Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Australien
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
hele Fastlandet. Ingen maa gifte sig inden for
samme Klan, og i de fleste Egne af A. er hver Klans
Medlemmer henviste til at tage deres Hustruer
i en bestemt anden Klan, hvorefter Børnene
kommer til at tilhøre en tredie Klan o. s. v. Da
Hustruen ogsaa skal tages i en anden Stamme,
maa forud for Ægteskabet gaa en
Forundersøgelse, om der findes Kvinder af passende
Alder og passende Klan i Nabostammerne. Helst
arrangerer man Bytte mellem Stammerne, ellers
maa Kvindens Stamme ved en passende Betaling
have Erstatning for Kvindens Arbejdskraft. Naar
Ægteskabet er aftalt og Betalingen erlagt, maa
Brudgommen røve Bruden. Hendes Stamme
forfølger ham da, og efter en Skinkamp mellem
Stammerne fejres Brylluppet. Virkelige
Bruderov forekommer selvfølgelig ogsaa. Endelig kan
Kvinder erhverves ved Arv fra Onkler. Polygami
er tilladt, og et større Antal Hustruer gør ved
deres Arbejde Manden rig efter Australnegrenes
Begreber. Om Religionen vides kun lidt.
Australnegrene tror, at Sjælen efter Døden
forlader Legemet, men kan gaa igen. Deraf
kommer Frygten for Aander. I Stammerne findes
Troldmænd, som besværger disse Aander. Sygdom
og Død anses for Følge af Trolddom. De tilskrives
af Troldmændene oftest Nabostammernes
Virksomhed og kan saaledes give Anledning til
hadefulde Fejder. Efter Døden vises i Reglen
Mændenes Lig en vis Omhu. Nogle Steder brændes de,
andre Steder er det Skik at begrave Ligene.
Kvindernes Lig behandles i Reglen mindre
omhyggelig og bliver ofte efterladte til Føde for vilde
Dyr. Hos nogle Stammer spises de Døde.
Australnegrene har lidt meget ved Kolonisationen.
Kolonisterne forstod ikke Australnegrenes
Ejendomsbegreber over for de vilde Dyr, som fandtes
paa deres Omraader, og de Indfødte stod lige
saa fremmede for de europæiske Retsbegreber,
hvorfor blodige Stridigheder maatte udbryde,
hvori begge maatte anse sig for at være i deres
gode Ret. Australnegrene er næsten ganske
udryddede i Victoria, Sydaustralien og New South
Wales; talrigere er de i Queensland,
Nordterritoriet og i Vestaustralien. Ved Folketællingen
1910 anslaas de til 30000, men andre antager,
at der i Virkeligheden findes over 200000. Til at
varetage Australnegrenes Interesser er af Staten
ansat en protector of the blacks.
Den store Hovedmasse af Befolkningen er
indvandrede Europæere og deres Efterkommere.
Af Farvede findes foruden Australnegrene faa
Tusinde Kinesere, Japanesere og Indfødte fra
Stillehavsøerne, mest i Queensland og
Nordterritoriet, hvor de er beskæftigede som Arbejdere i
Plantagerne. Strenge Bestemmelser hindrer og
næsten umuliggør Indvandring af farvede
Arbejdere. (Litt.: Lumholtz, »Blandt
Menneskeædere« [Kbhvn 1887]; Spenzer & Gillen,
The native Tribes of central Australia [London
1899]; Hovitt, Native Tribes of South-East
Australia [London 1904]).
Opdagelseshistorie.
Malajerne paa de ind. Øer har tidlig haft
Kendskab til Nordkysten af A. Den første
Europæer, der vides at være landet i A., er
Portugiseren Godinho d’Eredia, som 1601
besøgte Cap Van Diemen paa Nordkysten, men
som Følge af Handelsrivaliteten mellem de
søfarende Nationer holdtes Opdagelsen hemmelig
og blev først kendt fl. Aarh. senere. 1605 forlod
Hollænderen Willem Jansz Java for at
undersøge Ny Guinea. Han kom imidlertid ind i
Carpentaria-Bugten, hvis Østside han undersøgte.
1606 sejlede Spanieren Luiz Vaz de Torres
gennem Strædet mellem Ny Guinea og A., men
ogsaa denne Opdagelse holdtes hemmelig, og
Ny Guinea antoges at være landfast med A.,
indtil Torres’ Dagbog 1762 fandtes i Arkivet i
Manila. I de flg. Aar kom holl. Skibe fl. Gange
til A.’s Vestkyst paa Rejsen fra Kap til Java,
saaledes besøgte Dirk Hartog, 1616, Kysten
mellem 23° og 26° sydl. Br., hvilken han efter
sit Skib kaldte Eendrachts Land. 1618 landede
Haewich Claesz ved omtr. 21° s. Br.
Endelig besøgte Houtman og Jacob d’Edel
Halvøen Edel-Land under c. 27° s. Br. Da mange
Skibe strandede ved Vestkysten af A., besluttede
Regeringen i Batavia at foretage en nøjere
Undersøgelse af Kysten. I denne Hensigt rejste
Jan Carstensz (1623) fra Batavia langs
Sydkysten af Ny Guinea, tværs over Torres-Strædet,
som han antog for en dyb Bugt, langs Østkysten
af Carpentaria-Bugten, til Staatenrivier (Gilbert
River). Paa Tilbagerejsen opdagede han Arnhem
Land. Nordkysten besøgtes nogle Aar senere
(1636) af Pieter Pieterz. Sydvestspidsen af
A. var allerede 1622 opdaget af den ukendte
Fører af Skibet Leeuwin, medens Pieter Nuyts
(1627) naaede Kysten af Sydaustralien.
Omkr. 1640 var saaledes Kysten fra Torres-Strædet til
Bass-Strædet i sine Hovedtræk kendt,
kun Østkysten var endnu fuldstændig ukendt,
Alle disse Opdagere blev imidlertid langt
overgaaede af Abel Tasman, som efter
Befaling af den af de nederlandsk-indiske Kolonier
saa højt fortjente Statholder Anton van Diemen
1642 afsejlede fra Batavia til Mauritius for fra
denne Ø at sejle mod Ø. og omsejle
A. Allerede 24. Novbr 1642 fandt han et højt
Bjergland, som han kaldte Van Diemens Land,
men som senere er kommet til at bære hans eget
Navn. Uden at undersøge, om Tasmanien var
landfast med A., rejste han videre mod Ø. og
landede 13. Decbr paa Ny Zeeland, som han
kaldte Staaten Land, derefter opdagede han
Tonga-Øerne, Fidschi-Øerne og Bismarcks-Øerne,
gik derefter N. om Ny Guinea og landede 15.
Juni 1643 i Batavia. Det vigtigste Resultat af
Tasman’s Rejse var at modbevise Hypotesen
om et stort sydligt Fastland, som fra høje
sydlige Bredder skulde strække sig over A., men
endnu var det ubekendt, at Ny Guinea og
Tasmanien ikke var landfaste med A. Disse
Spørgsmaal løstes heller ikke ved Tasman’s anden Rejse
(1644), paa hvilken han undersøgte Kysterne af
Carpentaria-Bugten og Kysten af det V. f.
Arnhem Land liggende Tasman Land. De flg. 120
Aar var en død Tid for Opdagelserne. 1696
besøgte Vlaming Mundingen af Swan River.
1699 landede Dampier i Sharks Bay. De
store Fremskridt skete først ved James Cook’s Rejser.
Denne store Opdager udsendtes
1768 fra London for paa den sydlige Halvkugle
at iagttage den Venus-Passage, som foregik dette
Aar. Efter at være landet paa Tahiti og efter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
