Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Australien
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Allerede Ø. f. Great dividing Range indtager
Savannerne store Arealer, men V. f. Bjergene
er de den overvejende Vegetationsformation i et
bredt Bælte, som gennem Queensland, New South
Wales mod SV. strækker sig ned over
Sletterne ved Murray-Floden henimod Flinders
Range. Ved deres Rigdom paa Græs er de af
største Bet. for Kvægavlen. Snart staar Træerne
meget spredte, snart samler de sig tættere og
danner aabne Smaaskove. De alm. Træer er
Arter af Eucalyptus og Acacia, ogsaa Liljetræer
(Xantorrhoea) forekommer. Langs Vandløbene
findes smalle Striber af Skov ell. dog en Rk.
Træer. Særlig hyppig ved Vandløb er Acacia
pendula med lange, nedhængende Grene.
Ørken- og Stepperegionen indtager
den største Del af A. Fra det Indre naar den paa
to Steder ud til Kysten, nemlig mod NV. paa
den meget regnfattige Kyst mellem 20° og 28°
s. Br. og mod S. ved Kysten af den australske
Bugt. Mest øde er Sandørknerne, som paa store
Strækninger er ganske vegetationsløse, kun hist
og her med en fattig Tot Klitgræs (Spinifex).
De indtager dog kun en forholdsvis ringe Del af
Indlandet. Paa de mest øde og vandløse Steder
er Spinifex-Græsset (S. hirsutus, longifolius og
paradoxus) næsten eneherskende, selv om det
ogsaa alm. forekommer i de øvrige
Vegetationsformationer. Det danner 0,3—1 m høje, stive,
stikkende Tuer, hvoraf de c. 1,5 m høje
aksbærende Stængler rager op. Græsset er fuldt af
naalespidse Torne, som i høj Grad generer
Mennesker og Dyr, der kommer i Nærheden. Langt
de største Arealer af det indre A. er
Buskstepper, af hvilke der findes to Hovedformer,
Mulga-scrub og Brigalow-scrub. Mulga-scrub, som
findes paa sandede og tørre Steder, er benævnt
efter Mulga-Busken (Acacia aneura), som danner
lave, tætte Krat, vanskelige at passere, men dog
ikke saa forhadte af Faarehyrderne, da de
indeholder lidt Græs og Urter. Paa lidt bedre Steder
findes Brigalow-scrub, opkaldt efter
Brigalow-Busken (Acacia harpophylla), en Busk med
seglformede, blaagrønne Fyllodier, som giver hele
Steppen en blaagrøn Farve. Denne Busk er
ganske overvejende og stedvis ganske eneherskende.
Paa lidt mere aabne Steder ell. i Krattenes
Rande kommer dog adskillige andre Buske til,
særlig to andre Akacier (A. excelsa og A.
salicina), den sidste med lange, nedhængende Grene,
dernæst Sandal-wood ell. Dog-wood (Eremophila
Mitchelli), Rhamnacéen Alphitonia excelsa,
Sterculia rupestris og trichosiphon, begge med
spiselige Nødder, en Sapindacé, Atalaya hemiglauca,
og en Boraginacé, Ehretia saligna. Bl. de højere
Buske findes ofte Smaabuske, hvoriblandt den
pragtfulde Thymelæacé, Pimelea hæmatostachya,
med skarlagenrøde Blomster, Tagetes
glandulosus o. a.; Græsser mangler, men fl. Urter
opliver Krattet med deres hvide, røde og blaa
Blomster. Paa saltholdig Lerbund findes
Saltsteppe, som overalt findes i større ell.
mindre Pletter, men navnlig indtager store Arealer
paa begge Sider af Eyre-Søen og ved
Darling-Floden. Vegetationen bestaar af spredte Buske
af Atriplex nummularia, en c. 0,6 m høj,
succulent Busk, i hvis Mellemrum der vokser spredte
Græstuer. Denne Atriplex bevarer trods fleraarig
Tørke sine Blade og Skud friske og er derfor
af største Værdi for Faareavlen. I tørre Aar
bliver Saltpletterne de eneste Steder, hvor
Faarene endnu kan finde Føde. Hvor Jorden er god
eller Regnmængden noget rigeligere, kæmper
Busksteppen med Græslandet om Herredømmet.
De vigtigste Fodergræsser er Anthistiria
australis, Perotis rara, Sporobolus Lindleyi,
Leptochloa subdigitata, Stipa micrantha, fl. Arter af
Aristida, Triodia Mitchelli, Andropogon
nervosus. Græslandet er dels træløs Græssteppe,
hyppigere Savanne med spredte Træer.
Saadanne Savanner trænger fra Randlandskaberne
ind og afløser Busksteppen paa Jordbund, hvor
Grundvandet staar nærmere ved Overfladen,
men de findes tillige langt inde i Fastlandets
Indre, især paa Skraaningerne af Bjergryggene,
og paa Sletterne, som vandes af de fra Bjergene
nedstrømmende Regnbække.
A.’s Flora bestaar af to Floraelementer, der af
Engler betegnes som det palæotropiske og
det gammeloceaniske. Begge findes
blandede overalt i A., dog saaledes, at det
palæotropiske er overvejende mod N., det
gammeloceaniske mod S. Det palæotropiske Element
udgøres af de Slægter, som er udbredte over
større ell. mindre Strækninger af den gamle
Verdens Tropezone, og som kan antages for
største Delen at være indvandrede til A. fra N.
Det omfatter Familier som Pandanaceæ,
Bombaceæ, Lauraceæ, Meliaceæ, Sapotaceæ o. s. v. Det
gammeloceaniske Floraelement omfatter de
Slægter og Familier, som er fælles for den sydlige
Halvkugles tempererede og subtropiske Egne,
f. Eks. Proteaceæ, Epacridaceæ, Restiaceæ,
Nothofagus. Desuden findes et Antal Familier og
Underfamilier, som kun forekommer i A. og i de
nærmest liggende Dele af Jorden, f. Eks.
Casuarinaceæ, Boronieæ (Gruppe af Rutaceæ),
Leptospermeæ (Gruppe af Myrtefamilien) med
Slægterne Eucalyptus, Melaleuca, Leptospermum,
Metrosideros o. fl. fyllodiebærende Akacier.
Om disse Grupper virkelig er opstaaede i A. ell.
blot uddøde i de andre Verdensdele, er usikkert.
Hvad Arterne angaar, er det større Flertal
ejendommelige for A. og sikkert opstaaede der.
Interessante er visse artrige Slægter som Acacia
og Eucalyptus, der findes i alle A.’s Egne, men
i forsk. Arter, hver tilpasset til sin Klimatype.
A. har ingen indenlandske Kulturplanter,
hvilket maa tilskrives den opr. Befolknings lave
Kulturstandpunkt snarere end virkelig Mangel paa
brugelige Planter. Mange af de vilde Planters
Frugter, Løg og Knolde spises derimod af de
Indfødte. (Litt.: Engler, »Versuch einer
Entwickelungsgeschichte der Pflanzenwelt«
[Leipzig 1879—82]; Schimper, »Handbuch der
Pflanzengeographie« [Jena 1898]; Warming,
Oecology of Plants [Oxford 1909]; de to sidste med
rigelige Litteraturhenvisninger).
Dyreverden.
I zoogeografisk Henseende regnes A. og
Tasmanien til den australske Subregion inden for
den australske Region. Denne Region udmærker
sig ved meget tidlig at være blevet adskilt fra
de øvrige Fastlande, saaledes at de senere
opstaaede Dyreformer ikke har kunnet naa
herhen. Dyreverdenen i A. bærer derfor Kridttidens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
