Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Armagh, Grevskab i det nordøstlige Irland, Prov. Ulster - Armagnac, gammelt fr. Landskab, en Del af Gascogne - Armagnac, en hvid Vin fra Omegnen af den fr. By af samme Navn - Armagnaker kaldtes den Hær, som Grev Bernhard VII stillede op imod det burgundiske Parti - Armangon, Flod i Mellemfrankrig - Armand-Dumaresq, Char1es Edouard, fr. Slagmaler (1826-95) - Armansperg , Johan Ludvig, Greve, bayersk Statsmand (1787-1853)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
gentagne Gange ødelagt af Danskerne og i
Krigene med Englænderne og sank ned til at blive
en ubetydelig Landsby, indtil Ærkebispen
Richard Robinson, Lord af Rokeby, i 18. Aarh.
igen fik Byen til at blomstre op.
G. Ht.
Armagnac [arma↱njak], gammelt fr. Landskab,
en Del af Gascogne, hører nu til Dept. Gers og
Hautes-Pyrénées; det er jævnt frugtbart,
frembringer god Vin og driver et udstrakt
Brændevinsbrænderi (Eau d’A.). A. førte i Middelalderen
Titel af Grevskab, og her herskede fra 10. Aarh.
Greveslægten A., der har spillet en stor Rolle i
Frankrigs Historie, især under den
hundredaarige Krig med England. Grev Bernhard
IV (1319—73) sluttede sig til Englænderne og
fulgte den sorte Prins til Spanien; senere
kæmpede han dog atter paa fr. Side. Hans
Sønnesøn Johan III faldt 1391 paa et Krigstog
imod Hertugen af Milano, Galeazzo Visconti.
Johan’s Broder, Grev Bernhard VII, blev
Slægtens navnkundigste Medlem og stod under
Karl VI i Spidsen for det antiburgundiske Parti,
der ofte efter ham kaldtes Armagnakerne, og
hvis Kendetegn var det hvide Armbind i
Modsætning til Burgundernes blaa Farve. Bernhard
overtog efter Ludvig af Orléans’ Mord (1407)
Førelsen af dennes Parti, og hans Krigerskarer,
især bestaaende af Pyrenæernes haardføre
Beboere, hærgede Landet i de flg. Aar. 1413
besatte han Paris og forsvarede lykkelig
Hovedstaden imod Burgunderne; efter Slaget ved
Azincourt 1415 blev han udnævnt til Connetable
og havde hele Magten i Hænde. Men hans
despotiske Haardhed ophidsede alle imod ham;
Dronning Isabella forsonede sig med
Burgunderne, og ved Forræderi blev Paris indtaget.
Bernhard blev taget til Fange og snart efter
myrdet af Folket, der brød ind i Fængslet (12.
Juni 1418). Hans Sønnesøn, Johan V, levede
i Blodskam med sin Søster Isabella og fik
endogsaa ved en falsk Bulle sin Huskapellan til at
vie sig til hende; en Tid var han derfor i Band
og Landflygtighed; siden fik han dog Absolution
og sine Godser tilbage. Han bekæmpede
sammen med de øvrige Feudalherrer Ludvig XI,
indtil han blev dræbt paa sit Slot Lectoure,
medens de Kgl. belejrede det (1473). Med Johan’s
Broder, Karl, uddøde Slægten 1497, og
Grevskabet faldt til Kronen. Frants I forlenede
senere A. til sin Svoger, Hertug Karl af Alençon,
og gennem dennes Enke kom det til Huset
Albret; i Forening med Navarra bragte saa
Henrik IV A. til den franske Krone. Til en
Sidelinie af Huset A. hørte Jakob af A.,
Hertug af Nemours, der ogsaa deltog i
Lensherrernes Forbund mod Ludvig XI; han faldt i
Kongens Hænder, blev holdt indesluttet i et
Jernbur og endelig halshugget (1477).
Kr. E.
Armagnac [arma↱njak], en hvid Vin fra
Omegnen af den fr. By af samme Navn. A. bruges
ogsaa som Betegnelse for en af denne Vin og af
andre Vine fra Dept. Gers og Landes destilleret
Brændevin (Kognak) med et Indhold af 50—56
% Alkohol.
K. M.
Armagnaker [-↱nja-] kaldtes den Hær, som
Grev Bernhard VII af Armagnac (se ovf.)
stillede op imod det burgundiske Parti, og Navnet
brugtes siden om de tøjlesløse Lejeskarer, der
under den hundredaarige Krig kæmpede godt
mod Englænderne, men som blev en
forfærdelig Plage for deres egne Landsmænd ved at
plyndre og myrde, hvor de kom frem; Folket
kaldte dem derfor écorcheurs (Rakkere) ell.
med andre lige saa talende Navne. Da Krigen
med England endte med en Vaabenstilstand
1444, ønskede Karl VII intet hellere end at blive
af med disse ubekvemme Hjælpere og modtog
med Glæde Opfordringen fra Kejser Frederik
III om at hjælpe ham imod Schweizerne,
ligesom fra René af Lothringen om at understøtte
ham til Erobringen af Metz. Selv gik Kongen
ind i Lothringen, medens Dauphinen Ludvig
førte en talrig Hær imod Schweizerne. Disse
søgte at standse Fjenden ved St Jakob an der
Birs, ikke langt fra Basel, og her kæmpede 1600
Schweizere 10 Timer imod en mangedobbelt
Skare af A.; de tabte og faldt næsten til sidste
Mand (26. Aug. 1444); men Dauphinen sluttede
snart efter Fred med Schweiz. Heller ikke i
Lothringen udrettedes der noget stort; men A.
blev staaende i Elsass, hærgende og røvende
Landet saaledes, at det endnu mærkedes lang
Tid efter; de fortvivlede Bønder hævnede sig,
hvor de kunde komme til det, og mangfoldige
af disse A., som her betegnende blev kaldt
Armegecken, blev myrdede. Karl VII kunde nu
reformere Hæren; de bedste af A. udtog han og
oprettede af dem de 15 compagnies d’ordonance,
der siden blev Kernen i den fr. Hær; Resten
blev sendt hjem og fandt sig uden Modstand
deri. (Litt.: Barthold, »Der
Armegeckenkrieg 1444 und 1445«, i Raumer’s »Historisches
Taschenbuch«, Neue Folge, III [1842]; Witte,
»Die armen Gecken und ihr Einfall in Elsass«
[Strassburg 1883]).
Kr. E.
Armançon [armã↱sǡ], Flod i Mellemfrankrig,
udspringer i Côte d’Or og udmunder efter et
nordvestligt Løb paa 174 km i Yonnes højre
Bred ved Cheny. Gennem A.’s smukke og
frugtbare Dal med Byen Tonnerre fører
Bourgogne-Kanalen og Jernbanen Paris—Lyon.
G. Ht.
Armand [ar↱maŋ], se Strubberg.
Armand-Dumaresq[armã-dyma↱ræsk],
Charles Edouard, fr. Slagmaler (1826—95), Elev
af Couture. Med »Episode fra Slaget ved
Solferino« (1861) slog han først ret igennem og
vandt sig snart et stort Publikum ved sine
livfulde Slagbilleder (»Kyrasserangreb ved
Waterloo«, m. m.), der efter den fr.-tyske Krig
henter deres Emner fra dennes Episoder. Paa
den fr. Kunstudstilling i Kbhvn 1888 var han
repræsenteret ved »Militærkalenderen studeres«.
A. Hk.
Armansperg [↱ar-], Johan Ludvig, Greve,
bayersk Statsmand (1787—1853), tog 1816—23 Del
i Rhin-Kredsens Forvaltning og valgtes 1825 til
andet Kammer, hvor han hørte til den
maadeholdne Opposition. 1826 blev han
Finansminister og bragte hurtig Ligevægt i
Statshusholdningen, men fik for sin Sparsommelighed
Spotnavnet »Sparmannsperg«; han afsluttede 1827 en
Toldforening med Württemberg, men fjernedes
1831, da Kong Ludvig I blev mere klerikal og
reaktionær. Derimod fik han 1833 Forsædet i
det bayerske Regentskab for den unge Kong Otto
i Grækenland; fortrængte 1834 de to andre
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
