- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind II: Arbejderhaver—Benzol /
178

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Arvefald - Arvefaldsret - Arveforskud - Arvefæste - Arvefæstebrev - Arvefølge

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

naar som helst efter, at Arven er faldet. Efter
tysk Ret, Borgerlig Lovbog § 1944, skal
derimod Arv afslaas inden 6 Uger. Et Afslag af
falden Arv har dog kun Virkning for den
paagældende selv, men ikke for hans Afkom, der
altsaa ikke udelukkes derved, jfr derimod om
Afslag af ventendes Arv, se Arveafkald.
K. B.

Arvefaldsret, Kongens ell. nu Statens Ret til
den af en Afdød efterladte Formue, hvortil
ingen anden Arving findes, ell. hvortil den
Arving, hvem den er udlagt, ikke melder sig inden
en vis Frists Udløb. Retten for Kongen (Staten)
til denne Arv, oprindelig kaldet Danaarv
ɔ: Arv efter Døde, anerkendtes i dansk Ret
allerede fra gl Tid som en enkelt Anvendelse af den
i Jydske Lov udtalte alm. Grundsætning, at
»hvad ingen Mand ejer, det ejer Kongen«.
Fristen, der maa hengaa, inden en for en Arving
afsat Arv kan tilfalde Staten, er nu 15 Aar, om
det vides, hvor han er, 20 Aar, hvis han er
forsvundet, jfr D. L. 5—2—11. Frd. 2. Apr. 1817 og
11. Septbr 1839 § 1 og 17; dog er det i begge
Tilfælde en Forudsætning, at den ikke mødte
Arving ikke efterlader sig arveberettigede
Slægtninge, som kan komme i Betragtning.
K. B.

Arveforskud er et af en eventuel Arvelader
til en eventuel Arving givet Forskud paa
ventendes Arv, til Gengæld for hvilket Vedk.’s Arv,
naar den i sin Tid falder, skal lide en
tilsvarende Afkortning. Modtager en eventuel
Arving noget som A., har han derved mod
Vederlag givet Afkald paa en tilsvarende Del af
sin Arv; han har altsaa indgaaet en
renunciativ Arvepagt (se Arvepagt og
Arveafkald). En saadan Arvepagt, hvorefter
modtagne Forstrækninger skal betragtes som
A., kan efter dansk og norsk Ret ikke blot
Udarvingerne ell. testamentariske Arvinger, men
lige saa fuldt Tvangsarvingerne efter de alm.
Regler om en saadan Arvepagts Gyldighed
indgaa med Arveladeren, og Retsgrunden til den
senere ved Arvefaldet stedfindende Afkortning
maa da søges i Arvingens eget Afkald. Men
yderligere hjemler Loven et særligt, saakaldt
Kollationsinstitut, hvorefter Gaver til
Livsarvingerne skal afkortes som A., naar
dette fremgaar som Arveladerens Villie, selv om
Gavemodtagerne ikke opfattede dem ell. havde
Føje til at opfatte dem som A. Lovgrunden til
Afkortningen er her Hensynet til, »at de øvrige
Børn kan nyde Jævnet«, saa at ikke nogle
begunstiges paa de andres Bekostning.

Betingelserne for denne Afkortning er efter
den danske Arvelov, Frd. 21. Maj 1845 §§
10—13, jfr norsk Arvelov 31. Juli 1854 §§ 10—18,
at en Fader paa eet ell. fl. af sine Børn har
anvendt særskilte og betydelige Bekostninger,
som han ikke har anvendt paa de andre, at
dette er sket, for, efter at Opdragelsen er endt,
at fremme deres videre Uddannelse — herunder
f. Eks. efter Omstændighederne for at holde en
Søn ved Univ. ell. en Datter ved et
Musikkonservatorium — ell. for at sætte dem i Stand til
at indgaa Ægteskab, hvorunder falder Udgifter
til Brudeudstyr, men ikke til Bryllupsgilde, ell.
sætte dem i en Stilling, ell. til deres
Virksomheds Udvidelse ell. i andre Maader til deres
Velfærds Befordring; og at dernæst Faderen til
Iagttagelse af Billighed mod sine andre Børn vil,
at disse Forstrækninger skal afkortes i vedk.
Barns Arv, og denne hans Villie tydeligt
fremgaar af en af ham i saa Henseende forfattet
Optegnelse — der kan være ganske formløs — ell.
af andre klare Beviser. Overstiger Forskuddet
Arven, faar Barnet ingen Arv, men bliver ikke
pligtigt at tilbagebetale Arvingerne det
overskydende Beløb. Kan det tilbagelevere den
modtagne Genstand i uforringet Tilstand, kan det
dog derved i Reglen befri sig for Afkortning.
Har Arveladeren derimod ladet udstede
Forskrivning til sig for det modtagne Beløb ell. det
paa anden Maade fremgaar, at Forstrækningen
maa opfattes som en Arvingen paahvilende
Gæld, finder Afkortning ikke Sted, men Arvens
Beløb trækkes fra Gælden, og Arvingen maa
tilsvare det overskydende.

Samme Regler gælder om Afkortning af A.,
givet Børnene af deres Moder efter Faderens
Død ell. af Moderens anden Mand, ligesom
ogsaa A. skal afkortes i et Barnebarns Arv efter
Bedsteforældrene ikke blot, naar det er givet til
Fordel for Barnebarnet selv, dog efter dets
Faders eller Moders Død, men ogsaa naar det
blot var givet til Fordel for dets, før
Bedsteforældrene døde, Fader ell. Moder. Af A. skal
der nu ogsaa betales Arveafgift (s. d.).
K. B.

Arvefæste. A. i snævrere Forstand er et
særegent Fæsteforhold, der adskiller sig fra det alm.,
Livsfæstet, ved, at medens ved dette
Brugsforholdet kun er stiftet for Fæsterens og Enkes
Livstid, overføres ved A. Fæsteretten fra
Fæsteren til hans Arvinger ell. visse af disse i en
bestemt i Arvefæstebrevet fastsat ell. ved
Fæsterens Arvedispositioner inden for Fæstebrevets
Ramme angiven Følgeorden. Fæstegaardens Ejer
genvinder da normalt først sin fulde
Ejendomsret over Fæstestedet, naar ingen af Fæsterens
til at overtage Fæstet berettigede Arvinger
længere findes. Paa dette A. vil i Alm. de om
Livsfæste gældende Bestemmelser være anvendelige
(se Fæste og Livsfæste).

Hyppigst er der imidlertid med A. forbundet
Ret for Fæsteren til at sælge og pantsætte
Fæstegaarden. Forholdet er da væsensforskelligt fra
det rene A., idet »Fæsteren« da i Virkeligheden
er Ejer, om end hans Ejendomsret er
underkastet visse særlige Indskrænkninger og Byrder,
der navnlig ytrer sig i Pligt til at svare en aarlig
Afgift til den tidligere Ejer (Jorddrotten,
Herligheds- ell. Afgiftsejeren) samt i Alm. en
Kendelse (Rekognition) ved Ejerskifte.
K. B.

Arvefæstebrev, det Dokument, hvorved
Arvefæsteretten stiftes, og Parternes Mellemværende
bestemmes. Gaar det ud paa tillige at give Ret
til at sælge og pantsætte, saaledes at det altsaa
i Virkeligheden overfører Ejendomsret til
Fæsteren, benævnes det ogsaa Arvefæsteskøde (se i
øvrigt Fæstebrev).
K. B.

Arvefølge ell. Arvegangsorden er den
Orden, hvori Arvingerne efter hinanden kaldes
til at tage Arv, naar ikke et oprettet Testamente
lovligt udelukker dem. Arvingerne arver nemlig
ikke alle paa een Gang, men i en bestemt
Rækkefølge, i visse Arveklasser, af hvilke den
nærmere udelukker den fjernere, saaledes at naar

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Sep 25 14:31:54 2021 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/2/0188.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free