Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Arresø, Danmarks største Indsø - arrêt, en Øvrighedsordre ell. Arrestbefaling i Frankrig - arrêt de prince - arretinske Kar - Arretium, se Arezzo - Arretraktion, se Ar - arrha, rom. Retsudtryk - Arrhenal, Natriummetylarsenat - Arrhenatherum, se Draphavre - Arrhenius, Carl Axel, svensk Kemiker (1757-1824) - Arrhenius, Johan, sv. Botaniker og Agronom (1811-1889)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Fiskeriet er ikke videre stort. Søen har tidligere
ved et Sund over det nuv. Asserbo Overdrev
mod NV. staaet i Forbindelse med Kattegat, og
dette Sund stod atter ved et Vanddrag, der gik
over Engene mellem Melby og Vinderød, i
Forbindelse med Roskildefjord. Men da
Flyvesandet i Tidens Løb havde stoppet begge disse
Forbindelser, lod Frederik IV omtr. 1716 ved sv.
Krigsfangers Arbejde, som det fortælles, grave
den nuv. Kanal, der fører forbi Frederiksværk
ud til Roskildefjord.
H. W.
arrêt [a↱ræ], en Øvrighedsordre ell.
Arrestbefaling i Frankrig; i snævrere Forstand en af
den øverste Instans’ Retter afsagt Dom i
Modsætning til jugement ell. en Underrets
appellable Dom. arrêts d’amour, de paa
Elskovshofferne i Middelalderen udtalte Kendelser. —
arrêté, Afgørelse, der træffes af en underordnet
Forvaltningsmyndighed saasom en Præfekt ell.
Maire. Se endvidere Droit d’arrêt.
K. B.
arrêt de prince [a↱ræ-t-↱præ~.s]. Om a. taler
man, naar en Regering for at hindre
Udbredelsen af Efterretninger om et planlagt, navnlig
militært Foretagende midlertidig forbyder
fremmede Skibe at forlade Landets Havne. Et hist.
bekendt Eks. er Englands Standsning af alle
Skibe i eng. Havne i Anledning af Ekspeditionen
mod Kbhvn 1807. I Nutiden er a. uden synderlig
praktisk Bet. Skulde den forekomme, maatte
det være Statens Pligt at yde de standsede
Skibe Erstatning.
P. J. J.
arretinske Kar stammer fra Pottemagerierne
i den gamle lat. By Arretium, det nuv. Arezzo
i Toscana. Allerede i første Aarh. e. Kr. omtales
de af rom. Forf., der priser dem for deres
Skønhed og Ynde. De anvendtes som Spise- og
Drikkekar, og er som oftest skaalformede uden
Fod. Farven kan variere fra gul-rødlig til
stærk koralagtig rød. Denne sidste stammer fra
Glasuren, der er overordentlig tynd, haard og
glat. Fabrikationsmaaden heraf er gaaet
fuldstændig tabt, og ingen Analyse har hidtil kunnet
aabenbare Sammensætningen. Dekorationerne
paa A., hvortil der aldrig anvendtes Farver,
bestaar væsentlig af Figurer, Løvværk etc., der
i Stilen meget minder om de pompejanske
Stukdekorationer. De er pressede i Relief uden paa
den drejede ell. støbte Form og er af en
sjælden Skønhed. Ofte indgaar i Dekorationen
Inskriptionstavler, der ofte angiver Signatur ell.
Navn paa Pottemageren. Fejlagtig har man
tidligere ogsaa kaldt A. for »samiske« efter den
gr. Ø Samos. Pottemagerarbejder herfra
stammer fra 9. Aarh. f. Kr., er af en anden Farve
og Karakter og har ikke anden Forbindelse med
A. end, at de har været de ældste Forbilleder
for disse. Illustr. se farvetrykt Tavle
»Keramik«. (Litt.: Chase, The Loeb Collection of
Arretine Pottery).
Arn. K.
Arretium, se Arezzo.
Arretraktion [↱ar-retrak↱sjo´n], se Ar.
arrha [↱ara], rom. Retsudtryk for Haandpenge
(s. d.) ell. for en hvilken som helst Ting, som
den ene af to Kontrahenter, især Køberen, ved
Køb og Salg giver sin Medkontrahent til ydre
Tegn paa, at Kontrakten er endelig afsluttet.
V. B.
Arrhenal er Natriummetylarsenat, et hvidt,
krystallinsk Salt, opløseligt i Vand, uopløseligt
i Alkohol; det anvendes i Lægekunsten mod
tuberkuløse Lidelser, oftest subkutant.
R. K.
Arrhenatherum, se Draphavre.
Arrhenius, Carl Axel, svensk Kemiker
(1757—1824), deltog i Felttoget 1788—89 i
Finland og vedblev indtil sin Død at staa i
Militæretatens Tjeneste; blev Major (1801) og
Tøjmester og var fra 1816 Tilsynshavende ved
Krudttilvirkningen. Ved Siden af sin praktiske
Gerning dyrkede han med Iver kem. og miner.
Studier og opdagede bl. a. Mineralet Gadolinit.
Under et Ophold i Paris, kort før Revolutionen,
lærte han Lavoisier, Berthollet o. a. berømte
Kemikere at kende og blev efter sin Hjemkomst
en ivrig Forkæmper for disses Teorier. 1817
blev han Medlem af »Vetenskaps-Akademien«.
Han har dels forfattet, dels oversat fl. Afh. om
Salpeter- og Krudtundersøgelser, ligeledes har
han skrevet en mineral-analytisk Afh., som er
trykt i »Afh. i Fysik, Kemi och Mineralogi«.
(N. V. U.). O. B. B.
Arrhenius, Johan, sv. Botaniker og
Agronom, f. 27. Septbr 1811, d. 5. Septbr 1889. Han
studerede Botanik først under Wahlenberg, siden
under Elias Fries, blev 1840 Docent i Botanik
og Økonomi, var samtidig Lærer ved Upsala
Lyceum og Real-Gymnasium og bidrog allerede
1837 til Forbedring af Naturhistoriens Stilling
som Skolefag i Sverige, idet han skrev »Om
naturhistorien såsom undervisningsämne vid
Gymnasier«. Da han 1841 overtog Styrelsen af
et Par Landejendomme, fik han Lejlighed til,
dels teoretisk, dels praktisk, at give sig af med
Landvæsen og landøkonomiske Spørgsmaal, i
hvilke han baade som Tidsskriftredaktør og
som Forf. af talrige udmærkede Afh. om herhen
hørende Emner kan siges at have virket som
Banebryder paa fl. Omraader. Som Medlem af
forsk. Selskaber og Akademier, men især som
Forstander for det af ham selv grundede Ulltuna
Landbrugsinstitut, der aabnedes 1846, spillede
A. en fremragende Rolle som administrerende
Kraft og praktisk Mand. Efter at han 1850 var
blevet udnævnt til Prof., udgav han »Botanikens
första Grunder« (1859; 4. Opl. 1864) samt det
store, med Landbrugsakademiets Guldmedaille
belønnede Arbejde: »Handbok i svenska
Jordbruket« (3. omarbejdede Opl. 1874); til samme
Periode af hans Forfatterskab hører: »Smärre
samlade Skr i Landthushållningen«, af hvis
mange Hæfter de fleste er skrevne af ham selv;
mange er oversatte paa Norsk, Dansk, Tysk,
Engelsk, Finsk og Russisk. 1862—81 var A.
Sekretær ved Landbrugsakademiet. 1866 udgav han:
»Landtbrukspraktika ell. Jordbrukslärans
Hufvudgrunder« (3. Opl. 1876), der overalt
anvendes ved sv. og finske Landbrugsskoler. Som
Landøkonom og Agronom har A. haft en
indgribende Bet. for sit Fædreland; baade i Tale og
under en yderst frugtbar Forfattervirksomhed
har han hævdet Nødvendigheden af
Landvæsenets Basering paa Naturvidenskabens Grund.
Fra 1858 var han Medlem af Videnskabernes
Selskab i Upsala, fra 1862 af det sv.
Videnskabsakademi; 1867—72 var han Medlem af den
sv. Rigsdags første Kammer. Ogsaa for den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
