- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind II: Arbejderhaver—Benzol /
403

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - autentisk Fortolkning - Auteuil - Authentica - Authenticum - Authenticæ - Auto

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Handlinger ell. allerede gyldig stiftede
Retsforhold; dette bør derfor heller ikke ske under
Formen a. F. Saadanne er i Danmark heller ikke
givne siden Grundloven.
K. B.

Auteuil [o^tö.j], Kvarter i Paris, paa højre
Bred af Seine og ved Indgangen til
Boulogneskoven; tidligere Landsby og fra gl. Tid yndet
Sommeropholdssted for Pariserne. Boileau og
Molière havde Landsteder i A. Madame
Helvetius’ Salon smst. var Samlingssted for Forf.,
Lærde og Statsmænd, og den omtales ofte i de
fr. Memoirer fra 18. Aarh. under Navnet Société
d’Auteuil
.

Authentica (ɔ: lex) kaldtes under de senere
romerske Kejsere en fra Lovgiveren selv direkte
stammende Lov til Forskel fra senere
Omarbejdelser, Oversættelser o. l. A. collatio
(Authenticum, liber authenticarum), den ordrette lat.
Oversættelse af de justinianske Noveller (s. d.),
der i Middelalderen gjaldt for den officielle, i
Modsætning til den af Konstantinopolitaneren
Julian besørgede mere fri Gengivelse. A. Charta
(Authenticum ɔ: instrumentum), et behørigt
udfærdiget, paa formel gyldig Maade udfyldt, og
derfor troværdigt og originalt Dokument i
Modsætning til den blotte Koncept ell. Genpart.
K. B.

Authenticum, d. s. s. Authéntica collatio ell.
charta, se Authentica. I den rom.-kat. Kirke
den Bog, i hvilken de Antifonier og Responsorier,
der skal af synges paa Søn- og Festdage,
indføres efter Rækkefølge.

Authenticæ (Autentiker) benævnes dels
de fuldstændige justinianske Noveller, dels
specielt de Udtog af disse (samt af senere kejserlige
Forordninger), som findes indførte i de 9 første
Bøger af den justinianske Kodeks lige saavel
som hist og her ogsaa i Institutionerne til
Angivelse af de Forandringer og Tilføjelser, som
hidførtes i de nævnte Lovarbejder ved
Novellerne. Kodeks’ A., i alt 233,. hvoraf 13 stammende
fra Forordninger af Kejserne Frederik I og II
(derfor kaldte A. Fridericianae), skyldes den
retslærde Irnerius fra Bologna i 12. Aarh. og
nogle senere Jurister; de var i Beg. kun skrevne
til i Marginen, deres Indføjelse i Teksten skete
først ved Accursius i 13. Aarh. Hvem
Institutionernes A. skyldes, er ukendt; de findes ogsaa
kun i faa Haandskrifter.
K. B.

auto- [↱a^u-] (gr., d. s. s. selv-) anvendes i
mange sammensatte Ord. Det betegner dels
Subjektet, som i Autokrat (Selvhersker),
Automat, Autonomi, Autopsi, Autodidakt, dels
Objektet, som i Autokritik, Autoterapi, Autognosi, dels
et blot Hensyn til Subjektet, som i Autochton.

Auto [sp. ↱awtå, port. ↱autu] (lat. actus), Flertal
Autos, ejendommelig dramatisk Digtform i den
ældre spanske og portugisiske Litteratur. Fra
først af, ja langt ned i 16. Aarhundrede
findes den brugt i Flæng med andre
Benævnelser, som Comedia, Farsa, Entremés; saaledes
har den geniale Portugiser Gil Vicente (d. 1557)
digtet fl. smaa Lystspil med Navnet A. Men i
sidste Halvdel af 16. Aarh. bliver A. den særlige
Benævnelse for en Art religiøse, allegoriske
Skuespil, der især knyttes til Kristi Legemsfest,
1. Torsdag efter Trinitatis (derfor A.
sacramentales
, tidligere ogsaa Farsas sacramentales; man
har imidlertid ogsaa A. til Julefesten og til særlige
Kirkefester), og den optræder som en
Aflægger af Middelalderens »Moraliteter«, medens de
mere hist. Stykker med Emner af Evangelierne
ell. Helgenlegenderne — altsaa en Udvikling af
»Mysterierne« og »Miraklerne« — danner en
anden Gruppe, der kaldes Comedias divinas. Der er
bevaret ikke saa faa A. fra Tiden før Lope de
Vega (navnlig i et enkelt Haandskrift i
Nationalbiblioteket i Madrid, udg. i sin Helhed 1901
[Madrid og Barcelona] af L. Rouanet med Titlen
Colección de autos, farsas y coloquios del siglo
XVI
som 5.—8. Bd af Bibliotheca hispanica)’,
men først under denne store Digters Hænder
faar Genren poetisk Værdi, hvor usmagelig den
end kan være for de fleste Nutidsmennesker, især
Ikke-Spaniere. Personerne er væsentlig
Abstraktioner, personificerede Dyder og Laster og
teologiske Begreber, og selv naar kendte Skikkelser
fra den hellige ell. profane Historie ell. fra
Mytologien indføres, har de oftest en symbolsk Bet. I
Lope de Vega’s El viaje del alma (Sjælens Rejse)
er Personerne saaledes: Kristus, Sjælen, Petrus,
Viljen, Bedraget, Erindringen, Egenkærligheden,
Lysten, Forstanden, Angeren, Djævelen,
Nydelsen, de syv Dødssynder samt Engle, Helgener
o. s. v. Handlingen drejer sig om et ell. andet
Dogme og gaar som oftest ud paa at forherlige
Alterens Sakramente; den versificerede Dialog
bevæger sig mellem mystisk Sværmeri og
skolastisk Spidsfindighed; men man forbavses over,
hvilke poetiske Gnister Nationens store
Digterbegavelser har formaaet at fremlokke af det
vanskelige Stof. Snart støder man paa dybe
Tanker, snart rives man med af den glimrende
Diktion. Den mægtige Kirke, som ellers tit var
fjendtlig stemt mod de dram. Forestillinger, tog
disse Skuespil under sin Beskyttelse, næsten som
et Led af Gudstjenesten: de opførtes paa
offentlig Bekostning, mest paa bevægelige Skuepladser
(carros), med Musikledsagelse og stor Pragt, og
samlede talrige Tilskuermængder af alle
Stænder, idet Folket i dem endog havde et burlesk
Element at fornøje sig over, repræsenteret ved
en lgn. Person som Graciosoen i den verdslige
Komedie. De er i 1 Akt og indledes sædvanlig
med en sungen Prolog og et lille Forspil (Loa);
mellem de enkelte Optrin er der undertiden
indflettet smaa komiske Scener (Entremeses). — Om
Lope de Vega’s A. se Lope de Vega; en
begavet Efterligner af ham var José de Valdivielso
(d. 1638). Det er imidlertid Calderón de la
Barca
, hvem A.’s højeste Blomstring skyldes.
— I Beg. af 18. Aarh. var A.’s Rolle udspillet, da
de moderne Ideer begyndte at faa Indpas i
Spanien, de forbødes 1765, og senere er de ikke
mere komne til Ære og Værdighed, ikke engang
under Ferdinand VII’s bigotte Regimente. (Litt.:
E. González Pedroso, Colección escogida
de autos sacramentales desde su origen hasta
fines del siglo XVII
[Madrid 1865 (ɔ: 58. Bd af
Rivadeneyra’s Biblioteca de autores españoles]).
Fremdeles Schack’s, Ticknor’s, Klein’s
og Schäffer’s Værker over den sp. Litt.’s
Historie samt Menéndez y Pelayo’s Bog om
Calderon. Paa Dansk eksisterer Calderon’s Quién
hallard mujer fuerte?
og La vida es sueno (ikke
at forveksle med Dramaet af samme Navn) i
Oversættelse ved A. Richter: »To gejstlige Festspil

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Dec 20 19:47:37 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/salmonsen/2/2/0439.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free