- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind II: Arbejderhaver—Benzol /
132

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Arnim, Heinrich Alexander v., preuss. Statsmand (1798-1861) - Statsmand (1798-1861) - Árni Magnusson, se Magnusson, A. - Arnimit - Árni Þórlaksson, isl. Biskop (1237-1298) - Arnkilsøre - Arnljot Gelline - Arnmødling-Ætten

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Ministeriet Camphausen tilbage, da det vægrede
sig ved at udtale »Revolutionens Anerkendelse«.
1849—51 var A. Medlem af første Kammer, hvor
han hørte til det tysk-konstitutionelle Parti og
bekæmpede Reaktionen, men levede derefter
som Privatmand.

Árni Magnusson [↱a.r-], se Magnusson, A.

Arnimit, et Mineral, er et basisk Kobbersulfat
(Cu5S2O11 . 6H2O), der er fundet som tyndt
Overtræk paa den saakaldte Porcelænsjaspis fra
Planitz ved Zwickau i Sachsen.
O. B. B.

Árni Þórlaksson [↱a.r- -Þo.r-], isl. Biskop, f.
1237, d. 17. Apr. 1298, var af fornem Slægt
og udmærkede sig tidlig ved megen Lærelyst
og Energi. 1262—63 var han i Norge som Diakon
hos Brandr Jónsson, og efter dennes Død
forestod han Hólars Bispestol i 3 Aar (1264—67).
1269 blev A. Biskop i Skálholt og begyndte straks
en Kamp for Kirkens Herredømme. Paa et
offentligt Møde lod han oplæse et Brev fra
Ærkebiskoppen (Jón röde), hvori der bl. a. stod, at
alle Kirker tillige med Gods og Tiende skulde
gives i Biskoppens Vold. Denne Bestemmelse
greb overordentlig meget ind i de bestaaende
Forhold, men Á. lod den bekendtgøre i hele sit
Bispedømme og fik fl. af de mindre Kirker med
deres Gods overdragne til sig. Derimod gjorde
Høvdingerne, som holdt de rigere Kirker,
Modstand, og hermed begyndte de saakaldte
staðamál (hvoraf Á. fik Tilnavnet Staða-Á.),
Kampen om Magten over Kirkerne og
Kirkegodset, som først fandt sin endelige Afslutning
efter 28 Aar. 1271 maatte Á. indgaa et
Kompromis med Oddaslægtens Overhoved, Sighvatr
Hálfdánarson; dette havde til Følge, at
Modstanden voksede imod Afleveringen af
Kirkegodset. Den dygtige Hrafn Oddson, der var
forlenet med det halve Land, stillede sig nu i
Spidsen for Kampen fra Lægmændenes Side.
Efter at have henvendt sig til Ærkebiskoppen og
Kong Magnus og sikret sig Kongens Gunst ved
at støtte den ny Lovbog, Járnsiða’s Vedtagelse,
rejste Á. 1272 til Norge, hvor ogsaa fl. af hans
Modstandere mødte. Sagen blev dømt af
Ærkebiskoppen 24. Juli 1273: Oddi o. fl. a. Kirker
skulde afleveres til Biskop Á. og hans lovlige
Efterfølgere. Den samme Sommer vendte Á.
hjem og tog Kirkerne og Kirkegodset under sig.
Den flg. Vinter affattede han en ny
Kristenret, der med Undtagelse af nogle faa Kapitler
blev vedtaget af Altinget 1275.

1283 blussede Striden op paa ny. Ifølge et
Brev fra Kong Erik skulde nu alle de Kirker
tillige med Gods, som var fratagne Lægmænd
paa en uretfærdig Maade, afleveres til disse
igen, men Á. vilde ikke finde sig i dette;
endelig enedes han og Hrafn dog om at underkaste
sig Kong Erik’s og Ærkebiskop Jørund’s Dom
i denne Sag og rejste til Norge (1288). Det flg.
Aar døde Hrafn, men A. maatte rejse hjem
(1291), uden at Sagen blev afgjort. Striden
fortsattes indtil 1297, da det med alle Parters
Samtykke blev bestemt, at de Kirker i Skálholts
Bispedømme, hvis Gods for Halvdelen ell. mere
ejedes af Lægfolk, skulde overgives til disse
med de Forpligtelser, som Giveren havde
bestemt, men ellers være fri for ethvert Krav fra
Biskoppens Side; for alle de øvrige Kirker skulde
han raade alene. Denne Overenskomst blev
forkyndt ved et kgl. Brev af 2. Maj 1297. Á. døde
i Norge, hvorhen han var rejst 1297 for at bringe
denne Afgørelse til Veje. Hans virksomme
Levned fortælles i en særskilt Saga (»Árna biskups
saga Þorlákssonar«). Den er forfattet kort efter
hans Død, rimeligvis af Biskop Árni Helgason,
da Forfatteren har været fortrolig med hans
Brevveksling. Sagaen slutter 1290, men er dog
den betydeligste hist. Beretning ang. Islands og
Norges Historie 1269—90. (Udgivet 1820 i
»Sturlunga saga« II, 2 og 1858 i »Biskupa sögur« I).
B. Th. M.

Arnkilsøre er Navnet paa den mod N.
vendende Odde, hvori Halvøen paa Øen Als’
Vestside mellem Augustenborg Fjord og Als-Sund
ender. Paa A. c. 6 km N. f. Sønderborg
betegner et preussisk, 21 m højt Sejrsmonument
det Sted, hvor Preusserne gik over Als-Sund
Juni 1864.
H. W.

Arnljot Gelline, en Røver fra Tiundaland
i Svithjod, der havde Tilhold paa
Jemtlandsskogen, reddede 1028 Kong Olaf Haraldssøn’s
kattekrævere, som Jemtlands Befolkning satte
efter. Da Kongen 1030 over Jemtland drog mod
Norge, indfandt A. sig ved hans Hær paa
Stiklestad og blev, efter at være døbt, anvist Plads
nærmest foran Kongens Mærke. Under Slaget
kæmpede A. tappert, men faldt allerede i dets
Beg. sammen med andre sv. Skoggangsmænd i
Kongens Tjeneste. Denne Sagaskikkelse er
Helten i Bjørnson’s Epos »Arnljot Gelline« (Kbhvn
1870).
(O. A. Ø.). C. Br.

Arnmødling-Ætten (Arnungerne),
Norges mærkeligste Stormandsslægt i Middelalderen.
Ifølge gamle Genealogier nedstammede den fra
Finnvid Fundne, som blev fundet i en Ørnerede,
svøbt i Silke. Hverken om dennes Søn Thorarin
Bullibak ell. Sønnesøn Arnvid findes nogen
Tradition. Slægtens Historie begynder med Arnmod
Jarl af Ønundar-Fjord, som faldt i Slaget i
Hjørungavaag. Arnmod’s Søn Arne var Kong
Olav Haraldssøn’s Ven; han havde 8 Sønner og
Datteren Ragnhild, som ægtede Haarek af
Thjotta; fire af Sønnerne skal omtales særskilt.

Kalv Arnessøn var opr. Kong Olavs Ven
og Lendermand. Denne gav ham Sigrid, en
Søster af Thore Hund og Enke efter Ølve paa
Egg, til Ægte. Men senere fjernedes Kalv fra
Kongen, der til sidst lod to af hans Stifsønner
dræbe. I Slaget ved Stiklestad var Kalv en af
Bondehærens Førere, medens hans Brødre
kæmpede paa Kongens Side, og han skal have givet
Kongen et af de Saar, som voldte hans Bane.
Da han ikke efter Løfte fik Jarlsnavn af Knud
den Store, som satte sin Søn Sven Alfivassøn til
Konge over Norge, indgik Kalv Forlig med sine
Brødre og drog sammen med Einar
Thambarskelve til Gardarike og førte Kong Olavs Søn
Magnus tilbage til Norge og gjorde ham til
Konge. Kalv og Einar skulde være Formyndere
for den unge Konge. Einar bagtalte Kalv hos
Kongen, idet han stadig mindede om, at Kalv
ansaas for Faderens Banemand. Under et
Besøg paa Stiklestad lod Kongen ham ogsaa høre
dette, og Kalv, der ikke længere ansaa sig
sikker, forlod Landet. Han opholdt sig nu en Tid

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri Jan 21 21:40:02 2022 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/2/0140.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free