Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Asker, Herred - Askerc, Anton, slovenisk Digter, f. 1856 - Askeregn, se Aske (vulkansk) - Askersund - Askese
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Asker, Herred i Aker og Folio Fogderi,
Akershus Amt, 5800 Indb., 106 km2, omfattede
tidligere ogsaa Bærum, som blev udskilt 1. Jan.
1894. Herredet ligger paa Vestsiden af
Kristiania-Fjorden, hvorfra det hæver sig terrasseformet
opad — aabent og veldyrket langs Fjorden,
men med et vildt og skovbevokset Fjeldparti
bagved, af hvis Toppe kan mærkes den vakre
Skaugumaas, 345 m, og den spidse Vardeaas,
348 m, fra hvilke der haves en glimrende
Udsigt. Herredet gennemskæres af Kria—Drammen
Banen, som har fl. Stationer og Stoppesteder
inden Herredet, der er et yndet
Sommeropholdssted for Kristianiaboere. Der er derfor ogsaa
mange Dampskibsanløbssteder med en livlig
Dampskibsforbindelse med Hovedstaden.
Herredet er godt dyrket og vel bebygget, og der er
adskillig industriel Bedrift, saasom
Kalkbrænderier, Savbrug, Anlæg for Udskibning af Is,
Kapselfabrik etc. I Herredet ligger flere
Sanatorier og Sindssygeasyler samt Sem
Landbrugsskole.
M. H.
Askerc [↱a∫kærts], Anton, slovenisk Digter,
f. 1856 i Untersteiermark af Bondefamilie, blev
Præst 1881, men maatte opgive Præstegerningen
p. Gr. a. frisindede Meninger. A. er Lyriker og
Satiriker. Hans Digte viser varm Medfølelse
for de Smaa og Fortrykte, hans Satires Brod
rettes særlig mod den kat. Kirke. Af hans
Arbejder kan nævnes: »Ballader og Romancer«
(1890), »Lyriske og episke Digte« (1896) og »Ny
Digte« (1900) samt det nationale Sagnskuespil
»Zlatorog« (1904).
Askeregn, se Aske (vulkansk).
Askersund, By i det sv. Landskab Nerike,
Örebro Len, smukt liggende ved den
nordligste Bugt, Alsen, af Søen Vettern, med (1910)
2000 Indb. A. Landkommune har (1910) 3012
Indb. A. er velbygget med lige, brede Gader
og har en god Havn, 3—4 m dyb. Den staar i
regelmæssig Dampskibsforbindelse med Sthlm,
Göteborg og Byerne ved Vettern og driver
Handel med Smedevarer (Søm, Leer o. s. v.) fra
Omegnen. A. blev anlagt 1640 og fik tre Aar efter
sine Byprivilegier.
G. Ht.
Askese er opr. et gr. Ord (ἄσκησις), som bet.
Øvelse; det anvendes fra først af om den
legemlige Øvelse (Gymnastik), som særlig blev plejet
af Atleterne, men er siden blevet overført paa
det aandelige Omraade, hvor det baade inden
for den hedenske og kristne Moral har faaet en
vidtrækkende Anvendelse. Idet ogsaa her den
opr. Bet. af Ordet som Øvelse er fastholdt,
betegner det i Alm. en saadan Indøvelse i Dyden,
som gaar ud paa at gøre Legemet med alle dets
Drifter og Begæringer til et villigt Redskab for
den sædelige Villie, saaledes at denne, som den
efter Dydens Begreb skal, kan fremtræde som
en Færdighed i det Gode. Det er imidlertid klart
nok, at A. i denne alm. Forstand kun har en
rent formel Karakter, saa at den kan faa en
meget forsk. Bestemthed efter det nærmere
Indhold, som den optager i sig. Paa en Maade
kan hele det sædelige Arbejde hos den Enkelte
opfattes som A., for saa vidt dette Arbejde
ligesom A. har til sit Formaal den sædelige Aands
Herredømme over Naturen. Et snævrere Begreb
af A. fremkommer, naar man begrænser den
paagældende Handlen til alene at have sit
Formaal i det handlende Subjekt selv og dermed
udelukker ethvert andet udvortes Formaal for
denne Handlen. Det maa holdes bestemt fast,
naar der er Tale om A., at dette Begreb har to
forsk. Bet., en videre og en snævrere. Naar vi
betragter A. under et hist. Synspunkt, da er det
fornemmelig det snævrere Begreb, som træder
os i Møde; naar vi derimod skal give en positiv
Bestemmelse af A., er det væsentlig kun det
videre Begreb, som kommer i Betragtning. Naar
vi betragter den sædelige Handlen inden for de
forsk. hedenske Religioner ell. paa
Grundlag af de filos. Systemer, som støtter sig
dertil, da fremviser den i det hele et asketisk
Præg i den Forstand, at den forholder sig enten
til Dels ligegyldig over for de Formaal, som er
satte ved Menneskets egen Natur og ved det ydre
borgerlige Samfund, ell. endog rent negativt til
disse. Det er en Iagttagelse, som kan gøres
saavel over for mere primitive hedenske
Religioner som de ældre semitiske f. Eks. den
babyloniske og fønikiske, som over for de mest
udviklede Religioner inden for Hedenskabet f.
Eks. de indiske, baade i den bramanske og den
buddhistiske Form. I Babylon og Fønikien viser
A. sig i en unaturlig Bekæmpelse af
Sanseligheden, der dog ogsaa kan slaa over i sin
Modsætning som en tøjlesløs Hengivelse til den
samme Sanselighed; i Indien træffer vi som
Højdepunktet af det bramanske Liv de fromme
Eneboere, der lever i Skovene, indviede alene
til det beskuende Liv, og inden for Buddhismen
staar vi over for et ordnet Munkeliv, der
tilstræber en aandelig Afdøen fra den udvortes
Verden, et Formaal, der særlig gennem
selvplagende A. blev gennemført af Jainassekten.
Den store Udbredelse, som A. saaledes har inden
for Hedenskabet, finder sin naturlige Forklaring
i dettes Grundkarakter som en Dualisme mellem
den sædelige Aand og den sanselige Natur; selv
om denne Karakter kan være tilbagetrædende,
saaledes som inden for den gr. Livsanskuelse,
hvori derfor ogsaa A. paa Folkets tidligere Trin
er uden Bet., saa viser det sig dog, at den
videre Udvikling af Refleksionen vil drage
Dualismen frem og derved tillige fremme en
asketisk Praksis. Det er inden for Hellenismens
Udvikling navnlig forbeholdt den platoniske
Filosofi p. Gr. a. dens dyberegaaende Karakter at
aabne Blikket for Menneskesjælen som en
Fange, der er indesluttet i Sanselighedens Fængsel.
Denne Erkendelse blev ikke blot siden efter
praktisk optaget af Nyplatonikerne, der
opfattede Ekstasen som Menneskelivets Højdepunkt,
men den spores ogsaa i saadanne filos. Skoler
som den kyniske og den stoiske, som især gjorde
sig gældende i Hedenskabets Forfaldstid; med
den stærke Uddybelse af Personligheden blev
Modsætningen til den udvortes Verden
nødvendig givet af sig selv. Men ogsaa inden for den
israelitiske Religion finder vi en A.,
der dog først efterhaanden naar frem til at blive
en Magt i Folket. Der maa her foruden
Naziræatet tænkes paa alle de i Moseloven
omhyggeligt foreskrevne Renselser og
Afholdenhedsbestemmelser, ved hvilke en særegen Hellighed
skulde blive erhvervet; det er bekendt nok,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
