litteraturen priser han
Aischylos og Sofokles paa Bekostning af
Euripides, Sofisternes Elev, og angriber i Sokrates’
Person hele den nyere Retning med dens
Subjektivisme og Fritænkeri. Han kæmper som en
Hædersmand, ganske vist undertiden med
smudsige Vaaben, for sin Overbevisning i det Haab
at gavne sine Medborgere ved at omstyrte deres
falske Idealer, men faar til en vis Grad
Karakteren af en Don Quichote. Det Forhold, at
det attiske Teater udelukkende var
tilgængeligt for Mænd, giver hans Stykker en obskøn
Tone; men »Des alten declarirten Bösewichts
verrufene Spässe« hører dog til det ypperste i
Verdenslitteraturen. (Litt.: A.’s Komedier blev
meget kommenterede allerede i Oldtiden, og
der er bevaret værdifulde Rester af disse
Kommentarer i Scholierne, udg. af W. Dindorf,
[Oxford 1838], Dübner [Paris 1842, 1855, 1868]
og Rutherford [London 1896—1905, 3 Bd].
Samtlige Komedier er udg. af Aldus [Venedig
1498]; Bekker [London 1829]; G. Dindorf
[Oxford 1835, 1838, Paris 1868, Leipzig 1869];
Bergk [Leipzig 1857]; Meineke [smst. 1860];
Blaydes [Halle 1880 ff.]; Hall & Geldart
[Oxford 1900]; van Leeuwen [Leyden
1893—1909]. Af de talrige Oversættelser er
Droysens [3. Opl. Leipzig 1880] den bedste;
»Fuglene«, »Ridderne«, »Freden«, »Hvepsene« er
oversatte af N. V. Dorph [Kbhvn 1856—60],
»Fuglene« ogsaa af Koch [Kbhvn 1904];
»Skyerne« af Koch [Kbhvn 1896]; »Frøerne« af
Petersen [Kbhvn 1894]. (Litt.: Ranke, De
Aristophanis vita
[Leipzig 1830];
Müller-Stübing, »Aristofanes und die historische
Kritik« [Leipzig 1873]; Brentano,
»Untersuchungen über das griechische Drama«
[Frankfurt 1871]; Heiberg, »Den gamle attiske
Komødies Frisprog« [Kbhvn 1899]; Couat, A. et
l’ancienne comédie attique
[3. Opl. Paris 1902]).
K. H.

2) A. fra Byzants, gr. Grammatiker, f.
c. 260 f. Kr., studerede i Alexandria under
Zenodotos og Kallimachos og blev efter
Apollonios Rhodios Forstander for Biblioteket; hans
Discipel var Aristarchos, som blev endnu mere
berømt end sin Lærer. A. syslede især med
Homer og de attiske Digtere, navnlig
Aristofanes og Menander; man tillægger ham
Indførelsen af de kritiske og prosodiske Tegn.
Fragmenterne udg, af Nauck [Halle 1848].
K. H.

Aristogeiton [-↱gæ^i-], se Harmodios.

Aristokrati (gr. ἀριστοκρατία) betyder egl.
Herredømme af de bedste og anvendtes allerede
i de gl-gr. Samfund om den Statsordning, hvor
den besiddende Klasse har Magten. Saaledes er
A. hos Platon og Aristoteles det staaende
Udtryk for en saadan Forfatning, og er siden
stedse blevet brugt saaledes. Derefter
anvendes A. som Betegnelse for selve den besiddende
Klasse, baade naar dennes Besiddelse og
Magtstilling beror paa Slægtsarv og Tradition

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Dec 20 19:47:37 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/salmonsen/2/2/0092.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free