Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Augustinus - Augustinus, Aurelius
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
til Kent (597), fik Sæde i dette Riges Hovedstad
Canterbury og omvendte Kong Ædelbert. A. blev
nu Ærkebiskop i Canterbury. Rigt havde han
været udstyret fra Beg., og yderligere fik han
tilsendt pragtfulde Alterkar og Præsteklæder,
der kunde gøre Indtryk paa Hedningernes Sind.
Efter Pavens Raad optraadte han lempelig over
for Hedendommen; derimod stillede han sig
skarpt over for de Kristne af den gamle,
keltiske Kirke, som misbilligede hans stolte og
brammende Fremtræden. A. naaede at kristne Kent og
til Dels Østsachsernes Land (Essex), hvis
Bispesæde blev London. Han døde 604 ell. 605 og blev
efterfulgt af sin Medhjælper Laurentius.
H. O.
Augustinus, Aurelius, den lat. Kirkes
største Kirkelærer, f. i Tagaste i Numidien 353,
Søn af en hedensk Fader, Patricius, og en kristen
Moder, Monika, d. 430. Som Barn blev han ikke
døbt, men kun optaget paa det forberedende
Trin som Katekumen; og hans hele
Ungdomshistorie, som han har fortalt den i sine
Confessiones, handler i Virkeligheden kun om de
Vanskeligheder, som han havde at overvinde, før
han i en moden Alder kunde naa til Hvile i
Kirkens Skød. Under sin Uddannelse til Retor,
først i sin Fødeby og siden i Prov.’s Hovedstad,
Karthago, hengav han sig til en sanselig
Livsnydelse, indtil han ved Læsningen af Cicero’s
Hortensius blev vakt til en alvorlig Søgen efter
Sandheden (373). Det var først Manikæernes
Sekt, som da fængslede ham med deres rige
Løfter om den høje Erkendelse, som de
formaaede at give; det varede 9 Aar, inden han
blev klar over Usandheden af denne Lære (382).
En stærk Tvivl om overhovedet at kunne naa til
Sandheden greb ham derpaa; det var i en
saadan Sindsstemning, at han følte sig draget til
det ny Akademis Skepticisme. Herudover kom
han først under Paavirkningen af Biskop
Ambrosius i Milano; i denne By havde han nemlig
faaet Ansættelse som Lærer i Retorik (384).
Skønt Kristendommen fra nu af gjorde sin Magt
gældende over for ham, følte han sig dog en Tid
lang betaget af den Ny-Platoniske Filosofi, og
det var først efter et stærkt personligt
Gennembrud (386), at han endelig besluttede sig til at
lade sig døbe, hvilket udførtes Paaskelørdag
387 ved Biskop Ambrosius. Efter derpaa at have
opgivet sit Embede og være rejst tilbage til
Afrika levede han i 3 Aar sammen med
ligesindede Venner et klosterligt Liv i sin Fødeby,
men fra 391 blev han knyttet til Byen Hippo
(Bona), først en kort Tid som Presbyter og
siden som Biskop, og her er det, at hans hele
Manddomsvirksomhed falder lige indtil hans
Død. Indadtil fortsatte han i sin Bispegaard
det klosterlige Fællesliv, inden for hvilket de
vordende Præster baade fik deres praktiske og
teoretiske Uddannelse; det er dette, som er
blevet Forbilledet for de senere Domkapitler i
Middelalderen. Og udadtil styrede han med sikker
Haand sit Stift under de mange forviklede
Forhold, som dengang fandtes i den nordafrikanske
Kirke; det er i de store Lærekampe, som han
her førte fornemmelig med Manikæismen, med
Pelagianismen og Donatismen, at hans talrige
Skr (efter hans egen Opgivelse 93 Værker i 252
Bøger) er fremkomne, og det er ogsaa gennem
disse Kampe, at hans egen Lære er naaet til den
Afslutning, hvori den foreligger for Eftertiden.
Hans sidste Levedage blev forbitrede ved
Vandalernes Indfald; under deres Belejring af Hippo
falder hans Død. Hans Ben blev senere bragt
over til Italien, hvorfra de dog efter forsk.
Omskiftelser atter er blevne førte tilbage til Afrika.
A.’s Teologi har langt mere end nogen
anden Kirkelærers System faaet Bet. for den
kristne Kirkes Udvikling. I ganske forsk.
Retninger har den givet Impulser: ikke blot har den
været en Støtte for Skolastikken og den
rom.-kat. Kirkepolitik, men ogsaa Mystikken, ja selv
de i Slutn. af Middelalderen mod Kirken
opponerende Teologer og Reformatorerne har faaet
deres stærkeste Paavirkninger herfra. Dette
skyldes ganske naturlig de forskelligartede
Synspunkter, som virkelig findes i denne Teologi. —
Gud, Naaden og Kirken danner de tre store
Grundtanker, som bærer den hele Sammenhæng.
Gud er det enfolde og uforanderlige højeste
Væsen, af hvem alting er, og uden for hvem intet
i Sandhed er; skønt den Treenige, danner han
ogsaa indadtil en Enhed; mere end den nærmest
foregaaende ortodokse Teologi har A. fremhævet
Enheden i Treenigheden (se Treenighed).
For Mennesket er Maalet derfor at slutte sig til
ham (inhaerere Deo); medens alle andre Ting
kun er bestemte til at bruges, er han den eneste,
som skal nydes; Nydelsen af Gud er det sande,
evige Liv. Det ny i Modsætning til den gr.
Teologi er ikke saa meget selve Begrebet af Gud,
thi dette har bestandig en abstrakt, noget
upersonlig Karakter, men Begrundelsesmaaden, thi
medens man hos Grækerne især bevægede sig i
kosmologiske Spekulationer, er det her
psykologiske Bestemmelser, som er lagte til Grund.
Naar nu Spørgsmaalet bliver, om hvorledes
Mennesket kommer i Forbindelse med den Gud,
af hvem alt er afhængigt, da ligger Svaret nær,
at den bestemmende Kraft hertil ogsaa alene
maa søges i Gud selv og ikke uden for ham.
Menneskets Gudsforhold er et rent
Naadeforhold, Troen er en Gave fra Gud; thi han er
den, som virker baade at ville og at udrette;
Mennesket fra sin Side er ganske ude af Stand
til at bevirke noget. Fra Beg. af havde
Mennesket vistnok Evnen til at lade være at synde,
og herigennem til at opnaa den fulde Saligheds
Belønning; men denne Evne tabtes for hele
Slægtens Vedk. fuldstændig ved Stamfaderen
Adam’s Syndefald; der blev nu for den faldne
Slægt alene Nødvendigheden af at synde tilbage
(se Arvesynd). Over for denne Tilstand fra
Menneskets Side kommer den guddommelige
Naade til at fremtræde som den rent fri ɔ:
vilkaarlige Almagt: det er Gud, som forud
bestemmer til Frelse, hvem han vil; medens han
overlader en Del af Menneskene til den selvforskyldte
Fordømmelse og kun kalder paa dem gennem en
ikke ment Kaldelse, saa bliver Naaden for det
bestemte Antal, som han har udvalgt, en
uimodstaaelig; og dette gælder saavel Naaden i dens
Beg. som i dens Fremkaldelse af Bestandighed
lige til Enden. Naar der nu endelig spørges om,
hvorledes denne Naade er beskaffet, som bliver
Menneskene til Del, da maa det straks
bemærkes, at den ikke nærmest er tænkt som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
