Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Armenien
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Kurderne, hos hvem man for øvrigt finder alle
de ridderlige Røveres Dyder og Lyder.
Laserne hører ligesom Georgierne til den
kartveliske Sprogæt. Laserne bor ved
Sortehavets Kyst, Georgierne i russ. Armenien.
Grækere findes i Byerne i A., Russere
lever, omend i ringe Antal, i russ. A.
Videnskabelig Udforskning. For
Kendskabet til A. har særlig Abich’s Rejser
i en hel Menneskealder fra før 1850 til noget
efter 1880 været af Bet. Fra de senere Aar har
de betydeligste Forskere været Radde,
Ivanovsky, J. Belck og F. Lehmann.
Eufrats øvre Løb kortlagdes 1902 af
E. Huntington.
(Litt.: Texier, L’Arménie, la Perse et la
Mésopotamie [Paris 1842]; Wagner, »Reise
nach dem Ararat und dem Hochlande A.«
[Stuttgart 1848]; Koch, »Die kaukasischen Ländern
und A. in Reiseschilderungen« [Leipzig 1855];
Abich, »Geologische Forschungen in den
kaukasischen Ländern« [Wien 1878—87]; Tozer,
Turkish Armenia and Eastern Asia minor
[London 1881]; Nolde, »Reise nach Innerarabien,
Kurdistan und A.«. [Braunschweig 1895]; Radde,
»Grundzüge der Pflanzenverbreitung in den
Kaukasusländern« [Leipzig 1899]; Lehmann,
»A. und Niedermesopotamien« [Berlin 1900];
Belck og Lehmann, »Reisebriefe« [Mitt.
der Geogr. Gesellsch., Hamborg 1900]; Lynch,
Armenia [London 1901]; Grothe, »Auf
türkischer Erde« [Berlin 1903];
Lehmann-Haupt, »A. einst und jetzt« [Berlin 1910]).
M. V.
Historie. Da Historieskrivningen i A. først
begynder efter Kristendommens Indførelse i
Landet, er man for den ældre Tids Vedk. i det
væsentlige henvist til de sparsomme
Oplysninger, som kan findes i Kileskrifter og hos gr.
og rom. Forfattere om A. De ældste hist. Forf.
i A. forefandt rigtignok en Del Sagn og Minder
fra Fortiden, men hvad tidligere Tider angaar,
er disse Sagn omtr. værdiløse, da de i det
væsentlige er Omplantninger af bibelske Oldsagn
paa armenisk Grund. De omtalte Sagn fra A.
findes i en indbyrdes noget forsk. Skikkelse hos
de to armeniske Historikere, Moses fra
Khorene og Sebeos; men det er dog klart, at begge
Relationer opr. stammer fra samme Kilde. Af de
assyriske Kileindskrifter fremgaar det, at de
Lande, der senere udgør A., i tidlige Tider var
delte mellem fl. Smaakonger. Det mægtigste af
disse Riger var Urarti, d. e. Landet Ararat. A.
blev næppe nogen Sinde helt betvunget af
Assyrerne. Det er rimeligt, at A. senere har
været afhængigt af Mederne (efter Aar 600) og
derefter af Kyros. Af Dareios Hystaspis’ hist.
Indskrift ved Behistan (s. d.) ser vi, at der udbrød
et stort Oprør i A. efter Kambyses’ Død. I den
pers. Del af Indskriften kaldes Landet Armina,
altsaa næsten det samme Navn, der brugtes af
Grækerne; i den assyriske Del gengives det ved
Urastu (Ararat). Armina er et rent arisk Ord;
det ariske Element træder senere altid
stærkere frem, hvorimod de i A. hjemmehørende
Navne, som Assyrerne omtaler, ikke synes
ariske. Ved Alexander den Stores Sejre
(334—32) kom A. under Makedonien og senere under
Seleukos og hans Efterfølgere. Men større ell.
mindre Strækninger af A. var dog rimeligvis
oftere uafhængige. De vigtigste Egne af A.
forblev dog under Syrien indtil Antiochos III’s
ulykkelige Krig med Rom. Artaxias, Statholder
i Storarmenien ɔ: det egl. A., og Zariadres i
Lillearmenien ɔ: A. V. f. Eufrat erklærede sig
190 for uafhængige og anerkendtes som Konger
af Romerne. Artaxias blev siden overvundet af
Antiochos IV Epifanes, og Storarmenien kom
atter under Syrien, hvorimod Lillearmenien
vedblev at være fri. Snart efter faldt Partherne
ind i A., og deres Konge, Mithridates I
(Arsakes), skal c. 148 f. Kr. have indsat sin Broder,
Vagharshag (Valarses) til Konge i A., dog først
efter en lang, fortvivlet Modstand af Folket i
A. Hans Æt regerede nu en Tid i A. Den
mærkeligste af disse Konger var Tigranes, der
hævede A. til stor Magt og Anseelse. Tigranes
satte sig i Besiddelse af de Lande, som endnu
var tilbage af Seleukidernes Rige, indtog ogsaa
Lillearmenien og frarev Partherne en Del af
Mesopotamien m. m. Men hans Forbindelse med
hans Svigerfader, Mithridates den Store af
Pontos, indviklede ham i en uheldig Krig med Rom,
hvis duelige Feltherre, Lucullus, slog ham fl.
Gange, bl. a. (69) uden for hans ny Hovedstad,
Tigranokerta, der var blevet anlagt af ham ved
Tel Ermen, 25 km SV. f. Mardin ved Zrgân,
Biflod til Khabur (Chaboras), og som 1880 er
blevet genfundet af E. Sachau. Af Pompejus
trængtes Tigranes derefter endnu længere
tilbage og berøvedes alle Erobringer (66); kun en
mindre Del af A. fik han Lov til at beholde (63).
Lillearmenien kom nu under Rom. Partherne
søgte ligeledes at gøre sig til Herrer i A., der
nu i lang Tid blev et Tvistens Æble imellem
disse og Romerne. Trajan erobrede A. og gjorde
Landet til rom. Prov. 114 e. Kr.; men det
opgaves snart efter (117) af Hadrian. Da
Partherriget faldt, stillede Kongen i A., Arsakiden
Khosroes, sig fjendtlig mod Ardshir
(Artaxerxes), Stifteren af det nypersiske Rige, men denne
lod ham rydde af Vejen og satte sig snart efter
i Besiddelse af A. Sassaniderne indførte
Zoroaster’s Lære, men samtidig forkyndtes ogsaa
Kristendommen i Landet. Ved rom. Hjælp blev
en Prins af den gamle (arsakidiske)
Kongestamme i A., Tiridates (Terdat) III, indsat til
Konge i Landet. Han var Hedning, men
omvendtes senere til Kristendommen af Gregor
Lysbringeren c. 302. Da Roms Kejsere snart
efter ogsaa blev Kristne, søgte A. en Støtte i
Romerne imod de hedenske Persere, men
forgæves, medens den Del af Armenierne, der
endnu holdt fast ved Hedenskabet, omvendt ofte
søgte Hjælp hos Perserne. Perserne indtog 387
den større østlige Del af A., der fra nu af
kaldtes Persarmenia. Den mindre vestlige Del
overlodes til Romerne. Persarmenia styredes af
persiske Statholdere, der som oftest behandlede de
Kristne med megen Haardhed, ja Grusomhed.
Da Perserriget faldt, kom A. 636 under
Kaliferne, der lod Landet regere af arabiske
Statholdere. Lillearmenien kom ogsaa efterhaanden
i Arabernes Besiddelse (691). Efter mange Kampe
opnaaede A. dog en vis Selvstændighed, idet en
Armenier, Aschot, 885 af Kalifen Mutamid Billah
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
