Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Athen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ved nært Venskabsforhold knyttede til ham, og i
aandelig Henseende kan A. siges næsten paa
ethvert Punkt at have kulmineret under
Perikles’ Ledelse, saa at Byen gjorde sig fortjent til
Hædersnavnet »Hellas’ Hovedstad«. A.’s Stilling
som Stormagt var stærkere, end Spartas nogen
Sinde havde været: ved Anlægget af talrige
Klerucher var der skabt Støttepunkter i det
afhængige Land, og ved ny Kolonisationer (Amfipolis,
Thurioi) var det attiske Element udbredt langt
ud over Attikes Grænser; de frafaldne
Forbundsfæller var bragte til Underkastelse, og A.’s store
Flaade beherskede Søen; Indtægterne flød
rigelig i Statens Kasse: alene den direkte Skat fra
Forbundsfællerne beløb sig til 600 Talenter (c.
2 1/2 Mill. Kr.) om Aaret og forhøjedes senere
(425) til 1200 Talenter; ogsaa Landmagten havde
en respektabel Størrelse. A.’s Magtstilling
begunstigede Handelens og Industriens Udvikling, og
det blev dominerende paa Pengemarkedet. Den
politiske Strid var til en vis Grad døet hen; det
konservative Parti havde for største Delen
sluttet sig til Perikles’ Politik, der ikke tilsidesatte
nogen Samfundsklasse, medens en mindre Del
gik over i Oligarkernes reaktionære Fraktion.
Større Bet. fik snart et især paa Underklassen,
hvorfra det talrige Skibsmandskab rekruteredes,
støttet radikalt demokratisk Parti, hvis Ledere
var udgaaede af Folkets Midte og ensidig
varetog den ubemidlede Befolknings Interesser.
A. havde ganske vist ved Freden 445 gjort et
bestemt Tilbagetog fra sin vovede
Landmagtspolitik; men de peloponnesiske Stater, især
Korinth, følte sig dog truede ved A.’s for
Korntilførselen farlige Overlegenhed paa Søen, og da
A. indblandede sig i en Strid mellem Korinth og
denne Bys opsætsige Koloni Kerkyra og ikke
vilde give efter for Spartas krænkende
Fordringer, udbrød den peloponnesiske Krig i
Foraaret 431. A. beherskede Havet og kunde
med sin Flaade forurolige Fjenden i hans eget
Land, medens det til Lands ikke formaaede at
hindre Peloponnesiernes næsten hvert Aar
gentagne Indfald. Attikes Befolkning havde maattet
søge Ly inden for A.’s Befæstning og de lange
Mure, og Nødvendigheden af at skaffe disse
brødløse Mennesker Underhold befordrede det
absolutte Demokratis Udvikling, idet de oppebar
Diæter for Virksomhed i Statens Tjeneste; thi
Indtægterne fra Forbundsfællerne flød lige saa
rigelig som før i Statens Kasse. En større Ulykke
end Pesten, hvis uheldige Virkninger var
forbigaaende, var Perikles’ Død (429), da Kleon,
der blev hans Efterfølger som Demokratiets
Leder, hverken besad hans Dygtighed ell.
Besindighed. Han støttede sig nærmest til den
uformuende Befolkning, hvis Gunst han havde
vundet ved at forhøje Dommernes Diæter, og
optraadte i Reglen kun som Politiker; som saadan
satte han igennem, at Spartas Fredstilbud efter
Demosthenes’ heldige Kamp ved Pylos (425)
afvistes, og Krigen fortsattes, indtil den
konservative Adelsmand Nikias, da baade Kleon og den
spartanske Feltherre Brasidas var faldne ved
Amfipolis (422), fik afsluttet den efter ham
opkaldte Nikiasfred (421). Forholdet til Sparta var
nu i den første Tid meget venskabeligt; men der
blev snart Anledning til Misfornøjelse;
Krigspartiet fandt en Leder i Alkibiades, og et
Forsøg paa at befri Staten for ham ell. hans
Modstander Nikias ved Ostrakismen strandede.
Foreløbig indskrænkede A. sig til at understøtte sine
Forbundsfæller Argiverne mod Sparta, indtil
Rivninger paa Sicilien gav Anledning til det
berømte Tog mod Syrakus (415—13). Hvis dets
Ophavsmand Alkibiades var forblevet i Spidsen
for Hæren, vilde det sandsynligvis være løbet
lykkelig af, og maaske vilde endog Athenernes
dristige Fantasier om et Herredømme i Vesten
(Karthago) være blevne virkeliggjorte; men hans
Tilbagekaldelse og Flugt til Sparta forandrede
ganske Situationen. Den stadige Besættelse af Attike,
som Spartanerne nu efter hans Raad begyndte,
og Forbundsfællernes omsiggribende Frafald
gjorde med hvert Aar A.’s Stilling mere
fortvivlet, og da nu ogsaa Persien som Spartas
Forbundsfælle begyndte at indblande sig i Krigen
(412), kunde selv Alkibiades’ Udsoning med sine
Landsmænd kun bevirke en forbigaaende
Vending til A.’s Fordel. Hverken hans dygtige
Krigsførelse ell. Sejren ved de arginussiske Øer (406)
vidste Folket at drage Fordel af, og efter
Nederlaget ved Aigospotamoi maatte A. underkaste sig
en ydmygende Fred (404), hvorved Staten
mistede sit Søhegemoni og maatte indordne sig
under Spartas Supremati; Fæstningsværkerne og
de lange Mure nedreves, og Flaaden udleveredes.
I Krigens sidste Halvdel havde imidlertid de
indre Forhold udviklet sig paa en ejendommelig
Maade. Efter Nikias’ Død (413) havde det
konservative Demokrati ingen egl. Leder, medens
det radikale repræsenteredes af ubetydelige
Personer; under disse Forhold voksede det
reaktionære Parti sig stærkt og fik dygtige Ledere i
Mænd som, Taleren Theramenes, Advokaten
Antifon og Feltherren Frynichos. Under
det Foregivende, at en Statsforandring i
oligarkisk Retning var nødvendig for at kunne faa
Hjælp af Perserne, lykkedes det Oligarkerne
(411) at paatvinge Folket en ny Forfatning, som
alm. kaldes de 400’s efter et regerende Raad
af denne Størrelse; men da de gyldne Løfter
viste sig uholdbare, og den demokratisksindede
Besætning paa Flaaden tog Parti mod den ny
Regering og fik Førere i Thrasybulos og
Alkibiades, hvem Oligarkerne vilde holde udenfor
som upaalidelig, begyndte der ogsaa i Byen
selv at røre sig en stærk Misfornøjelse, som
næredes ved Mistanken om, at Regeringspartiet
stod i forrædersk Forbindelse med Sparta.
Theramenes og andre af Lederne hældede til et
mere moderat Oligarki, og da Regeringen ikke
kunde forhindre Tabet af Euboia, hvis Besiddelse
var af den største Bet., blev Oligarkiet efter kun
4 Maaneders Regering styrtet (411). Ved Freden
(404) var Sparta betænkt paa at lægge Baand
paa Folkefriheden i A., og da den moderate, den
demokratiske og den reaktionære Fraktion snart
kom i Strid med hverandre, tog den spartanske
Feltherre Lysandros den sidstes Parti og indsatte
de 30’s Regering (»de 30 Tyranner«), hvis
Ledere var Kritias og Theramenes.
Folkets Misfornøjelse og Emigranternes truende
Angreb bevægede atter Theramenes til at gøre
en moderat Svingning, som denne Gang
mislykkedes og kostede ham Livet; men skønt de 30’s
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
