- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind II: Arbejderhaver—Benzol /
461

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Babylon, gr.-rom. Navn paa den i Oldtiden folkerige og blomstrende Stad ved Eufrat

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

forfølge omtr. 4 km i Retning mod SØ. Længere
inde, altsaa V. f. denne Mur, findes en anden
Mur, der løber omtr. i samme Retning og kan
forfølges 1600 m. Murene er af ubrændte Mursten;
de har i Oldtiden vistnok været ikke lidet
højere end de levnede Rester, muligvis ogsaa
en Del bredere. Omtr. 2250 m S. f. Babil, ikke
langt fra Eufrat, ligger den store, ovf. omtalte
Ruinhøj Kasr, i hvilken den tyske Ekspedition
har fremdraget Rækker af Fund af allerstørste
Interesse. Dybest nede er der her (ligesom nederst
i Strækningen Merkes) fundet Rester med
Kileindskrift fra de ældste semitiske Kongers
Dage i B., fra 2000 f. Kr. og tidligere, ligesom
fra de flg. Aarh. Her har altsaa de ældste
semitiske Konger i B. haft deres Kongesæde; men
alle disse gamle Bygninger er forlængst forsvundne.
Derimod fandtes der i Højen talrige
Rester af et yngre Kongepalads, som man med
megen Rimelighed henfører til Kong Nabopalassar
(625—04). Men dette maatte under Kongens
Søn og Efterfølger Nebukadnezar (604—561)
vige for en ny storartet Kongeborg, af hvilken
der dog kun er uformelige Grusdynger tilbage,
Man har ogsaa ment, at her laa »de hængende
Haver«. — Igennem Kasr løb i Oldtiden i Retning
fra N. til S. Hovedgaden i B., en Art »hellig
Vej« ell. Processionsgade, hvorigennem religiøse
Optog, Kongers Indtog o. l. førtes. Billedstøtten
af den fornemste Gud i B., Merodak, førtes
vistnok ved visse Højtideligheder i glimrende
Optog denne Vej. Opr. laa denne Processionsvej
langt dybere, men da de tilstødende Strækninger
højnedes, og da der her opførtes nye, høje
Bygninger, maatte Vejen lægges om. Som det er
blevet paavist af den tyske Ekspedition, lod
Nebukadnezar her anlægge en mægtig Opfyldning,
saaledes at den ny Processionsgade kom
til at ligge i et langt højere Niveau end den
ældre. Paa sine Steder var der maaske fra den
højt liggende Vej en vid Udsigt over den store
By. For Resten havde Gaden paa begge Sider
Mure, der var prydede med Billeder af Løver,
fabelagtige Dyr o. l., som var sammensatte af
emaillerede Teglsten i fl. Farver. Større og
mindre Brudstykker af disse Figurer er blevne
fundne af den tyske Ekspedition, der har bragt
en Del til Berlins Museum, hvor det er lykkedes
at restaurere en Del Figurer. Allerede ved de
første Undersøgelser, de tyske Lærde foretog i
B., blev de opmærksomme paa Stykker af
emaillerede Teglsten, der laa i Overfladen paa nogle
Steder i Kasr. Her begyndte de deres Udgravninger,
som førte til Opdagelsen af Processionsvejen,
og hvad dertil hørte. Ikke meget langt fra
Kongeborgen fandtes ved Vejen ret vel bevarede
Rester af en monumental Port, der var helliget
Gudinden Istar. Ikke langt fra denne fandtes et
Tempel, hvis Grundplan Udgravningerne har
lært os at kende. Det var efter Indskrifterne
helliget Gudinden Nin-mag, et sumerisk Ord, der
betyder »den store Moder«. Den 3. store Ruinhøj
i B. ligger omtr. 1 km S. f. Kasr og nævnes
Tell-Amran efter den muhammedanske Helgen
Amran, Søn af Ali, til Ære for hvem der paa
Toppen af Højen i Middelalderen er opført et
Par Kuppelbygninger. I Højen er fundet Rester af
den fornemste Helligdom i B., Templet E-Sagila,
der var viet til Merodak, Hovedguden i B. I
Nærheden, lidt længere mod N., laa en anden
berømt Bygning, som i Indskrifterne kaldes
E-Temenanki. Midtpunktet var en høj,
taarnagtig Bygning, der spillede en stor Rolle i
Folkeoverleveringen, ikke blot i B., men ogsaa
hos fremmede Folk (Taarnet i B.). I ikke lang
Afstand mod S. laa to Templer, hvis Rester
er opdagede og udgravede af den tyske
Ekspedition. Det ene var helliget Krigsguden Ninib.
Foruden de tre omtalte Høje i B., har en fjerde
Strækning givet godt Udbytte ved Udgravningen.
Grushøjene er her ikke saa høje, da der her
laa mere beskedne Bygninger. Stedet ligger Ø.
f. Tell-Amran og hedder Merkes. Her laa i
Oldtiden Forretningskvarteret i B. Man har her
fundet mange Tavler, indeholdende Aktstykker
i Kileskrift fra det daglige Liv, desuden Rester af
Brugsgenstande, Ringe, Prydelser, Potteskaar
o. s. v. Her er ogsaa fundet Grave, men de
Døde var ikke rigt udstyrede med Gravgods.
Af andre Fund i B. maa nævnes Rester af
Kajmure af brændte Mursten ved Eufrat og af en
Bro over Floden, opført af Sten. — Den første
videnskabeligt dannede, europæiske Rejsende,
der besøgte B., var den kat. Generalvikar J. de
Beauchamp. Han kom 1785 tilbage til Paris,
medbringende Kileindskrifter og Oldsager af
forsk. Art. Hans Opdagelser vakte fortjent
Opmærksomhed og havde bl. a. til Følge, at det
Engelsk-Ostindiske Kompagni gav sin Resident
i Basra Ordre til fra B. at skaffe Sten med
Indskrift. Resultatet blev Ankomsten til London
af det udmærkede Mindesmærke, kendt som
East India House Inscription. Ingen kunde læse
et eneste af de mange Tegn, og man anede intet
om, hvad Tid den var fra. Men netop ved samme
Tid begyndte man i Europa at tyde de første
Kiletegn. Nu har man længe vidst, at Stenen
fortæller om den fra Biblen saa vel kendte
Kong Nebukadnezar’s store Byggeforetagender
i B. Nogle Aar efter besøgtes B. af Engelskmanden
Rich, som beskrev Ruinerne. Senere er disse
blevne undersøgte og beskrevne af forsk.
Oldgranskere, bl. a. af Sir A. H. Layard, Sir H.
Rawlinson, Loftus, Taylor, J. Oppert og Fresnel, George
Smith, Hormudz Rassam o. a. Flere af disse
har ogsaa foretaget Udgravninger i Ruinerne,
men de Midler, de havde til Raadighed, var
alt for ringe til, at der ved dem kunde vindes
noget dybere Kendskab til det gamle B. og dets
Topografi. Det er først, efter at det tyske
Orient-Selskab i Berlin, der har betydelige Midler til
Raadighed, fra 1899 har taget den systematiske
Udgravning af B. i sin Haand og aarligt fortsat
denne med stor Omhyggelighed, at man nu har
visse faste Punkter at holde sig til. — B. er
uden Tvivl lige saa ældgammel en Stad som de
andre Byer i Babylonien, hvilke Udgravningerne
har lært os at kende. Den var uden Tvivl
en Gang en sumerisk By. Templernes Navne er
sumeriske, men da B. træder op i Historien, er
den semitisk. Det »første Dynasti« i B. bestaar
af Konger med semitiske (babylonske) Navne,
og som i Reglen anvender bab. Sprog (saaledes
i Hamurabi’s Love og Breve). De hersker
stundom over hele Babylonien, men de maa fra et
vist Tidspunkt nøjes med en Del af Babylonien,

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Dec 20 19:47:37 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/salmonsen/2/2/0499.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free