- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind II: Arbejderhaver—Benzol /
180

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Arvelighed

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

med Henblik paa de af de falske Analogier
flydende Vildfarelser.

Den biol. Arvelighedslæres Historie begynder
vistnok i Tilslutning til Medicinen i Oldtiden.
Hippokrates lærte, at alle Legemets Dele
danner »Sæd«, sund Sæd i sunde Dele og syg Sæd i
syge Dele, og at al denne Sæd samles i
Kønsorganerne. I Kønsstofferne (det vi nu kalder
Kønscellerne, Æg- og Sædcelle) skal da de forsk.
Organers særlige Sæd være til Stede, og ved
Befrugtningen dannes et nyt Væsen, der herefter
skriver sig fra de forsk. Legemsdele af
Forældrene — og derfor menes at ligne disse.
Lucretius, der levede paa Cæsar’s Tid, har
ganske tilsvarende Ideer; han tænker sig en
Konkurrence mellem de fra Faderen og de fra
Moderen kommende »Træk«, saaledes at Barnet
snart ligner den ene, snart den anden mest, og
at ofte begges Træk ligesom blandes. Ogsaa
Børnenes lejlighedsvis større Lighed med
Bedsteforældrene gør han til Genstand for
Betragtninger i samme Aand. Den Tanke, at hele
Legemet danner repræsentative Elementer, der
»overføres« paa det ved Forplantningen
dannede Individ, er altsaa gl. Og vi finder den saa
at sige uforandret i Oplysningstiden, f. Eks. hos
Maupertuis, der blot tilføjer den
Forestilling, at de forsk. Elementer, der har deres
Udspring i Forældrenes Legemsdele, har en Slags
»Hukommelse« ang. deres tidligere Plads og nu
vanemæssigt søger at skaffe sig lgn. Forhold.
Her indføres Hukommelsen som et m. H. t. A.
væsentligt Moment. Endelig har Darwin saa
sent som 1868 udviklet en Hypotese, som
ganske svarer til Hippokrates’; kun opererer
Darwin med Blodets Kredsløb, der jo var ubekendt
i Oldtiden; han antager, at Smaakim fra hver
Del af Legemet udsendes i Blodet, som fører
dem til Kønsorganerne, hvor de samles i Kønscellerne.

Denne Arvelighedshypotese, som kan kaldes
Overføringslæren, forudsætter som givet, at
et Individs personlige Egenskaber,
Fremtoningspræget (»Fænotypen«), er det, der
bestemmer den Beskaffenhed, som Kønscellerne
faar m. H. t. de Karakterer, hvis A. der i det
givne Tilfælde er Diskussion om. Og
Overføringslæren opererer ligefrem med selve de
paagældende Egenskaber, Træk, Organer o. s. v. som
Enheder, hvormed man har at regne ved
A. I saa Henseende har Læren om A. fulgt smukt
med Naturhistorien (særlig da Morfologien), der
jo ogsaa beskriver Organer, Karakter o. a.
»Kendetegn« som Enheder, hvormed man opererer,
naar man vil ordne Dyr ell. Planter
systematisk.

Overføringslæren blev først angrebet af Fr.
Galton
(s. d.). Efter forgæves at have prøvet
paa ved Transfusion af Blodet, f. Eks. fra sorte
Kaniner til hvide at faa disses Kønsceller
paavirkede i Retning af Dannelse af farvet Afkom,
fik Galton Tvivl om Overføringslærens Rigtighed.
Han opstillede (1875) den Lære, at den
personlige Beskaffenhed ikke er det arvelige,
men det mere tilfældige Udtryk for Livskaarenes
Indflydelse paa Individet under dets Udvikling,
og at derimod Racens (»Stammens«, Galton’s
stirps) Beskaffenhed er det i Kønscellerne givne
faste Grundlag for A. Da Galton selv senere
ganske stille opgav sin Lære, efter at han ved
statistiske Undersøgelser atter var ført tilbage til
at regne med den personlige Beskaffenhed som
det formentlig væsentlige, nævnes Sagen her
blot, fordi den baade er ældre og bedre
motiveret, end de Ideer, som Weismann (s. d.)
fremsatte nogle Aar efter, og som gaar i lgn.
Retning. Weismann har den store Fortjeneste
at have vakt Kritikken over for den hævdvundne
Antagelse, at alskens »erhvervede« Egenskaber,
d. v. s. Egenskaber, som et Individ bliver
præget af under sit personlige Livs Gang, ved
Øvelse, ved Kamp, ved ydre Kaars Paavirkning
i det hele taget, er arvelige. Weismann peger
paa, at naar et Individ udvikler sig af det
befrugtede Æg, saa bliver en Del af dette
særskilt anvendt til Dannelsen af Kønsorganerne,
hvori da det paagældende Individs Kønsceller i
Grunden opstaar som direkte Fortsættelse af
Ophavets Kønsceller. Og Weismann mener, at
Individets Kønsceller, idet de altsaa ikke
nedstammer fra Legemscellerne, ej heller paavirkes
m. H. t. A. fra Legemet. Denne Lære indeholder
ligesom Galton’s »Stirp«-Lære en sand Kerne,
som det vil ses ndf. Men baade Weismann og
Galton opererer med Organer ell. disses særlige
Karakterer som Enheder, og har derfor ikke
naaet ud over en primitiv morfologisk
Betragtning af A.

Gennem Galton førtes Forskningen over A.
ind paa statistisk Behandling af Iagttagelser og
Forsøg, i nøje Tilknytning til Darwin’s berømte
Lære om Arternes Omdannelse ved Udvalg
(Selektion); og derved opnaaedes ejendommelige
Resultater, som nærmere omtales ndf.
Weismann’s Iagttagelser og Spekulationer over
Kønscelledannelsens Forhold til A. medførte en stærkt
forøget Interesse for disse Ting, og har
resulteret i Cellelærens Udvikling med ganske
særligt Henblik paa A. (se Celle). Imidlertid havde
Gregor Mendel (s. d.) c. 1865 udført sine
nu berømte Studier over A. hos Bastarder, og
da disse først oversete Undersøgelses-Resultater
ved Aarhundredskiftet blev genopdagede fra
forsk. Side (se Bastard), fik Læren om A.
derved et mægtigt Stød fremad. Nutidens
Forskning over A. har, efter sin begyndende
Frigørelse fra den Aartusinder gamle
Overføringslære, udviklet sig enormt; dens Hovedresultater
og Synspunkter skal fremsættes i det flg.

Individets Grundlæggelse ved
den kønnede Forplantning
er en
væsentlig Basis for vor Opfattelse af A. Talrige af
Havets Dyr og Planter udskiller deres
Kønsceller frit i Vandet; saaledes de fleste Fisk, idet
de i Legetiden »gyder« deres »Rogn« og »Mælk«,
d. e. henh. Æg- og Sædceller. Idet en af hver
forenes, dannes et »befrugtet Æg«, som under
ejendommelige Delingsprocesser og Vækst
udvikler sig til Foster og videre til Fiskeunge.
Ganske tilsvarende med f. Eks. Blæretangen, af hvis
befrugtede Æg en ny Tangplante udvikles. I
alle saadanne Tilfælde er Kønscellerne tydeligvis
alene afgørende for, hvad der kan kaldes A.,
thi de to sammenbragte Kønsceller bestemmer
jo, i Forening med de ydre Kaar, den hele
Udviklingsgang. Nu er det m. H. t. Æg- og

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Sep 25 14:31:54 2021 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/2/0190.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free