Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Aristoteles
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
og de Stoffet iboende Kræfter, som er bestemte
af Maalet, bliver Aarsagen til enhver Proces.
Af de fire Elementer udvikles trinvis alt Stof
og alt organisk Liv paa Jorden, og uden om
denne drejer sig det øvrige Kosmos, først
Planetsfæren, hvis uregelmæssige Bevægelser
behersker Jorden, og yderst Fiksstjernehimlen, hvis
Stof er den rene Æter, det femte Element
(Kvintessensen), og hvis Bevægelse er den
fuldkomne, Cirklen. Det organiske Liv, som A.
ordner i en samlet Rækkefølge fra de laveste Dyr
op til Mennesket, har til fælles Kendemærke
den spontane Bevægelse ell. Udvikling, hvis
Kilde er Sjælen, der saaledes er Legemets
Form; uden denne er Legemet dødt Stof. Den
laveste sjælelige Funktion er det vegetative,
hvortil Planterne er indskrænkede, medens
Dyrene desuden er udrustede med Evnen til
Fornemmelse, og den menneskelige Sjæl foruden
de to andre Funktioner ogsaa besidder
Tænkeevnen, hvortil paa alle tre Stadier kommer
Evnen til Bevægelse, dog i forsk. Grad af
Udvikling. Erkendelsen begynder med
Sansefornemmelsen, som opstaar ved, at Objektet
fremkalder en kvalitativ Forandring i Bevidstheden;
ved Indtrykket bliver Fornemmelsen, som i
Forvejen var potentielt til Stede, aktuel, og
Bevidstheden er saaledes ikke rent passiv
modtagende, men aktivt medvirkende.
Paavirkningen fra Objektet til Subjektet gaar gennem et
Medium, for Synets, Hørelsens og Lugtens Vedk.
Luften, for Smagens og Følesansens Vedk.
Tungen og Legemets Overflade. De ved
Fornemmelserne dannede Forestillinger gemmes i
Erindringen, gøres varige klare og anskuelige i
Fantasien. Medens ogsaa Dyrene tillægges
Erindring, har alene Mennesket Evnen til bevidst
og frit at reproducere Forestillingerne, da kun
dette er udstyret med de højeste sjælelige
Funktioner, Tænkningen, der har det evige og
nødvendige til Genstand, medens Meninger gælder
det tilfældige, det, som ogsaa kunde være
anderledes. Menneskets Overlegenhed over de
andre Væsner beror netop paa, at dets Sjæls
Form er Aand ell. Tanke, og medens de lavere
sjælelige Funktioner er knyttede til legemlige, er
den menneskelige Aand fri og ikke bundet af
noget legemligt Organ. Udefra indkommet i
Mennesket, rammes den ikke af Døden, men
vender tilbage til sit guddommelige Ophav.
Følelsen af Lyst og Ulyst beror paa
Fornemmelsen af uhindret Udfoldelse ell. Hæmning af det
organiske Liv; den kommer særlig frem i
Affekterne, Kærlighed, Velvillie ell. Vrede, Had,
Frygt o. s. v. Det for Livet fremmende ell.
hæmmende begæres ell. frastødes umiddelbart som
Følge af Sansefornemmelsen, hvorimod det, der
gennem Forestillingerne kommer til at staa for
Bevidstheden som attraaværdigt ell. det
modsatte, fremkalder en Tankehandling, en
Overvejelse, der fører til en Beslutning;
Villiesakten udløses i Bevægelse. Den menneskelige
Villie er fri, idet den er et Valg efter
forudgaaet Overvejelse, men Valget er betinget af
Motiver, som stammer fra Personlighedens
Indre og er i Overensstemmelse med dens Væsen.
A.’s Psykologi er ikke blot rig paa ypperlige
Enkeltiagttagelser af de sjælelige Fænomener,
men hans skarpe Blik og indgaaende
Undersøgelse har ført ham til en Opfattelse af
Sjælelivets Enhed og Helhed, der nærmer sig stærkt
til den moderne Psykologis Bestemmelse af
Bevidsthedslivet som sammenfattende Virken.
Etik og Statslære. Det ejendommelige
for den menneskelige Sjæl i Modsætning til de
andre levende Væsners, var Tænkeevnen,
Fornuften, og da Maalet for enhver Art af
Væsner maa være den rigeste Udfoldelse af dets
Natur, ligger Lykken for Mennesket i Sjælens
Virken i Overensstemmelse med Fornuften, den
paa Tænkning hvilende Handling. Heraf
bestemmes alle andre Faktorer, idet deres Værd
afhænger af, om de er fremmende ell.
hæmmende for Hovedformaalet; Velstand, Samliv
med Venner o. s. v. kan saaledes være
fremmende, dets Tilstedeværelse i for høj Grad
eller Mangel derpaa hæmmende. Midler til
at naa frem mod Maalet er de enkelte gode
Egenskaber, som skal udvikles; disse er
fornuftmæssige, begrebsmæssig Erkendelse og
praktisk Indsigt, ell. etiske. Hvad den praktiske
Indsigt anser for den rette Handling, faar gennem
Villien sin Retning af de etiske Egenskaber, der
bunder i selve Naturen, og hvis Virken gaar ud
paa at regulere og dæmme op for Affekter og
Drifter, saa at ikke den af Fornuften skabte
Forestilling om det rette og gode fordunkles;
der skabes altsaa en varig moralsk Habitus som
Grundlag for det aandelige Livs Udfoldelse. Bl.
de gode Egenskaber, som A. lægger stærkest
Vægt paa, er Venskabet, der vel ikke udvides
til ligefrem Menneskekærlighed, men dog
hænger sammen med, at Mennesket efter sin Natur
er bestemt til Samliv med andre; Udviklingen
fra Familie til Samfund og Stat er da i fuld
Overensstemmelse med den menneskelige Natur.
Staten er for A. den gl-gr. Bystat og den
Dannelse af større Territorialstater, der begyndte i
hans Tid, er uden Indflydelse paa hans Teorier.
Det ligger nu i A.’s etiske Ideal, at der i
Samfundet maa være et Antal Medlemmer, som maa
udføre Haandens Arbejde, Banauserne, hvis
ringere aandelige Udvikling stiller dem paa et
lavere Trin; ligeledes er Slavestanden en
Nødvendighed, som tjenende Klasse i Samfundet, og
i Modsætning til den frie gr. Statsborger stilles
Barbarerne ell. alle Ikke-Grækere, som Etikken
ikke bryder sig om. I sin Behandling af de forsk.
Statsforfatninger foretrækker A. de Former,
der mest ligeligt afvejer Forholdet mellem
Regenter og Undersaatter, og fremfor alle andre
den maadeholdne Republik, Folkesuveræniteten,
hvorved han har det atheniensiske Demokrati
i dets gode Tid for Øje, men han fordømmer
afgjort alt Demagogi og Pøbelherredømme og
hævder, at Adkomsten til Deltagelse i Styrelsen skal
bero paa personlig Værd, borgerlig Dygtighed
og etisk Renhed.
Retorik og Kunstlære. I Etikkens
Tjeneste virker ogsaa Kunsten, idet den renser og
mildner Sjælens Affekter. Dens psykologiske
Grundlag er Trangen til Efterligning, der dog
ikke bliver staaende ved en blot Kopieren af
Livets tilfældige Fænomener, men søger at
afbilde Tingenes sande Væsen, Menneskets
Karakter og Følelser, som de kunde og skulde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
