Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ate - Ateisme - Ateist, se Ateisme - Atelektase - atelektatisk - Atelestit - Atelier - Atella, gl. By i Italien, se Aversa - Atellaner
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Menneske, forvirrer hans Forstand, saa han selv
udfører Gerninger, der drager hans Ødelæggelse
efter sig. Fra først af er A. dog sikkert et
selvstændigt, uhyggeligt Væsen, der fremkalder
de sjælelige Forstyrrelser hos Mennesket. I
Iliaden er A. Zeus’ Datter, ung og stærk. Bag efter
hende kommer Bønnerne (Litai) haltende som
gamle, runkne Kvinder og søger at bedre den
Skade, som A. har gjort; men A. er »flink til
Bens, saa hun løber langt forud, og til
Menneskens Men al Jorderigs Lande gæster hun først«
(Illaden, 9. Sang).
C. B.
Ateisme (af gr. ἄθεος;, uden Gud, ugudelig)
bet. Gudsfornægtelse; en Ateist er en
Gudsfornægter. Den nærmere Bestemmelse af dette
Begreb er forbundet med særegen Vanskelighed
og maa foretages med megen Varsomhed, da
det i Historien er blevet opfattet paa saare forsk.
Maade, ganske svarende til de vekslende
Forestillinger om Gud. I de antikke Samfund, hvor
man havde en Statsreligion, gjaldt den
Medborger, som forlod denne, for en Ateist baade
hos Athenerne og hos Romerne. Det var da
ganske naturligt, at Anklagen for A. snart blev
rejst mod Filosofiens Dyrkere; dette skete inden
for det gr. Samfund lige over for Anaxagoras
og de fleste af Sofisterne ligesom især over for
Sokrates, der dømtes for Indførelse af ny
Guddomme og Fordærvelse af Ungdommen, og
Aristoteles, der forlod Athen »for ikke anden Gang
at lade Athenerne forsynde sig mod Filosofien«.
Og det er fremdeles forstaaeligt, at en af
Hovedanklagerne fra det hedenske Samfunds Side mod
de Kristne lød paa A.; de dyrkede nemlig ikke
Statens Guder og tog ikke Del i den offentlige
Kultus. Men denne Anklage skulde snart blive
vendt mod Anklagerne selv. For den kristne
Kirke, der gaar ud fra Troen paa en personlig
Gud, bliver A. eet med Fornægtelsen af denne
Gud. Efter Apostlen Paulus’ Dom lever
Hedningerne uden Gud, Ef. 2, 12, 1. Thess. 5, 5, og
deres Naturtilbedelse er en Fornægtelse af ham
som den ene og sande, Rom. 1, 18 ff. Med denne
Opfattelse af A. som den rene Modsætning til
Teisme ɔ: Antagelsen af en personlig Gud er der
nu vistnok givet en principiel Bestemmelse af
det første Begreb, og det er ogsaa denne
Opfattelse, som siden efter er blevet optaget af den
store Almenhed. Men nogen fuldkommen
tydelig Bestemmelse er dog ingenlunde givet hermed.
Det kommer nemlig an paa, hvorledes man
opfatter Personlighedens Begreb; i saa Henseende
kan Meningerne være forsk., og det vil næppe
være retfærdigt her at lægge en afgørende Vægt
paa en blot teoretisk Definition. Der har i hele
den nyere Filosofi vist sig at være en meget
flydende Grænse mellem panteistiske og teistiske
Systemer. De fleste af de senere idealistiske
Filosoffer har været Genstand for stærke
Beskyldninger for A.; men de har med Styrke,
saaledes især Fichte og Schelling, tilbagevist
saadanne Beskyldninger som usande. Ja selv en
Teolog som Schleiermacher har ikke kunnet
undgaa Beskyldningen for Panteisme. Over for
denne Situation vil der næppe kunne gives
nogen anden sikker Definition af A. end den, at
der herved maa forstaas en saadan Anskuelse,
som rent ud benægter Menneskets Ret til at
anlægge nogen Værdibestemmelse paa Tilværelsens
inderste Grund, og som derfor med Udelukkelse
af al Teleologi i Verden alene anerkender den
rent mek. Forklaring som berettiget. Det er
herefter kun den rene Materialisme, som kan
kaldes for A., og den vil næppe heller protestere
imod en saadan Benævnelse, naar denne tages
rent teoretisk. Men p. Gr. a., at al Religion ikke
blot er en teoretisk Antagelse, men i eminent
Forstand et praktisk Forhold, vil man, selv fra
et materialistisk Standpunkt, med en vis Ret
kunne gøre gældende, at Benævnelsen Ateist
ikke tør tillægges et Menneske alene i Kraft af
hans teoretiske Meninger, men først da, naar
han i sin Vandel beviser, at der for ham slet
ikke er noget, som staar ubetinget højt, saa han
med Ærefrygt bøjer sig derfor og føler sig
forpligtet derved; paa denne sidste Maade er
Begrebet blevet fremstillet af Heegaard i hans Skr.:
»Om Intolerance«.
F. C. K.
Ateist, se Ateisme.
Atelektase (gr.), mangelfuld Fyldning af
Lungen med Luft, er enten medfødt, idet den
føtale Tilstand holder sig efter Fødslen p. Gr. a.
det nyfødte Barns Skindød, især ved samtidig
Tilstopning af Luftrørsgrenene ved Blod, Slim
ell. andre Afsondringer, ell. den er erhvervet
og opstaar da paa lgn. Maade ved Tilstopning
af visse Partier af Lungen, især i svækkende
Sygdomme, ell. ved Tryk fra Naboorganerne ell.
sygelige Processer i Lungerne selv. Den
medfødte A. kan hæves ved Iværksættelsen af
kunstigt Aandedræt, ved Opsugning af Slimen, ved
varmt Bad og ved Stænken med koldt Vand,
ved stimulerende Midler, ved Patning. Den
erhvervede A. kan forebygges ell. fjernes ved
passende Behandling af den tilstedeværende
Sygdom.
atelektatisk kaldes en Lunge ell. et
Parti deraf, som er Sæde for A.
A. F.
Atelestit, et Mineral af Sammensætning
antagelig BiAsO4.2(BiO)OH; danner smaa
monokline, tavleformige Krystaller af svovlgul Farve
med stærk Glans; fundet ved Neuhilfe Grube
i Sachsen.
O. B. B.
Atelier [da. -li↱e, fr. atö↱lie] (fr.), Værksted,
særlig en Kunstners. Dettes Belysning vælges fra
N. ell. S.; i første Tilfælde fremkommer et mere
ensartet, i sidste et livligere, varmere Lys, der
kan mildnes ved Forhæng. Hensynet til Lyset
spiller ogsaa stor Rolle ved Indrettelsen af en
Fotografs A. (se Fotografi).
Atella, gl By i Italien, se Aversa.
Atellaner hed i Rom en Art Folkeskuespil,
der særlig florerede i de to sidste
Aarhundreder f. Kr. A. er efter al Sandsynlighed den
Kunstform, hvorfra vore Pantomimer er
udgaaede, og lignede disse i væsentlige Træk.
Personerne var staaende Typer, med bestemte
Navne og faste Masker; i Handlingen kom det
an paa grov komisk Effekt (Pryglescener o. s. v.).
Men Personerne var i A. ikke stumme. Af
Personerne svarede nogle i Maske og Karakter til
vore Pantomimefigurer: Maccus til Pjerrot,
Pappus til Kassander; andre, som Bucco,
Æderen og Storskryderen, og Dossennus,
Humbugmageren, der agerer Sandsiger, har
Sidestykker i den ital. commedia dell’ arte. A.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>