Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - artsegen bruges i Biologien som Modsætning til artsfremmed - artsspecifik - Artus - Artusi, Giovanni Maria - Artvin - Artz, David Adolf Constant, holl. Genremaler (1837-1890)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
indført i Kaninens Organisme, saadanne
Reaktionsprodukter, Præcipitin,
Anafylaksi-Antistof etc., som Indførelsen af artsegent Serum
(i dette Tilfælde Kaninserum) ikke fremkalder.
I St. f. de nævnte to Betegnelser bruges ogsaa
ofte homolog og heterolog.
O. T.
artsspecifik bruges i Biologien for at
betegne, at visse Stoffer, særlig Æggehvidestoffer,
hidrørende fra forsk. Dyrearter (Menneske, Abe,
Hest, Okse o. s. v.) er i Besiddelse af ganske
bestemte, for hver enkelt Dyreart specifike
Egenskaber, selv om Stoffernes kemiske
Konstitution er ganske den samme. Det vil saaledes
ved kemiske ell. fysiske Metoder som Regel være
umuligt at afgøre, om f. Eks. Blod hidrører fra
Hest ell. Faar, og dog lader der sig paavise
bestemte biologiske Forskelligheder (smlg.
Præcipitin og Hæmolysin) mellem de to Blodarter,
a. bruges ofte særlig i Modsætning til
organspecifik. Blod, Lever-, Nyre-, Lungevæv etc.
fra samme Dyreart har visse biologiske
Ejendommeligheder fælles, specifike for Dyrearten,
hvilke Forskelligheder mellem de Stoffer, der
danner de nævnte Væv, der end i øvrigt kan
findes: Artsspecificitet. Paa den anden
Side kan Stoffer fra et bestemt Organ (f. Eks.
Nyren) fra forsk. Dyrearter have andre biol.
Egenskaber fælles, uden Hensyn til fra hvilken
Dyreart, Stofferne hidrører:
Organspecificitet.
O. T.
Artus [↱ar-] (ell. Arthur) er Navnet paa
en gl. keltisk Konge, der skal have levet i det
5. ell. 6. Aarh. e. Kr. Om hans Historie vides
saa godt som intet. Gildas nævner ham ikke;
men Nennius (10. Aarh.) omtaler ham som
Briternes Høvding og de indtrængende Sachsers
sejrrige Overvinder. I Folkets Bevidsthed kom
han tidlig til at staa som den nationale Helt; han
blev Repræsentant for den undertrykte keltiske
Nation, og Udødelighedsmyten blev knyttet til
hans Navn, samtidig med at hans mærkelige
Bedrifter blev fejrede i Sange af et yderst fantastisk
Indhold. Efter at Normannerne havde erobret
England (1066), tog den keltiske
Nationalbevidsthed et mægtigt Opsving, de gl. Helte vaagnede
ligesom til nyt Liv, deres Bedrifter fangede
Folks Interesse, og Kendskab til dem spredtes
viden om gennem forsk. lat. Krøniker. Særlig
Gotfred fra Monmouth (d. 1154) omtaler i sin
Historia Regum Britanniae (1135) gl. keltiske
Folketraditioner og dvæler udførlig ved
Uterpendragons Søn Arthur, der befriede England
fra Sachserne, erobrede det halve Europa og
samlede Verdens bedste Riddere ved sit Hof,
hvorefter han drog til Italien for at bemægtige
sig Rom, men kaldtes tilbage til sit Land, da
hans Nevø, Modred, hvem han havde indsat til
Regent under sin Fraværelse, havde ladet sig
udraabe til Konge efter at have ægtet hans
Hustru Guanhumara. I et frygteligt Slag mellem
de to Konger dræbes Modred; men Arthur saares
dødelig og føres bort til Avalonøen, Evighedens
Land, hvor de døde Helte lever i sorgløs Lykke
hos skønne Feer. Gotfred’s Bog vakte stor Opsigt
og oversattes fl. Gange paa Fransk. Den
berømteste Oversættelse er Wace’s versificerede Roman
de Brut (ɔ: Brutus, Briternes foregivne
Stamfader). I Wace’s Digt føjes meget nyt til de gl.
Sagn; her omtales saaledes for første Gang det
berømte »runde Bord«, om hvilket de bedste
Riddere fra Arthur’s Hof tog Plads i
fuldkommen Lighed (les chevaliers de la table ronde).
I øvrigt har man utvivlsomt allerede før 12.
Aarh. i Frankrig haft Kendskab til keltiske
Traditioner. Som bekendt udvandrede i 5. til 7. Aarh.
en Mængde Kelter fra England og bosatte sig i
Bretagne, og omvandrende bretonske
Folkesangere synes tidlig at have gjort deres Lands
Digtning og Musik kendt i en stor Del af
Nordfrankrig. I deres Viser ell. lais, hvoraf
adskillige kendes i fr. Oversættelse, træffer vi gl.
keltiske Temaer i fin poetisk Iklædning; der synges
om Feer og keltiske Sagnhelte, om Kærlighed
og Ridderfærd. Paa Grundlag af de omtalte
Krøniker og Smaadigte opstaar der nu i Frankrig
i 12. Aarh. en rig episk Litt., hvor de
keltiske Emner behandles i lange, rimede Digte og
udførlige Prosaromaner. Som den fornemste
Repræsentant for denne Litt. (le cycle breton), der
danner en skarp Modsætning til de nationale
Heltedigte (les chansons de geste), maa nævnes
Chrétien de Troies. Han omformer de keltiske
Helte paa en mærkelig Maade, idet han forfiner
dem og polerer dem saaledes, at de hurtig bliver
ideale Typer for den senere Middelalders højere
Samfundsklasser. Fra Frankrig vandrede den
bretonske Cyklus som Kulturbærer Europa
rundt. Arthurromanerne kom til England,
Nederlandene, Tyskland, Island og hele det
skandinaviske Norden, til Spanien, Italien og
Grækenland. De oversattes, omdigtedes og
efterlignedes paa mangfoldige Maader og gav mange
Steder Stødet til en ny og rig
Litteraturudvikling. Omformede til Folkebøger overlevede de
Renaissancen, og fl. af dem kan forfølges helt
ned til vore Dage. Af moderne Digtere, der har
søgt Impulser i Arthurromanerne, kan særlig
nævnes Tennyson og Wagner. Nærmere
Oplysninger og bibliografiske Noter maa søges under
Frankrigs, Englands og Tysklands Litt.
Kr. N.
Artusi, Giovanni Maria, lærd
Musikteoretiker fra 16. Aarh. Hans vigtigste Værker
er L’arte del contrappunto, 2 Dele (Venedig
1586—89)og Delle imperfettioni della musica moderna,
2 Dele (Venedig 1600—3), i hvilke A. viser sig
som en grundig Kender af Kontrapunkt og af
hele den saakaldte Palestrina-Stil i Musikken.
Hans sidstnævnte Værk indeholder tillige en
Polemik mod den ny Musikstil, der ved Operaens
Fremkomst banede sig Vej i Italien i Aarene
efter 1600, og er specielt rettet mod den
venetianske Operakomponist Monteverdi’s dristige
Forsøg i ny Harmoniforbindelser. Et Afsnit om
Datidens Koncertinstrumenter i samme Værk
har hist. Interesse.
A. H.
Artvin [-↱tvin ell. ↱ar-(?)] Hovedstad i Distriktet
A. (3906 km2 med (1897) 56456 Indb.) i den russ.
Prov. Batum i Transkaukasien. Før 1903 hørte
A. til Guv. Kutais. Byen A. ligger 55 km SØ. f.
Batum ved Floden Tscharuch (sejlbar for Baade
til A.) og har (1897) 7000 Indb., 6 Moskeer, 3
armenisk-katolske og en armenisk-gregoriansk
Kirke. I A. drives Frugtavl, Garveri og
Teglbrænderi.
G. Ht.
Artz [αrts], David Adolf Constant, holl.
Genremaler, f. 18. Decbr 1837 i Haag, d. 8. Novbr
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
