- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind II: Arbejderhaver—Benzol /
186

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Arvelod - arveløs - Arvepagt

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

det hele — alt dog forudsat, at Ægtefællerne
ikke var skilte ell. separerede.
K. B.

arveløs. Naar man taler om, at en Arvelader
kan gøre sin Arving a., forstaas derved, at han
i visse Undtagelsestilfælde, særlig p. G. a.
Pligtbrud fra Arvingens Side, kan bringe en Arvingen
normalt tilsikret Arveret efter sig til at falde
sammen, skønt det ellers ikke staar i hans Magt
efter eget Forgodtbefindende at opløse den.
Arveløsgørelse som særlig Ophørsgrund
for en Persons Arveret vil der følgelig kun
kunne være Tale om over for Tvangsarvingerne,
da alle andre Arvinger slet ingen tilsikret
Arveret har, men deres Arveudsigt falder
sammen ved enhver testamentarisk Disposition fra
Arveladerens Side af derimod stridende
Indhold. Efter dansk Ret har Arveladeren
imidlertid ingen Ret til ved en testamentarisk
Disposition ell. anden privat Akt at gøre sin
Tvangsarving a., ell. berøve ham nogen Del af den
ham som Tvangsarv efter Loven tilfaldende
Arv, hvorimod han naturligvis kan udelukke
Tvangsarvingen fra at faa nogen Arv ud over
den ham som Tvangsarv tilkommende.
Arveladeren kan alene efter Strfl.’s § 304, naar hans
Descendent har gjort sig skyldig i grove
Fornærmelser imod ham, under den i saa Anledning
anlagte Sag paastaa Tvangsarvingen dømt
til at have sin Arveret efter ham forbrudt.
Har en Person øvet Vold mod sine Forældre
ell. Slægtninge i opstigende Linie, forbryder
han vel ogsaa efter samme Straffelovsparagraf
sin Arveret efter disse, men det er her saa
meget mindre Arveladeren, der gør harn a., som
denne slet ingen anden Indflydelse kan øve i
den af det offentlige forfulgte Sag, end at han
kan forhindre Arverettens Forbrydelse ved
en udtrykkelig Udtalelse til Fordel for den
skyldige Arving, ligesom han i begge Tilfælde helt
ell. delvis kan tilbagegive Arvingen den
forbrudte Arveret ved en senere testamentarisk
Disposition. Derimod kan efter dansk Ret en
Person blive a., d. v. s. miste en ham ellers
tilkommende Arveret, ved at forbryde den,
foruden i de nævnte i endnu nogle Tilfælde.
Saaledes forbryder, naturligt nok, Drabsmanden og
hans Arvinger Arveretten efter den dræbte,
medmindre Drabet er sket i Vaade ell. af
Nødværge, jfr D. L. 5—2—74, ligesom den, der har
begaaet Hor og derfor ved Dom er blevet skilt
fra sin Ægtefælle, ikke kan arve de i Ægteskabet
fødte ægte Børn, hvilke arves af den uskyldige
Ægtefælle alene.

a. kaldes undertiden en Kapital, hvortil ingen
Arvinger findes, ell. den Arving ikke melder sig,
til hvem den er udlagt. Saadanne a. Kapitaler
(forladt Arv) tilflød tidligere Fonden ad
usus publicos
, nu gaar de lige i Statskassen (se
Arvefaldsret).
K. B.

Arvepagt kaldes Retshandler ell. Foreninger
om Arv af indbyrdes meget forsk. Indhold. Ved
en akvisitiv (erhvervende) A. forstaas en
Overenskomst mellem en Arvelader og hans
eventuelle Arving, hvorved førstnævnte
forpligter sig til ikke at tilbagekalde en testamentarisk
Disposition, som han enten har oprettet ell.
agter at oprette, ell. over for sin Intestatarving
forpligter sig til slet ikke at oprette noget
Testamente, der kan forringe Medkontrahentens
Arveudsigt. Derved opnaar nemlig den, til hvis
Fordel Retshandelen indgaas, en betrygget, fra
Arveladerens Side uantastelig Udsigt til at arve
denne sidste, saafremt han overlever ham, idet
da enhver senere mod Overenskomsten
stridende testamentarisk Disposition bliver ugyldig.
Den akvisitive A. er altsaa ikke, som man
tidligere har ment, nogen sidste Viljeserklæring,
skønt en saadan jævnlig vil være forbundet
dermed, men simpelt hen en Overenskomst, og
Reglerne om Testamente (s. d.) er ikke i sig
anvendelige paa den rene og skære A. Tidligere
plejede man ligeledes at udskille som en
særegen, fra den akvisitive forsk. A. det sidste af
de ovennævnte Tilfælde, nemlig hvor en Person
forpligter sig over for sin eventuelle
Intestatarving til ikke at oprette Testamente. En
saadan Overenskomst kaldte man da en
konservativ (bevarende) A., fordi den kun
skulde gaa ud paa at betrygge Intestatarvingen
i dennes alt sikrede Arveret. Men da
Intestatarvingernes Ret (forudsat, at de ikke er
Tvangsarvinger, i hvilket Tilfælde en A. imidlertid
vilde være ganske hensigtsløs) i Virkeligheden
ikke er mere sikret end Testamentarvingernes,
da jo ogsaa deres Ret kan opløses ved en
testamentarisk Disposition, er der ingen Grund til at
give Retshandelen i dette Tilfælde et andet
Navn. Der foreligger ogsaa her kun en akvisitiv
A., da Intestatarvingen først ved A.
erhverver Sikkerhed for, at Arveladeren ikke
senere opløser hans Arveudsigt. Derimod kan
man endvidere tale om renunciativ A.,
hvorved en eventuel Arving giver Afkald paa A.
(se Arveafkald), samt om dispositiv
A. ell. Afhændelse af endnu ikke faldet Arv.

Oprettelsen af A. var efter Romerretten ikke
tilladt som stridende mod gode Sæder; men nu
er den akvisitive og renunciative A. tilladt efter
de fleste Landes Lovgivninger, saaledes ogsaa
efter den danske. Til at indgaa en renunciativ
A. kræves Fuldmyndighed, medens det i dansk
Ret er omtvistet, om dette ogsaa gælder m. H. t.
akvisitiv A., ell. om Testamentshabiliteten, 18
Aars Alderen, dertil er tilstrækkelig. Derimod
er den dispositive A. efter de fleste
Lovgivninger, saaledes baade efter den tyske, fr. og ital.
Ret, ugyldig, og efter saavel dansk som norsk
Ret, dansk Arvelovs § 14 og norsk Arvelovs §
73, er den ikke blot ugyldig, men forbudt, jfr
Frd 21. Maj 1845 § 14, hvorefter det fremdeles
er forbudt at sælge, pantsætte saavel som
bortgive den Arv, man har i Vente. Dette Forbud
skyldes ifølge Frd.’s Motiver ikke alene »det
odiøse for Arveladeren, at der transigeres om
den Arv, der vil falde ved hans Død«, men
særlig at »i Alm. Forødelse fra den ene Side og
Optrækkeri fra den anden Side vil være
forbundet med en Handel som det, der i enhver
Henseende er saa uvist som en tilkommende Arv«.
Derimod er Salg af falden Arv (Arvekøb)
tilladt, blot at Boet efter D. L. 5—280 skal
registreres og vurderes og Salget foregaa i
Øvrighedens Nærværelse »al Svig at forekomme«. Dog
maa denne Bestemmelse vistnok nu betragtes
som forældet.
K. B.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Dec 20 19:47:37 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/salmonsen/2/2/0196.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free