Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Askese - Asket - asketisk - Askevold, Anders Monssen, norsk Landskabs- og Dyremaler (1834-1900) - Askim - Askja - asklepiadeisk Vers
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
sin selvstændige Plads, men den er der ifølge
Sagens Natur bestemt til at forsvinde saa snart
som muligt. Naar der dernæst spørges om A.
i videre Forstand, da vil det derimod gælde,
at en saadan bestandig maa faa sin Bet. i
Moralen. I ny Test. er dette især udviklet i 1. Kor.
9, 24 ff. Det gælder om, idet vi udfører det
forelagte Arbejde, at vi ikke anderledes gaar op
i dette, end at vi stadig forstaar dets Bet. for
os selv. Enhver Pligt har to Sider, der er nøje
forbundne, et Hensyn til den Handlende selv
og til Samfundet; Pligten maa altid udgøre en
Enhed af et indre og ydre Formaal. (Litt.: O.
Zöckler, »Kritische Geschichte der Askese«).
F. C. K.
Asket (gr.), en, der helliger sig til Askese.
asketisk, strængt afholdende (jfr Askese).
Askevold, Anders Monssen, norsk
Landskabs- og Dyremaler, f. 25. Decbr 1834 i
Askevolds Præstegæld, d. i Düsseldorf 22. Oktbr
1900, kom som ung til Bergen, hvor han fik
Undervisning af Landskabsmaleren Reusch. 1855
drog han til Düsseldorf og blev Elev af Hans
Gude. Efter et Par Aars Ophold hjemme rejste
han i 1860’erne til Paris med Stipendium, var
saa bosat i Bergen fra 1866—80. Senere besøgte
han igen Paris og München, og var for det
meste bosat i Bergen og i Düsseldorf. — A. har
væsentlig malet norske Landskaber med Køer;
hans Arbejder er ganske dygtige, men uden
stærkt kunstnerisk Særpræg. Med sin Interesse
for Koloritten tilhører han helt den senere
Düsseldorfer-Skole. Noget enkelt Billede er ikke at
fremhæve. Han er repræsenteret i Kunstmuseet
i Kria og Billedgallerierne i Bergen og
Trondhjem. A. har som ung ogsaa malet en Del
Portrætter.
E. L-w.
Askim, Herred, Rakkestad Fogderi,
Smaalenenes Amt, (1910) 3296 Indb., er et af Norges
mindste Herreder, der hovedsagelig bestaar af
Sletter og Lerbakker; Agerbrug er
Hovednæringsvej, hvorimod Bygden endog lider af Mangel
paa Skov. Gennem Herredet fører Hovedvej
til Sverige og Smaalensbanens indre Linie, begge
med Broer over Glommen ved Fossum.
Herredets Areal er 67,8 km2, hvoraf 2,1 km2 Vand.
M. H.
Askja [↱as-] er en af Islands største Vulkaner.
Midt i Lavaørkenen Odáðahraun N. f. Vatnajökull
hæver den mægtige Fjeldgruppe Dyngjufjöll sig
fra de kulsorte, græsløse Lavaflader til en Højde
af c. 1400 m o. H. Disse Bjerge er for det meste
opbyggede af Palagonitbreccie og Doleritter, og
en Mængde store og smaa Kratere vidner om
deres vulkanske Natur. Omtr. midt i
Dyngjufjöll findes en kedelformet Dal, omgivet af stejle
Klipperande og med et Areal af c. 55 km2. Dalen
har p. Gr. a. sin Form faaet Navnet A. (Æske);
den har før været dybere, men er bleven udfyldt
af Lavastrømme, der er flydte ud fra en Mængde
Kratere ved Fjeldsiderne; Lavaen har haft
Udløb mod Øst ned til Odáðahraun gennem en
Aabning i Randfjeldene. Dalbunden ligger i en
Højde af 11—1200 m o. H., medens Randfjeldene
har en Højde af c. 250 m over denne Slette. I
Dalens sydøstlige Hjørne har en betydelig
Indsænkning fundet Sted, og dens nordlige Vægge
viser i Tværsnit de Lavastrømme, der dækker
Dalbunden. I Indsænkningens Bund fandtes 1876
en lille Sø med lunkent Vand (22°), og
Indsænkningens Dybde ned til Vandet var dengang 232
m; men 1884 havde Vandets Overflade hævet sig
82 m, medens Temperaturen var sunken til 14°.
Fra 1884—1908 havde Vandets Overflade hævet
sig yderligere 100 m, og Temperaturen var 1908
kun 6 1/2°. S. f. Søen i Fjeldsiden fandtes flere
Kratere og Kløfter med Fumaroler, de er nu
komne under Vand. Ved Indsænkningens
nordøstlige Hjørne, i Højde med Lavasletten i
Dalbunden, findes et Krater med en Diameter af c.
90 m og c. 45 m’s Dybde; dette Krater havde et
voldsomt Udbrud 29. Marts 1875, medens de
sydlige Kratere sprudede 2.—3. Jan. s. A. 1876
steg der kun Vanddampe op fra det nordøstlige
Krater; men 1884 var Kraterbunden omdannet
til en blaaliggrøn, kogende Lervælling. Skønt A.
efter al Sandsynlighed i hist. Tid har haft flere
Udbrud, saa havde man ikke lagt videre Mærke
til denne fjerne Vulkan, der ligger saa højt over
Havet, omgivet af uvejsomme Ørkener, før
Udbrudet 1875 vakte alm. Opmærksomhed. 2. og 3.
Jan. 1875 saa man fra Bygden, at høje Røgsøjler
hævede sig fra Fjeldene, dette Udbrud gjorde
dog ingen Skade i Bygden; men tidlig om
Morgenen 29. Marts begyndte et voldsomt Udbrud,
der havde skæbnesvangre Følger, største Delen
af det østlige Island indhylledes i Mørke, og
mere end 5000 km2 blev dækkede med
Pimpstensaske; mange Gaarde blev ødelagte, saaledes
17 paa Jökuldalur, og Hundreder af Mennesker
flygtede med deres Kreaturer. Asken førtes af
Vinden tværs over Atlanterhavet til Norge og
Sverige, den opsamledes ved Onafyret paa
Norges Vestkyst allerede Kl. 8 om Aftenen 29. Marts
og Kl. 11 Form. 30. Marts i Stockholm.
Samtidig dannedes der Kraterrækker og
Lavastrømme i den saakaldte Sveinagjá paa Myvatnsöræfi,
70 km nordligere 3—500 m o. H. A. er saavidt
bekendt den eneste Vulkan i Island, der i hist.
Tid har udkastet lys, liparitisk Pimpstensaske.
Denne Vulkan er blevet besøgt og beskrevet af
Fr. Johnstrup (1876) og af Th. Thoroddsen
(1884). I 20. Aarh. er A. flere Gange blevet
besøgt af tyske Videnskabsmænd. En
Ekspedition udsendt 1907 af Videnskabernes Akademi i
Berlin kom ulykkelig af Sted, idet Føreren,
Geologen W. v. Knebel og Maleren M. Rudloff
druknede i den førnævnte Sø. Medlem af samme
Ekspedition H. Spethmann, samt H. Reck og H.
Erkes har givet værdifulde Bidrag til
Kundskaben om A. og andre Vulkaner i Odáðahraun.
(Litt.: Afh. af Johnstrup i »Geogr.
Tidsskr.« 1. Bd. [1877] og Naturhist. Forenings
Festskr. [1886]; Thoroddsen, »Oversigt over
de islandske Vulkaners Historie« [Kbhvn 1882]
og »Vulkaner i det nordøstlige Island«,
Vetenskaps-Akademiet [Stockholm 1888] samt
Petermann’s Mittheilungen [1885]; H. Spethmann,
»Vulkanologische Forschungen im östlichen
Zentralisland« [Stuttgart 1908]; H. Reck, »Das
vulkanische Horstgebirge Dyngjufjöll« [Berlin 1910];
H. Erkes, »Odadahraun und Askja«
Dortmund 1909])
Th. Th.
asklepiadeisk Vers, gr.-rom. Versemaal,
bestaar af 2 ved Cæsur adskilte Koriamber, der
indledes med en Spondæ ell. Trokæ og afsluttes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
