Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Avebury - ave Cæsar, morituri te salutant - Aveiro, By i Portugal - Aveiro, Dom José de Mascarenhase Lancaster de, portugisisk Konspirator (1708-59) - Avé-Lallemant - Avellaneda, Alonso Fernández de - Avellaneda, Gertrudis Gómez de, sp. Digterinde, 1816-1873 - Avellaneda, Nicolas, argentinsk Statsmand (1836-1885)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
maaske Bronzealderen. Ogsaa dets Bet. er
ganske uvis. Snarest var det en Art Helligdom.
(Litt.: R. Colt Hoare, Ancient Wiltshire,
II, S. 70 ff.; John Lubbock, Prehistoric
times, 1865. S. 53 ff.).
H. A. K.
ave Cæsar, morituri te salutant (lat.), »hil
dig, Cæsar, de til Døden bestemte hilse dig«; de
rom. Gladiatorers Tilraab til Kejseren ved deres
Optræden paa Arenaen.
A. B. D.
Aveiro [ə↱văiru], By i Portugal, Prov. Beira,
ligger 272 km N. f. Lissabon ved en af Smaaøer
opfyldt Lagune (Ria d’A.). (1911) 11523 Indb.
A. har en Havn, hvortil Adgangen dog er meget
vanskelig p. Gr. a. den lavvandede Barre (Barra
nova) i Lagunens Munding. A. er Hovedstad i
Distriktet A., der er 2758 km2 med (1911)
336243 Indb. ell. 110 pr km2. Det er for en stor
Del en lav og fugtig, men yderst frugtbar og
velbefolket Egn.
H. P. S.
Aveiro [[ə↱văiru], Dom José de Mascarenhas
e Lancaster de, portugisisk
Konspirator (1708—59), havde haft
overordentlig Indflydelse, som han havde mistet under
Pombal’s Ministerium, og fattede derfor et
rasende Had baade til Kongen og Ministeren. Fl.
andre Adelige delte A.’s Had til Kongen,
Jesuitterne sluttede sig til de misfornøjede
Adelsmænd, og en Sammensværgelse om at dræbe
Kongen kom i Stand. Natten til 4. Septbr 1758
passede A. og nogle andre Kongen op og fyrede
paa ham, som dog kun blev let saaret.
Ophavsmændene til Attentatet, samtlige Medlemmer af
Familierne A. og Tavora, en Del Jesuitter og
nogle andre Personer blev arresterede. Dommen
faldt 12. Jan. 1759; A. og den gamle Markis
Tavora skulde radbrækkes og stejles; Tavora’s
to Sønner skulde radbrækkes, deres gamle
Moder halshugges med et Sværd, to andre Personer
brændes. Denne barbariske Dom fuldbyrdedes
13. Jan. 1759.
Avé-Lallemant [lalə↱maŋ], 1) F. Chr.
Benedikt, tysk Politimand og Forf. (1809—92), var
først Advokat, senere (1851—68) Politidirektør i
Lübeck. Af hans Værker maa særlig nævnes
»Das deutsche Gaunerthum« (1858—62), »Die
norddeutsche Bundespolizei« (1868) og
»Physiologie d. deutschen Polizei« (1882).
2) Robert, foreg.’s Broder (1812—84), var
1838—55 Læge i Rio de Janeiro, berejste
1858—59 Brasilien, 1869 Ægypten. Han skrev: »Reise
durch Südbrasilien« (1859), »Reise durch
Nordbrasilien« (1860); »Wanderungen durch die
Pflanzenwelt der Tropen« (1880).
Avellaneda [avælja↱næða], Alonso
Fernández de, »Licentiat fra Tordesillas«, er
det Navn, hvorunder en anonym Forf. 1614 i
Tarragona udgav en Fortsættelse af Cervantes’
Don Quijote, hvis 1. Del var udkommet 1605,
medens 2. Del først saa Lyset 1615. I og for sig
er der jo intet at sige til, at en anden saaledes
fortsatte en Roman, der var udkommet for 9
Aar siden, og hvis Forf. ikke selv havde
bebudet nogen 2. Del; men allerede det, at A.
vovede at udgive sin Bog, har bragt de fleste af
Cervantes’ Kommentatorer i Harnisk. Uden alt
Værd er den ingenlunde, skønt A. rigtignok
væsentlig kun bygger videre paa sin Forgængers
gode Ideer. Men hvad der skæmmer den, er en
Del ondskabsfulde, personlige Udfald mod
Cervantes, der da ogsaa giver A. eftertrykkeligt
Svar paa Tiltale i sin 2. Del, baade i dens
Forord og i dens sidste Kapitler. Man har søgt meget
efter A.’s virkelige Navn, men hidtil uden
endeligt Resultat; der har været nævnt
Dominikanerne Andres Pèrez (hvem man har antaget
at være Forf. til Gavtyveromanen La picara
Justina) og Juan Blanco de Paz, der var Fange i
Algier sammen med Cervantes; endvidere
Lyrikeren Bartolomé de Argensola, Pater Luis de
Aliaga, Filip III’s Skriftefader (det er den sp.
Litterærhistoriker Cayetano Rosell’s Mening),
den berømte Dramatiker Juan de Alarcón,
endelig Lope de Vega. Ny Hypoteser er af Blanca de
los Rios y Lampérez, som vil hævde, at den
berømte Skuespildigter Tirso de Molina er
Forfatteren (i Tidsskr. La España moderna, 1897
ff.), og P. Groussac (Une énigme littéraire [etc.],
Paris 1903), der søger at bevise, at Romanen er
af Juan Marti, der tillige under Navn af Mateo
Luján de Sayavedra skal have skrevet den
falske Guzmán de Alfarache. I Revue Hispanique
1903 gendrives imidlertid Groussac udførlig af
R. Foulché-Delbosc. Bogen udgaves paa ny i
Madrid 1732, smst. 1805 og siden i 17. Bd af
Rivadeneyra’s Klassikersamling (1. Bd af
Novelistas posteriores á Cervantes) og Barcelona
1905 (med Indledning af Menéndez y Pelayo).
Paa Fransk er den oversat oftere, saaledes af
Lesage og af A. Germond de Lavigne (Paris
1853), der i Modsætning til den sædvanlige
affejende Kritik over A.’s Arbejde gaar til den
Yderlighed at stille det, om ikke over Cervantes’
2. Del, saa dog jævnsides dermed.
E. G.
Avellaneda [avælja↱næða], Gertrudis
Gómez de, sp. Digterinde, f. 1816 paa Cuba, d.
2. Febr 1873. Hun kom i en Alder af 20 Aar til
Spanien, optraadte som Forfatterinde af Poesier
i Datidens æstetiske Klubber, navnlig Liceo i
Madrid, hvor de dengang talrige Digterinder
samledes, og udgav 1841 et Bd Lyrik med Titel
Poesías, som gjorde stor Opsigt; her viser hun sig
i det hele paavirket af den romantiske Skole,
der havde taget V. Hugo til sit Mønster. Men
senere er hendes Retning væsentlig klassisk, og
hun digter sublime Oder i Quintana’s Stil, med
patriotiske, religiøse og filosofiske Emner,
pragtfulde i Versbygning og Sprogklang. 1846 giftede
hun sig med Don Pedro Sabater, Guvernør i
Madrid, hvem hun mistede efter et ganske kort
Ægteskab; derpaa levede hun en Tid i et Kloster,
optraadte igen som Forfatterinde og ægtede en
Oberst Berdugo, hvem hun fulgte til Habana. Der
døde hendes Mand, og hun levede saa sine sidste
Aar (fra 1864) som Enke i Spanien. For
Skuepladsen skrev hun en Del Tragedier, af hvilke
navnlig Alfonso Munio og Baltasar (ɔ:
Babylonierkongen Belsazar) gjorde megen Lykke og
besidder store Skønheder. La hija del rey René er
en andenhaands Bearbejdelse af H. Hertz’
bekendte Drama. I sine meget romantiske
Fortællinger, hvori fr. Paavirkning er kendelig, naaede
hun ikke saa højt som i sine lyriske og dram.
Frembringelser. Hendes Værker udkom i Madrid
(1869) i 5 Bd.
E. G.
Avellaneda [avælja↱næða], Nicolas,
argentinsk Statsmand (1836—1885). Efter at hans
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
