Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind II: Arbejderhaver—Benzol / 368 (1915-1930) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - augustenborgske Linie

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Augustenborg.

augustenborgske Linie, nedstammer fra
Hertug Ernst Günther (d. 1689), Sønnesøn
af Hans d. Yngre, der er Stamfader til det
Sønderborgske Hus. Ernst Günther fik af Frederik
III tilskødet nogle Landsbyer paa Als, hvor han
byggede ovenn., efter hans Hustru opkaldte Slot.
I de flg. Aar udvidedes Besiddelsen med
Godser paa Als og i Sundeved. De augustenborgske
Godsejere førte Titel af Hertug, men anerkendtes
ikke som »regerende Herrer«, saaledes som den
danske Konge og den Gottorpske Hertug i deres
Besiddelser i Hertugdømmerne. Ogsaa det
augustenborgske Hertugdømmes Lidenhed
forbød Hertugerne at spille en lgn. storpolitisk
Rolle, som deres gottorpske Frænder; deres
Forhold til Kongeriget og Kongehuset var indtil
Beg. af 19. Aarh. næsten stadig det bedste.
Slægtens politiske Bet. beroede paa de Arvekrav, den
kunde gøre gældende paa Dele af det danske
Monarki. Spørgsmaalet om Augustenborgernes
Arvekrav paa saavel Slesvig som Holsten,
saaledes som de gjorde dem gældende i 19. Aarh.,
har været Genstand for mange og lærde
Drøftelser baade fra dansk og tysk Side, idet man i
Danmark bestemt nægtede deres Berettigelse.
Kr. Erslev’s nyeste Undersøgelser viser, at
Spørgsmaalet ikke er saa let at løse som
Datiden antog, og at meget taler for
Arvekravenes Berettigelse. I hvert Fald ansaa de
danske Statsmænd i 18. Aarh. som Bernstorfferne
det for givet, at Slægten havde Arvekrav paa
Holsten, hvis den kgl. Mandsstamme uddøde. I
saa Fald vilde ifølge Kongeloven den danske
Krone tilfalde den nærmeste Kvindelinie, medens
Holsten, ifølge den der gældende tyske Lensret,
vilde tilfalde den nærmeste Mandslinie, d. v. s.
Augustenborgerne. For at undgaa en saadan
Splittelse af Monarkiet, der omkring 1780
ikke syntes nogen fjern Mulighed (den kgl.
Mandsstamme repræsenteredes da af Christian
VII, den barnløse Arveprins Frederik og den
svage Kronprins Frederik), indledede A. P.
Bernstorff ved denne Tid Underhandlinger med
Hertug Frederik Christian d. Æ. af Augustenborg
om et Ægteskab mellem daværende Prins, fra
1794 Hertug Frederik Christian af
Augustenborg (f. 1765) og Louise Augusta (f.
1771), Caroline Mathildes Datter i Ægteskabet
med Christian VII, Arvingen til den Del af
Monarkiet, hvor Kongeloven gjaldt; en Søn af
dette Ægteskab vilde altsaa forene begge
Forældrenes Arverettigheder. Ægteskabet fandt
Sted 1786.

Frederik Christian havde forinden faaet en
omhyggelig og alsidig humanistisk Opdragelse
og bl. a. under et Studieophold i Leipzig faaet
Forkærlighed for pædagogiske Spørgsmaal og
Tidens Lighedsideer i Rousseau’sk Aand. Ogsaa
for Litt. nærede han hele sit Liv den største
Interesse; nært Venskab sluttede han saaledes med
Baggesen, og sammen med Ernst Schimmelmann
hjalp han Schiller med en ret anselig 5-aarig
Understøttelse. Faa Dage efter sit Bryllup blev
han Medlem af Statsraadet; her kom hans
Stemme dog aldrig til at veje meget undtagen i
Undervisningsspørgsmaal; men paa dette
Omraade fik han stor og gavnlig Indflydelse, efter
at han 1788 var bleven Patron for Univ. og
1790 Formand for en »Kommission til de lærde
Skolers og Kbhvn’s Univ.’s Forandring og
Forbedring«. Forholdet mellem Svogrene var,
fraset adskillige Smaarivninger, ret godt i en Rk.
Aar trods den store Modsætning mellem den
noget haarde og mistænksomme, lidet ideelt
anlagte Kronprins, der ikke havde mange
Kundskaber og Interesser ud over Militærvæsenet, og den
idealistiske, filosofiske, ikke saa lidt pedantiske
og doktrinære Hertug, der tilmed var meget
pirrelig og ikke passede ind i Hoflivet. Da
imidlertid Kronprinsen 1806 havde til Hensigt at
inkorporere Holsten fuldstændig i Kongeriget uden
Hensyn til Augustenborgernes Arve-Rettigheder,
nedlagde Hertugen en skarp Protest, saa at
Forholdet mellem Svogrene fra nu af stadig blev
køligere, indtil det kom til et fuldstændigt Brud
1810, efter Hertugens Broder, Christian August’s
Død (se ndf.), da begge optraadte som
Kandidater til den sv. Krone. Under Henvisning til
Rygter om, at et sv. Parti vilde bortføre Hertugen
til Sverige, lod Frederik VI denne bevogte paa
Als for at lægge et saa stærkt Pres paa ham, at
han ikke modtog Valget, om det skulde falde
paa ham, ell. i hvert Fald ikke personlig
fremstillede sig paa Valgrigsdagen i Sverige. Da nu
ikke han, men Bernadette valgtes til Kronprins
i Sverige, mente Hertugen — fejlagtig —, at det

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>