Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Arnoldson, Carl Oskar, sv. opearsanger (1830-1881) - Arnoldson, Klas Pontus, sv. Forf., f. 1844 - Arnoldsson, Sigrid, se Fischof - Arnoldt, Hans Jacob, norsk Officer (1669-1758). - Arnoldus (Arnold), Islænder, d. s. s. Arnald Thorvaldssøn. - Arnolfo di Cambio, ital. Arkitekt - Arnon - Arnor - Arnór Tordsøn - Arnór Tumason, islandsk Høvding, d. 1221
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
igennem, samtidig med at han genoptog sin Stilling
i Toldvæsenet, Lægernes Paabud om ikke at
sige ell. synge et Ord, og da han efter denne
Kur genoptraadte paa Scenen, havde hans
Stemme genvundet hele sin tidligere Kraft og
Skønhed, og fra nu af var han i henved 25 Aar
en af den sv. Operas Støtter og Publikums
erklærede Yndling. Hans Stemme var en ren,
sympatetisk og omfangsrig Tenor, omhyggelig
uddannet i alle Retninger, særlig hvad
Koloraturfærdighed angaar; i Forbindelse med hans
friske, joviale Personlighed anviste den ham
særlig hans Plads i den lettere, komiske Opera,
hvorfor han navnlig glimrede i saadanne Partier
som Georg Brown i »Den hvide Dame«,
Almaviva i »Barberen«, »Fra Diavolo«, »Postillonen«
o. s. v. Men ogsaa i den store Opera, selv i
Heltetenorfaget, fyldte han sin Plads. Af hans
ca. 50 Roller kan nævnes Arnold i »Wilhelm
Tell«, Faust, Romeo, Profeten, Radames i
»Aïda«, og i hans sidste Aar Lohengrin og
Tannhäuser. 1880 fik han et Tilbagefald af sin
tidligere Svækkelse paa Stemmen, og i et Anfald af
Livslede og Frygt for Fremtiden gjorde han
med et Revolverskud Ende paa sit Liv i
Karlsbad, hvor han var søgt hen for at finde Hjælp
mod sine Lidelser. (Litt.: Fr. Hedberg,
»Svenska Operasångare«).
S. L.
Arnoldson, Klas Pontus, sv. Forf., f. i
Göteborg 27. Oktbr 1844. Trods mangelfuld
Skolegang og økonomiske Vanskeligheder siden
hen skaffede A. sig dog Kundskaber nok til at
kunne optræde som Forf. paa meget forsk.
Omraader med en lang Rk. Værker hvoraf kan
nævnes »Norden som fristat« (1872), »Spinoza«
(1877), »Neutralitetsfrågan« (1883), »Religionen
i forskningens ljus« (1892) samt »Seklernas hopp,
en bok om världsfreden« (1900). 1871—81 var A.
Stationsforstander i Tumba, 1882—87 Medlem
af Andet Kammer, hvor han foreslog permanent
skandinavisk Neutralitet. A. har udg. forsk.
Tidsskrifter (»Sanningssökaren« 1877—81,
»Tiden« 1883—85, »Fredsvännen« 1885—88) samt
»Nordsvenska Dagbladet« 1892—94. 1883 stiftede
han den sv. Freds- og Voldgiftsforening. A. er
Medlem af sv. og norske Fredsforeninger og fik
1908 en halv Nobelfredspræmie.
A. M. D.
Arnoldsson, Sigrid, se Fischof.
Arnoldt, Hans Jacob, norsk Officer
(1669—1758). Som Kaptajn deltog han i 1690-erne i
danske Troppers Kampe i Irland, Italien,
Ungarn og Nederlandene og vendte 1702 tilbage til
Norge som Major. 1711—15 fulgte han danske
Tropper i Nordtyskland, blev 1716 Kommandør
for Grenaderkorpset i Kbhvn, 1722—24 anvendt
i diplomatisk Tjeneste og fik 1733
Overkommandoen over Fodfolket i Hertugdømmerne. 1736
forflyttedes han til Norge som kommanderende
General og Overinspektør over Landets
Befæstninger. Hans Virksomhed i Norge fik
grundlæggende Bet. for Udviklingen af dette Lands Hær
og Forsvarsvæsen, idet han med stor Dygtighed
arbejdede ikke blot for Hærens Organisation og
Forsyning, men ogsaa for dens Uddannelse. Han
tog ved Frederik V’s Besøg i Kria 1749
Initiativet til Oprettelsen af Norges første militære
Undervisningsanstalt for Officerer, den
»Matematiske Skole« i Kria, hvis første »Direktør« han
var (1750—58).
K. V. H.
Arnoldus (Arnold), Islænder, d. s. s.
Arnald Thorvaldssøn.
Arnolfo di Cambio, fejlagtig kaldet A. di
Lapo, ital. Arkitekt. Om hans Liv vides kun
lidet; end ikke hans Dødsaar er sikkert kendt
(1302?). Dog er hans Virksomhed som
Kirkearkitekt i Firenze meget betydningsfuld. Hans
Hovedværk er Franciskanerkirken S. Croce,
hvis enkle Indre, der passer saa godt for
Tiggermunkeordenens Væsen, præges af de høje
gotiske Arkader og det aabne Bjælkeloft.
Desuden gav han Udkast til Domkirken S. Maria
del Fiore, som allerede han paatænkte at give
en anselig Kuppel. Skønt der er meget lidt
tilbage af Murene fra hans Tid, idet Domkirkens
Plan ændredes og forstørredes af Efterfølgerne,
og skønt Raadhuset (Palazzo Vecchio) kun med
Urette er tilskrevet ham, er A. dog en af den
italienske Gotiks betydeligste Bygmestre, der
omformede Gotikken i Antikkens Aand, og
evnede at skabe rolige, storladne Rum.
Tidligere er A. di C. stedse, men sikkert med
Urette, identificeret med Billedhuggeren Arnolfo
di Firenze, der, uddannet under Niccolo
Pisano, arbejdede som Billedhugger, deltog i
Udførelsen af Marmorbrønden ved Perugias
Domkirke og har efterladt sig flere signerede
Arbejder, Gravmælet over Kardinal de Braye (d.
1282) i Orvieto samt et Par rom.
Altertabernakler (S. Paolo fuori og S. Cecilia), ligesom det
ødelagte Gravmæle over Pave Bonifacius VIII
tilskrives ham. Hans Skulpturer med deres
Cosmatarbejde er, ganske modsat Bygmesterens
Arkitektur, betegnende for en anden Side af
den ital. Gotiks Væsen, nemlig dens Hang til at
udnytte Stilformerne i rent dekorativ Retning.
C. A. J.
Arnon, Flod som løber gennem en dyb Dal
i Moab’s Bjerge (den nuv. Wadi el modjib). Iflg.
4. Mos. 21 dannede den Grænsen mellem
Moabitter og Amoritter, da Israel foretog sin
Indvandring i Kana’an.
J. P.
Arnor, norsk og isl. Mandsnavn; den ældre
Form Arnthor findes ogsaa i Norsk (jfr Arn- og
Thor).
A. O.
Arnor Tordsøn [↱arno.r] (Arnórr Þórðarson).
Jarleskjald, var en Søn af Skjalden Tord
Kolbenssøn. Efter at have foretaget forsk.
Købmandsrejser til Udlandet, paa hvilke han stiftede
Bekendtskab med fl. nordiske Fyrster (Kongerne
i Norge, Jarlerne paa Orkney-Øerne, med hvem
han endogsaa blev besvogret), synes A. at have
levet i sin Hjemstavn paa Island; han er d. efter
1073. Af hans mange Digte er hans elegante Digt
om Magnus den Gode i 4-leddet Versemaal (deraf
kaldt Hrynhenda) det mest bekendte. A. var en
af sin Tids fortræffeligste Skjalde, hvis Digte
viser en korrekt Opfattelse af den gamle Poesis
Væsen og et sandt Mesterskab m. H. t.
Behandling af Sprog og (metrisk) Form.
F. J.
Arnór Tumason [↱arno.r], islandsk Høvding,
af Asbirningernes Slægt, d. 1221. Efter sin
mægtige Broder, Kolbeinn Tumason’s Død 1208 fik
han Magten over omtr. hele den nuv.
Skagafjarðasyssel og mere end Halvdelen af
Húnavatnssyssel. Sammen med fl. a. Høvdinger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
