Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Arveøl - Arvicola, se Markmus - Arvid, se Arv - Arvika - Arving - Arvs og Gælds Fragaaelse, Arvs og Gælds Vedgaaelse, se Arving og Dødsboskifte - Arvæv - Aryabhata, ind. Astronom og Matematiker, f. 476 e. Kr.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Arvingen sig for første Gang i den Afdødes
Sæde; hertil knyttede sig Løfter om fremtidig
Stordaad af Arvingen og af andre Deltagere
(Sven Tveskæg, Jomsvikingerne; at strengja
heit, at aflægge Løfte). A. synes i den gamle Tid
at være blevet holdt den første Vinter efter
Dødsfaldet; i nyere nordisk Folkeskik er det
Begravelsesgilde.
A. O.
Arvicola, se Markmus.
Arvid, se Arv.
Arvika [↱a.r-], Stad i Jösse Herred,
Värmlands Len, Sverige, smukt beliggende ved
Kyrkviken, en Vig af Søen Glafsfjärden. A. har (1910)
4882 Indb. og en blomstrende Industri
(Tobaksfabrik, mek. Værksteder m. m.). A. fik sine
første Privilegier 1811 under Navnet Oskarsstad,
men da den ikke havde synderlig Fremgang,
sank den 1821 ned til at blive Köping og antog
Navnet A. efter Sognet. A. Köping blev 1905 skilt
ud fra A. Sogn og fik Stadrettigheder fra 1. Jan.
1911.
G. Ht.
Arving (lat. heres), den, der arver en Afdøds
efterladte Formue. I streng Forstand forstaas
dog i Alm. derved kun den, hvis Arveret hviler
paa en Universalsuccession (se Arv), ell. til hvem
Formuen som Helhed ell. Kvotadele af denne
overføres i Modsætning til Legataren (s. d.)
ell. den, til hvem kun en vis Formuefordel
overdrages, og i Sammenligning med hvem A. ogsaa
indtager en fortrinligere Retsstilling.
For at en Person kan blive A., maa han
nødvendigvis være til ved Arveladerens Død og have
overlevet denne, medens det i alt Fald efter
dansk Ret intet gør, om han end overlever ham
nok saa kort (se Arvefald), ell. at han ved
Arveladerens Død kun var til som Foster, naar
han blot senere fødes levende til Verden, jfr
D. L. 5—2—30, hvorefter Ægtebarn arver Fader
og Moder, om det vorder levende født. Ogsaa
Fostret har altsaa som vordende Menneske en
vis betinget Arveret, hvilken allerede var
anerkendt i Romerretten. Efter denne Ret var
Indsættelsen af en A. det centrale i Testamentet,
uden hvilket slet intet Testamente forelaa; dette
hang sammen med Romernes religiøse
Opfattelse, hvorefter det var nødvendigt at efterlade
en Successor til at frembære Gravofrene, for
at den Afdødes Sjæl kunde hvile i Fred.
Frygtede man for, at ingen vilde modtage Arven,
indsatte man en af sine Slaver til A., og denne var
da nødt til at overtage den. Nu vil derimod et
Testamente i og for sig kunne bestaa af lutter
Legater, uden at nogen egl. A. indsættes.
Tilfalder hele Arven een A., benævnes denne
ofte Universalarving; tilfalder den fl. i
Forening, kaldes de Medarvinger.
Livsarvinger kaldes Arveladerens Afkom,
Tvangsarvinger de, der efter Loven skal arve en
vis Del af Arveladerens efterladte Formue (se
Tvangsarving samt Arv og Arveret).
Om den Orden, hvori Arvingerne, efter
hinanden efter Loven kaldes til at tage Arv, se
Arvefølge.
Medens det altid staar en A. frit for at afslaa
Modtagelsen af en falden Arv (se Arvefald),
hvorved han naturligvis slipper for ethvert
Ansvar for den Afdødes Gæld, vil derimod
Overtagelse af Arven efter Omstændighederne kunne
paadrage ham et Ansvar for denne Gæld.
Saaledes gjaldt det efter Chr. V’s danske Lov, at
de arveberettigede kun havde Valget imellem
enten at fragaa Arv og Gæld ell. vedgaa den; i
første Fald fik de slet ingen Arv, i andet Fald
maatte de svare til Gælden, selv om den
oversteg Bomidlerne, og det, hvad enten de skiftede
privat ell. det Offentlige a. H. t. de umyndige
ell. fraværende A.’s Tarv havde Indseende med,
at alt gik »kristeligt og retfærdigt« til paa
Skiftet (se Arv). Først Frd. af 8. Apr. 1768 bragte
en Forandring i denne Tilstand ved Indførelsen
af det allerede i Romerretten kendte Institut
beneficium inventarii, hvorefter A., naar de ikke
paa egen Haand befattede sig med Arven, men
overlod dens Registrering og Behandling til
Skifteretten, ikke skulde hæfte for Gælden,
dersom den oversteg Boets Aktiver, og dog kunde
tage Arv, dersom Boet gav Overskud. Den
derved indførte Ordning gælder endnu i
Hovedtrækkene efter dansk Skiftelov af 30. Novbr 1874,
saaledes at A. nu kun bliver ansvarlige for
Gælden, dersom de overtager Dødsboet til privat
Skifte ell. under det offentlige Skifte paa den
Forespørgsel, der ved Bobehandlingens Beg.
skal stilles dem af Skifteretten, alle erklærer at
ville vedgaa Gælden. Fragaar de derimod
Gælden, ell. forholder de sig blot tavse, kan de ikke
længere blive ansvarlige for Boets Gæld og
beholder desuagtet deres Ret til dets eventuelle
Overskud, idet da en offentlig Behandling
indtræder, under hvilken først al Gæld afvikles
(se Dødsboskifte).
Vælger A. imidlertid at skifte privat, ell. har
de vedgaaet Gælden, bliver den Afdødes
Kreditorer tillige A.’s personlige Kreditorer, og disse
kan derfor ikke blot søge alle A. i Forening
og derefter gøre Eksekution i Boet ell., hvis
Boet er under offentlig Behandling, melde deres
Fordring for Skifteretten, men de kan ogsaa
tage Dom over hver enkelt A. for sig og holde
sig til hvers private Formue. I Alm. hæfter A.
kun pro rata for Gælden, d. v. s. i Forhold til
deres Arvelods Størrelse; men i fl. vigtige
Tilfælde indtræder dog solidarisk Ansvar, navnlig
naar Arveladeren, hvad hyppig sker i
Panteobligationer, har forpligtet sine A. een for alle
og alle for een, ell. Gælden har været anmeldt
og krævet betalt i Boet inden dettes Deling.
I Norge er Frd. af 8. Apr. 1768 fremdeles
gældende Ret. Med D. L. 5—2—30 maa
sammenholdes L. af 31. Juli 1854 §§ 67 og 68.
Om A.’s Stilling over for Legatarerne, se
Legatar.
K. B.
Arvs og Gælds Fragaaelse, Arvs og
Gælds Vedgaaelse, se Arving og
Dødsboskifte.
Arvæv, det Væv, som er dannet ved Helingen
af Saar (og Substanstab) paa ell. i Legemet, og
som danner Arret, er først ungt, frisk
Bindevæv, senere fast og haardt, saakaldet fibrøst
Væv.
E. A. T.
Āryabhaṭa, berømt ind. Astronom og
Matematiker, f. i Pāṭaliputra, 476 e. Kr. Hans
Værk »Āryabhatīyaṃ« er udg. af H. Kern
(Leyden 1874); det 3. Afsnit, der behandler
Matematikken, blev oversat af L. Rodet, Journal
Asiatique, Serie 7, XIII Del (1879). A. omtaler
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
