Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Arveprins - Arveret - Arvérnerne - Arvesen, Arve, norsk Violinist, f. 1869 - Arvesen, Ole, norsk Skolemand, Journalist og Politiker, f. 1830 - Arveskifte, se Dødsboskifte - Arvesynd
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Arveprins kaldtes under Enevælden i
Danmark oftere den efter Kongens Død næst efter
Kongens ældste Søn, Kronprinsen, for saa vidt en
saadan fandtes, til Tronen nærmest
arveberettigede Prins. Bekendt er særlig A. Frederik,
Kong Frederik V’s Søn, der var med til at styrte
Struensee, samt hans Sønner, af hvilke den
ældste blev Konge under Navn af Kristian VIII,
medens den anden, A. Ferdinand, døde 1863 som
det sidste rent mandlige Skud af den
oldenburgske Kongeslægt.
K. B.
Arveret. Ved A. i subjektiv Forstand forstaas
en Persons Berettigelse til at arve en Afdøds
Efterladenskaber. De nødvendige Betingelser for
al A. er følgelig, at en Person er død ell. efter
Loven kan betragtes som død (i sidste Henseende
gælder efter dansk Ret, at en borteblevet
Persons Arvinger ved Dom kan faa hans Formue
tilkendt sig til Ejendom, naar der i 20 Aar intet
er hørt fra den Borteblevne, ell. 3 Aar er
hengaaet siden den ulykkelige Hændelse, f. Eks. et
Forlis, hvorved han efter al Sandsynlighed maa
antages at være omkommet, ell. den Forsvundne
vilde være 90 Aar gl, hvis han nu levede, jfr Frd.
11. Septbr 1839), at dernæst den Afdøde
efterlader sig Formue, hvad enten Gælden overstiger
Midlerne ell. ej, og at han endelig overleves af
en Person, der har gyldig Adkomst til at arve
ham. En saadan Adkomst kan grunde sig enten
paa et Familieforhold ell. et andet særligt
Forhold til den Afdøde ell. paa en testamentarisk
Villieserklæring fra dennes Side. I sidste Fald
taler man om testamentarisk A. (se
Testamente), i første Fald om
Intestatarv, Familiearv ell. Arv efter Loven.
Hvad A. ab intestato angaar, har det, naar
Arveadkomsten beror paa Slægtskab
(Svogerskab stifter ikke A.), alle Vegne afgørende Bet.,
om Slægtskabet er lovligt ell. ulovligt. Efter
dansk Ret arver saaledes Slegfredbarn (se
Uægte Børn) vel Moder og mødrene
Frænder lig med Ægtebarn og omvendt, jfr D. L.
5—2—72 og 73; derimod arver det ikke Fader
og fædrene Frænder, medmindre det er kuldlyst,
og selv da faar det i det højeste halv Lod mod
Ægtebarn, dersom saadant er til, jfr D. L.
5—2—70. Horebarn ell. Barn avlet i
Ægteskabsbrud tager slet ikke Arv efter den af dets
Forældre, der har forset sig i Ægteskabet. Lgn.
Regler gælder efter norsk Ret, dog er her
Horebørns Udelukkelse fra Arv ophævet ved L. 27.
Juni 1892. Om den A., der tilkommer Børn, som
legitimeres ved Bevilling ell. adopteres, se
Legitimation og Adoption. Foruden
Slægtskab begrunder ogsaa ofte Ægteskab A., se
Arvelod.
Som Eksempler paa andre, særlige Forhold
til en Afdød, der kan medføre en A., kan
nævnes, at adskillige Stiftelser, Klostre og Kirker
har en vis A. efter deres Beboere ell.
Forstandere.
Inden for Intestatarvingernes Kreds træder
atter nogle særlig frem ved at have en A., der
ikke blot som de andres gælder, for saa vidt
intet Testamente bestemmer anderledes, men
er en Tvangsarv (s. d.), der ikke kan
berøves dem ved Testamente, saaledes at
Arveladeren, naar han har Tvangsarvinger, kun
inden for snævrere Grænser ved sidste
Villiesbestemmelse frit kan raade over sin Formue.
Tvangsarvinger er efter dansk Ret
Livsarvingerne (Arveladerens Descendens) og
Ægtefællen, efter norsk Ret, Arvelovens § 3, derimod
kun Livsarvingerne.
Ved A. i objektiv Forstand forstaas den
Del af Retssystemet, der indeholder den
gældende Rets Regler om Arveinstituttet.
K. B.
Arvernerne, en keltisk Folkestamme, der
boede i det nuv. Auvergne og hørte til de
mægtigste Folkefærd i Sydgallien. Under Ledelse
af Vercingetorix gjorde A. Cæsar en fortvivlet
Modstand i Gergovia. Deres Hovedstad var
Nemossus (Augustonemetum), nu Clermont.
Arvesen, Arve, norsk Violinist, f. paa
Hamar 12. Septbr 1869, Elev af Gudbr. Böhn, Kria,
Leipzig-Konservatoriet (H. Sitt), Marsick i
Paris og Ysaye i Bryssel. A. blev 1895 ansat i
Helsingfors, det flg. Aar som Koncertmester i
Åbo, 1900 i samme Egenskab i Bergen;
nedsatte sig 1903 i Göteborg og har fra 1905 været
bosiddende i Kria, hvor han ogsaa har arbejdet
for Kammermusikkens Fremme. A. har med
Held foretaget fl. Koncertrejser.
G. R.
Arvesen, Ole (egl. Olaus), norsk
Skolemand, Journalist og Politiker, f. i Onsø,
Smaalenene, 26. Septbr 1830. Han gennemgik først
et Lærerseminarium, blev Student i 25 Aars
Alderen og cand. teol. 1862. Under et længere
Ophold i Danmark var han imidlertid blevet
stærkt paavirket af Grundtvig og dennes Kreds,
og A. kom tilbage til Norge med det faste
Forsæt at optage Grundtvigianismens Sag i sit
Hjemland. A. blev da ogsaa snart en af dens
ivrigste og mest udholdende, som han tillige
var en af dens mest talentfulde Forkæmpere i
dette Land. 1863—70 var han Redaktør af
Retningens ledende norske Organ, »Kirkeligt
Folkeblad«, og Novbr 1864 oprettede han, sammen
med cand. teol. Herman Anker paa dennes
Ejendom Sagatun ved Hamar, den første
grundtvigske Folkehøjskole i Norge. Han var dens
Enebestyrer 1873—91. Samtidig var A. en meget
skrivende Journalist. Efter at have redigeret
»Hamars Stiftstidende« 1866—72, grundlagde han
fra Juli 1872 som Organ for det daværende
Venstre »Oplandenes Avis«, som hvis Ejer og
Redaktør han stod indtil 1906, og hvorigennem han
øvede vidtstrakt politisk Indflydelse. Denne kom
ham tilgode, ogsaa da han i de hedeste
Kampaar omkr. 1880 berejste Landet som politisk
Folkemøde-Agitator. Valgt paa moderat
Venstreprogram sad han i Stortinget 1892—94 som
Repræsentant, 1896—97 som indkaldt Suppleant
for Hedemarkens Amt. En livlig og fængslende
Skildring af sin Ungdom og dens Samtid i Norge
og Danmark giver han i »Oplevelser og
erindringer« (1912).
K. V. H.
Arveskifte, se Dødsboskifte.
Arvesynd er et Begreb, som ligger til Grund
for et af de vigtigste kirkelige Dogmer. At
Syndigheden er en alm. Kendsgerning, der
strækker sig ud over hele Menneskeslægten, er en
nødvendig Forudsætning for Kristendommen,
der ogsaa bliver bevidnet paa hvert Blad af
Biblen, ikke blot i det ny, men ogsaa i det gl.
Testamente. Derimod har man ikke fra Beg. af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
