Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Asien
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
mindst lige saa trykkende, som i den hede
Tørtid. Regnmængden og Regnfordelingen er i
denne Klimaprovins meget forskellig. Længst
mod N., i Pandshab, hvor Sommermonsunen
har en næsten ret vestlig Retning og kommer
fra det tørre Eran, er Regnmængden ringe,
enkelte Steder endog under 20 cm aarlig, kun
hvor Landet begynder at højne sig opad mod
Himalaja, bliver den noget rigeligere, f. Eks.
i Lahore: 52,6 cm. Mod Ø. og S. er
Regnmængden langt større. I Agra falder 68,8 cm
aarlig, i Kalkutta 154,4 cm, i Mandalai 82,0 cm.
I Dekan frembringer Terrainforholdene en
forskellig Fordeling af Regnmængden paa
Halvøens to Sider. Paa Vestkysten, som ligger i Læ
for Vintermonsunen, men udsat for
Sommermonsunen, er Vinteren regnfattig, men
Sommeren overordentlig regnrig. I Mangalur paa
Vestkysten er den aarlige Regnmængde
saaledes 329,8 cm, men 4 Vintermaaneder er
meget regnfattige. Højsletterne i det indre Dekan
ligger i Læ for Sommermonsunen og har
derfor ringere Regnmængde, f. Eks. Maisur: 74,6
cm; 4 Vintermaaneder er meget regnfattige.
Paa Østkysten, som ligger udsat for
Vintermonsunen, bringer denne store Regnmængder
i den første Del af Vinteren, men henimod
Nytaar holder Regnen op, og fra Jan. til April
hersker Tørtid. I Bagindien har den høje
Vestkyst ligeledes meget store Regnmængder
forenede med en udpræget Tørtid om Vinteren.
I Rangun er det aarlige Nedslag saaledes 251,0
cm med 4 meget tørre Maaneder. Hvor
Østkysten er høj, bringer Vintermonsunen megen
Regn ligesom Sommerens barometriske Minima.
Hue har f. Eks. et aarligt Nedslag paa 259,1
cm. Efteraaret bringer mest Regn, men ingen
Maaned er regnfattig. Hanoi paa
Tongkin-Sletten har derimod 171,5 cm aarlig med 4
Maaneders Tørtid. I det Indre af Bagindien er
Regnforholdene meget forskellige efter
Stedernes Eksposition. I Almindelighed kan siges, at
Sletter og Bjergskraaningen som vender mod
V., har en tør Vinter, medens
Bjergskraaninger, som vender mod Ø., har en jævnere
Fordeling af Regnen over Aarets Maaneder.
8) Det ækvatoreale Asien omfatter
Sydspidserne af Forindien og Ceylon, Malaka
samt den største Del af de indiske Øer. Ogsaa
i disse Egne findes et udpræget Monsunskifte.
I den nordlige Halvkugles Vinter er N. f.
Ækvator Nordøstvind fremherskende. Ved
Ækvator antager Vinden en nordl. Retning og
gaar S. f. Ækvator over til Nordvest. I den
nordl. Halvkugles Sommer er S. f. Ækvator
sydøstlige Vinde fremherskende, ved Ækvator
sydl. og N. f. Ækvator sydvestlige Vinde.
Temperatursvingningerne er overalt meget smaa.
De fleste Steder findes to aarlige
Temperaturmaksima, adskilt ved to Temperaturminima,
men lokale Forhold kan bevirke, at varmest
og koldest Maaned for nærliggende Steder kan
falde paa meget forskellige Dele af Aaret. Som
Eks. paa Middeltemperaturer for koldest og
varmest Maaned skal nævnes: Kolombo
(Ceylon) 26,1° (Jan.) og 27,8° (Maj), Singapur: 25,7°
(Jan.) og 27,5° (Maj), Singkel (Sumalra): 26,3°
(Oktbr) og 27,3° (Apr.), Batavia: 25,4° (Febr) og
26,5° (Maj og Oktbr), Banjuwangi (Øst-Java):
26,0 (Juli) og 27,3° (April). De daglige
Temperatursvingninger er meget smaa, særlig i de
regnrigeste Maaneder, og Aarets
Temperaturmaksima er ikke høje. Middelekstremerne er
saaledes for Batavia: 20,5° og 32,9°.
Regnmængderne er næsten overalt store, og Tørtid findes
ikke, men lokale Forhold kan bevirke, at de
største Regnmængder paa nærliggende Steder
falder til meget forskellige Tider. Kun længst
mod Sydøst paa Øst-Java og de længere
østpaa liggende smaa Sunda-Øer begynder
Afstanden fra Ækvator at gøre sig gældende,
saaledes at der findes nogle Maaneders Tørtid i
den sydl. Halvkugles Vinterhalvaar.
Plantevækst. Svarende til A.’s
mangfoldige Klimatyper findes der i denne
Verdensdel et Antal Vegetationsregioner, hver
karakteriseret ved sine ejendommelige, til Klimaet
tilpassede Vegetationsformationer og ved sine
ejendommelige Plantearter. De vigtigste
Vegetationsregioner er følgende: 1) Den arktiske
Region, 2) Den sibiriske Naaleskovregion, 3)
De vestasiatiske, løvfældende Skoves Region, 4)
De østasiatiske, løvfældende Skoves Region, 5)
De tempererede Ørken- og Stepperegioner, 6)
Middelhavskystens Makiregion, 7) De
subtropiske Steppe- og Ørkenregioner, 8) Den
subtropiske Skovregion i Østasien, 9) Den tropiske
Savanneregion, 10) Den tropiske Regnskovregion.
1) Den arktiske Region i A.
omfatter Øerne i Ishavet og Fastlandet indtil
Trægrænsen. Den afviger i floristisk Henseende
kun lidet fra de tilsvarende arktiske Regioner
i Europa og Amerika. Kun faa Plantearter er
forskellige. Som ejendommelige for det arktiske
A. kan nævnes: Primula tschuktschorum,
Primula nivalis, Claytonia acutifolia, Cineraria
frigida og Rhododendron kamtschaticum. Den
arktiske Region mangler Træer. De mest
udbredte Vegetationsformationer er Mostundra
paa de fugtige Steder og Lavtundra paa de
tørreste Steder. Mostundraen er overvejende
paa flade Strækninger, hvor det Smeltevand,
som opstaar ved Jordens Optøen om
Sommeren, ikke er i Stand til at løbe bort. Grundisen
forhindrer det i at synke ned i Jorden.
Mostundraen er derfor langt overvejende i de flade
Egne ved Mundingerne af Ob og Jenissei. Den
dannes især af Arter af Polytrichum og paa de
vaadeste Steder af Sphagnum. Den af
Sphagnum dannede Tundra mangler dog i de
nordligste Egne. Foruden Mosserne findes Græsser,
Urter, stedsegrønne og løvfældende
Dværgbuske, i Reglen med krybende Skud. Blandt
Buskene overvejer Ericaceer, Vacciniaceer,
Empetrum, Polarpile (Salix herbacea og
polaris), Caryophyllaceer, blandt Urterne
Græsser, Halvgræsser, Saxifragaceer, Ranunkler,
Arter af Pedicularis. Ved smukke Blomster
udmærker sig den blaablomstrede Boraginacé
Eritrichum villosum, den gule Valmue Papaver
nudicaule, den gulblomstrede Sieversia
glacialis. Mostundraens eneste Nytteplanter er
paa Grund af deres Bær: Rævling,
Vaccinium- og Rubus-Arter. Lavtundraen er stærkest
udbredt i den østlige, mere bakkede Del af A.’s
i arktiske Omraade. Den dannes af Arter af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
