Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Asfalt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
itu med muslet Brud; den er meget let
(Vægtfylde 1,1—1,2), lugter bituminøst ved Gnidning
ell. Opvarmning, smelter omtr. ved Vandets
Kogepunkt, antændes let og brænder med stærkt
lysende og sodende Flamme. Den er en
Blanding af forsk., ufuldstændig bekendte
Forbindelser af Kulstof, Brint og Ilt;
Sammensætningen varierer, Kulstofmængden mellem 70—88 %,
Iltmængden mellem 1—23 %. Ved Opvarmning
af A. forflygtiges mellem 100—250° tunge Olier
(Kulbrinter), som kan udgøre indtil 85 % af hele
Massen; af det tilbageblevne opløser Æter (ikke
Alkohol) i Reglen det meste, Terpentinolie ofte
Resten. I Stenolie er den ofte helt opløselig. A.
opstaar i Naturen af de der forekommende
mineralske Olier (om disses Dannelse se
Petroleum), der ved Indtørring og Luftens
Indvirkning bliver tjæreagtige (»Bjergtjære«) og til sidst
faste. Den dannes derfor jævnlig, hvor
Stenolie kommer frem i Kilder, og i Tidernes Løb
kan der ad denne Vej opstaa betydelige
Asfaltaflejringer paa Overfladen; man finder den dog
ogsaa dybere i Jorden, dels gennemtrængende
porøse Stenarter, hvorved der opstaar den
saakaldte Asfaltsten, dels indtørret i Hulrum
og Sprækker i alle Slags Bjergarter. A. omtales
allerede i de gl. assyriske Kileindskrifter; den
har i Aartusinder i Eufrat- og Tigrisdalen, hvor
den forekommer rigelig, været anvendt til
Tætning af Baade, til Bygningsbrug i St. f. Kalk, til
brændende Kastevaaben m. m.; i Genesis læser
man om dens Anvendelse bl. a. til Noahs Ark og
Babelstaarnet. Berømte Forekomster er: det
døde Hav, paa hvis tunge Vande den kan træffes
svømmende; Asfaltsøen paa Trinidad, en
henimod 1 km lang Sø, i hvis Midte A. i varmt Vejr
er flydende, medens den ved Bredden er fastere
og til Dels træbevokset; lgn. Asfaltsøer kendes fl.
Steder i Peru; fremdeles Val de Travers i
Neuchâtel, hvor den imprægnerer en Kalksten, der
tilhører den nedre Kridtformation; Asfaltkalk,
der dog tilhører andre Formationer, brydes
ogsaa ved Lobsann i Elsass og Limmer i Hannover.
Kun i ubetydelige Mængder findes A. i
Skandinavien; saaledes i Dannemora Jernmalmlejer hist
og her paa Kløfter i smaa hærdnede, oftest kun
ærtstore Klumper og i Kongsberg Sølvgruber
som Sjældenhed paa lgn. Maade.
(N. V. U.). O. B. B.
Asfaltens tekn. Anvendelse falder i
overvejende Grad paa Vejbygning. Som vej-tek.
Betegnelse bruges Asfalt efter europæisk
Sprogbrug alene om bituminøse Kalksten og
Produkter dannede deraf med Tilsætning af mere
Bitumen. Efter amer. Sprogbrug anvendes Asfalt
som tekn. Betegnelse saavel for ren Bitumen som
for naturlige og kunstige Blandinger af Bitumen
og andre Stoffer, særlig kulsur Kalk. Populært
bruges Asfalt ofte som Betegnelse for
Gadebefæstelse udført af Grus ell. Skærver med Tjære
som Bindemiddel (Tjærebeton).
Af de ovenn. Kilder til Udvinding af Bitumen
er Asfaltsøen paa Trinidad for Tiden den
vigtigste. Den dér brudte bituminøse Lerskifer
indeholder 33—50 % Bitumen, og Resten er
væsentligst Ler og Vand. Den raa Trinidadasfalt
renses ved Kogning, hvorved Vandet fordampes
og Leret bundfældes, saa »renset Trinidad« ell.
Epuré kan skummes af Kedlen. Af Epuré
fremstilles atter Goudron ved Smeltning og
Tilsætning af indtil 20 % Parafinolie ell.
Restolie fra Raffinering af raa Petroleum, og i denne
lettere smeltelige Form bruges den naturlige
Bitumen sædvanlig i Asfaltindustrien. Den har
et sortere og mere glasagtigt Brud end den rene
Bitumen og forhandles i simple Trætønder,
hvori den hældes op i smeltet Tilstand og
stivner. De f. T. kendte Gruber for bituminøs
Kalksten, Asfaltsten, findes alle i Europa; paa
schweizisk Side af Jurabjergene i Val de
Travers, paa fr. Side ved Seyssel, endvidere ved
Lobsann i Elsass, ved Limmer og Vorwohle i
Hannover, ved San Valentino i Italien og ved
Ragusa paa Sicilien. Sammensætningen varierer
fra 8—14 % Bitumen, 91—66 % kulsur Kalk og
0,5—18 % Urenheder, sædvanlig Ler, Sand,
kulsur Magnesia, Jerntveilte og Svovl. Farven
skifter fra lys til mørk chokoladebrun, næsten sort
efter Bitumenmængden, der kan variere stærkt
i samme Grube. Asfalten fra Jurabjergene, der
gennemsnitlig indeholder 8—10 % Bitumen,
91,5—88,5 % kulsur Kalk og 0,5—1,5 % Urenheder,
anses sædvanlig for den bedste. Asfalten
forhandles dels som Asfaltmel, d. v. s. knust
Asfaltsten, som er finmalet i en Centrifugalmølle,
dels som Asfaltmastiks, fremstillet af c. 93
% Asfaltmel, som efterhaanden udrøres i c. 7 %
smeltet Goudron til en grynet Grød, der
udstøbes i Blokke, Asfaltbrød. Ved Afkøling
stivner Mastiks til en mørkebrun Masse med et mat,
lidt kornet Brud. Da Mastiks af naturlig A.
vanskelig kan skelnes fra saakaldet kunstig A.,
fremstillet af Kalkpulver og forsk. Tjærepræparater,
har hver Asfaltgrube sin særlige Form og
Stempel for Asfaltbrødene som Kendetegn paa ægte
Mastiks. Bortset fra, at Tjærepræparaterne i
den kunstige Asfalt er mindre modstandsdygtige
mod Syrer, med Tiden bliver sprøde under
Luftens Indvirkning og lettere bliver bløde i
Solvarmen, kan kunstig A. nogenlunde
tilfredsstille de Krav, der stilles til Asfaltmastiks f.
Eks. til Isolationsbrug. Men den ejendommelige
Egenskab ved naturlig A., at selv den mindste
Kalkpartikel er omgivet af en tynd
Bitumenhinde, kan man ikke efterligne ved en kunstig
Blanding af Kalk og Bitumen. Herpaa beror det,
at Asfaltsten kan pulveriseres ved Opvarmning, og
at Asfaltmel, der opvarmes til lidt over 100°, saa
Bitumenhinden smelter, atter kan
sammenpresses til en homogen, stenagtig Masse, der er
meget stærk mod Slid. Denne saakaldte pressede
A. ell. Stampeasfalt egner sig godt til
Kørebanebelægning i stærkt befærdede Gader.
Overfladen er meget jævn, saa Vognfærdsel kun
giver svage Rystelser og ringe Larm.
Støvdannelsen er ubetydelig, og spildt Snavs fjernes let
ved Vaskning. Asfaltlaget er fuldstændig
vandtæt og saa lidt porøst, at det praktisk talt
beskytter Undergrunden mod Inficering ved
Bakterier, saa presset Asfalt ogsaa staar meget højt
i hygiejnisk Henseende. Dens væsentligste
Ulempe ligger i, at den let bliver fedtet og glat,
naar den er halvvaad og særlig, hvis den ikke
er ganske ren, hvilket umuliggør dens
Anvendelse i Gader med stærkere Stigning end f. Eks.
1 : 50. Som Fundament for en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
