Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Asien
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Træer dyrkes Kirsebær, det hvide Morbærtræ
til Silkeavl, Laktræ (Rhus vernicifera), og fl. a.
5) De tempererede Steppe- og
Ørkenregioner. Fra Rusland strækker
Græssteppen sig ind gennem det sydvestlige
Sibirien. Nærmest ved Grænsen mod det
sibiriske Skovomraade, i den ischimske Steppe og
Barabinzer-Steppen, er Landet endnu rigt paa
Smaaskove, hvori navnlig vokser Birk og
desuden Popler og Piletræer. Steppens Jordbund
er den yderst frugtbare Sortjord (Tschernosem).
Længere mod S. bliver Skovøerne sjældnere og
det parklignende Overgangslandskab afløses af
den typiske Græssteppe. Vegetationen dannes
her af høje Græsser, især Arter af Stipa. Om
Foraaret spirer i Mellemrummene mellem
Græstuerne utallige etaarige Urter og Stauder,
hvoraf de fleste er forsynede med Løg ell.
underjordiske Knolde. Blandt Urterne maa især
fremhæves Labiater og Kurveblomstrede,
Pæoner, Løgarter, Kejserkroner, Liljer, Tulipaner
o. a. Liliaceer. I Juli og Aug. visner Planterne,
og deres overjordiske Organer forsvinder. Kun
ganske faa Planter, som er særlig værnede mod
Tørken, vedbliver at vegetere, ellers ligner
Steppen en afmejet Stubmark. Græssteppen
tillader Kornavl, og stadig større og større Arealer
bliver i Vestsibirien indtagne til Kultur. Store
Arealer er dog endnu i Nomadernes
Besiddelse. Fra Sydsibirien strækker Græssteppen sig
som smalle Bælter ved Foden af de
centralasiatiske Bjergkæder mellem de endnu tørrere
Ørkener og Buskstepper og Bjergenes
Skovbælter. I Østasien findes endelig store
Strækninger af Græsstepper paa Mandshuriets
Sletter og i Bjergegnene paa Grænsen mellem Kina
og Mongoliet. Steppernes frugtbare Løssjord har
i umindelige Tider været Genstand for
Dyrkning, og Kinas Steppeprovinser hører til Rigets
vigtigste Hvedeegne. Medens Græssteppen
findes i de Egne, hvor der er en rigelig
Vegetationstid fra det tidlige Foraar, naar Sneen
er smeltet, til Højsommeren, naar alt tørrer
ud, breder Busksteppen sig over de Lande,
hvor Vegetationstiden reduceres til et
Minimum. Frodigst er Steppen paa Sandbund, hvor
Vegetationen dannes af ret høje Buske, for en
stor Del af de Ærteblomstredes Familie. Paa
den anden Side kan Vinden let bringe Sandet
i Flugt og derved ødelægge Vegetationen, saa
at store Sandstrækninger ligger hen som øde
Klitlandskaber, selv hvor Klimaet under
roligere Forhold vilde tillade en Steppevegetation.
Paa Lerbund er graafiltede Arter af Artemisia
overvejende. Baade i Sandsteppen og i
Lersteppen beklædes Jorden mellem Buskene i en kort
Tid om Foraaret med et rigt Flor af etaarige
Planter, Løg og Knoldvækster, men denne
Herlighed varer yderst kort, og snart er kun
Buskene tilbage, med den nøgne Jord gabende i
Mellemrummene. I Lavninger, hvor Vandet
løber sammen og fordamper, er Jorden meget rig
paa Salte. Paa disse Steder dannes
Vegetationen væsentlig af sukkulente, buskagtige
Chenopodiaceer, f. Eks. Salsola arbucula og
Haloxylon Ammodendron. Jordbunden mangler
her Foraarets rige Blomsterflor. Langs Søer og
Floder findes Rørtykninger og Kratskov af
Poppel og Pil. Naar bortses fra de store
Flyvesandsstrækninger i Turan findes egl. Ørkener
kun i Østturkestan og visse Dele af Mongoliet.
Ørkenen Takla Makan i Østturkestan hører til
Jordens ødeste Egne. Busksteppen er fattig paa
Nytteplanter. Af Frøene af Sulchirplanten
(Agriophyllum gobicuni) fremstiller Mongolerne Mel.
De grønne Frugter af den vilde Ræddike
(Pugionium dolaberatum) spises af Kineserne, og
ligeledes spises Frugten af Charmykbusken
(Nitraria Schoberi). Derimod er Busksteppen
først og fremmest Nomadernes Land, hvor de
drager om med deres Faarehjorder. Kornavl er
kun mulig ved Hjælp af kunstig Vanding. Fra
Oldtiden har denne været anvendt ved
Floderne i Turan og Østturkestan, og i Mongoliet
har kinesiske Indvandrere indtil den sidste Tid
trængt sig frem som Agerdyrkere. Der dyrkes
Hvede, Byg og Boghvede, i de varmeste Egne
tillige Meloner, Ris og Bomuld. Gaar man fra
Ørknerne og Buskstepperne op i Bjergene,
træffer man først et Bælte af Græsstepper, og
derefter følger Bjergskovene. I Tshienshan
findes saaledes i et Bælte, 1500—2800 m o. H.,
Skove af Picea schrenckiana, Lærk og Ask.
Under Træerne vokser Enebær, Gedeblad,
Rosenbuske, Solbær- og Stikkelsbærbuske. Ligeledes
findes Skove paa Nordskraaningerne af Pamir
og Tibet. Medens Bjergskraaningerne i en vis
Højde har tilstrækkeligt Nedslag til at tillade
Skovvækst, gælder dette ikke de store Højlande
Pamir og Tibet. Over disse breder sig
Højsteppen. De brede Dalstrøg i Pamir er
bevoksede med Græs, og om Foraaret smykkes
Landet af et rigt Blomsterflor af Krokus, Iris,
Narcisser og Tulipaner. Hvede kan dyrkes
indtil en Højde af 3000 m o. H., Byg endnu
højere. Æbler, Kirsebær og Valnød naar til en
Højde af 2500 m o. H. I Tibet ligger den største
Del af Landet over Skovgrænsen, og Træer
findes derfor kun langs Flodløbene i de dybere
Dale. Højfladerne er bevoksede med Græs, især
Kobresia tibetica, og Buske saasom Arter af
Astragalus, Werneria, Saussurea, Anaphalis,
Prschewalskia tangutica, Artemisier,
Chenopodiaceer og endelig talrige Løg og
Knoldvækster, særlig Arter af Iris og Allium. I Dalene
kan dyrkes Korn, men ellers er Tibet henvist
til Kvægavl. Mod Ø. findes store Skove af Picea
schrenckiana, og paa noget lavere Terrain gaar
Tibet over i de østasiatiske, løvfældende Skoves
Region.
6) Middelhavskystens Makiregion
slutter sig nær til de europæiske
Middelhavslande. Den har sin Nordgrænse omtr. ved
Konstantinopels Forstad Skutari. Kører man med
Jernbanen fra Konstantinopel langs
Ismid-Bugten, ser man først Makier af Pistacier,
Arbutus, stedsegrønne Ege, vild Oliven o. a.
stedsegrønne Buske, men omtr. ved Midten af
Bugten afløses Makien af løvfældende Krat, hvori
Paliurus aculeatus dominerer, og snart
begynder prægtige, løvfældende Skove af Eg og Lind
at vise sig. Makiregionen følger Kysten af det
ægæiske Hav og Middelhavet som en smal
Strimmel. Paa de lavere Bjerge har der
forhen været stedsegrønne Skove, og endnu findes
en Del af dem tilbage i det sydl. Lilleasien i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
