Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - babylonsk Ret
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Dommerne og Skatteopkræverne ude i
Landet, var et stærkt, autokratisk styret
Kongedømme. »Dette er de Retsbestemmelser«,
hedder det i Efterskriften til Lovene, »som den vise
Kong Hammurabi har fastsat og lært Landet
som retfærdig Lov og from Vedtægt. Jeg er
Hammurabi, den beskyttende Konge. Mine Ord
er vel overvejede, min Visdom er uden Lige«.
Her er ingen Antydning af nogen Billigelse af
Folket, de Ældstes Raad e. l. Det er
Herskeren, der forkynder sin Villie. Og i
Modsætning til f. Eks. det ægyptiske Kongedømme
er det babylonske i sit Væsen verdsligt. I Lovene
lige saa lidt som i andre Indskrifter findes noget
Vidnesbyrd om, at Præsteskabet i Kraft af sin
religiøse Myndighed har indtaget en vedvarende
politisk Magtstilling.
Statsmagten var allerede stærkt udviklet.
Af den opr. Stammeforfatning med dens
primitive Retsinstitutter var saa godt som intet
tilbage. Blodhævn kendtes saaledes ikke. Al
Strafferet var offentlig. De Enkelte saavel som
Slægterne maatte bøje sig under Statens
Myndighed. Og alt i Rigets Styrelse synes at have
været Genstand for Kongens personlige
Omsorg. Herom vidner navnlig Brevene og
Befalingerne. I Fortalen til Loven minder
Hammurabi om, at han har renset Landet for
Røverbander. Men i øvrigt nævnes krigerske
Bedrifter ikke i Indskriften. Det gamle Babyloniens
Konge er først og fremmest den store Fredens
Fyrste, der sørger for sit Folks aandelige og
materielle Kultur og skaffer Retten Gyldighed
i Landet. Det babylonske Kongedømme var et
kraftigt, maalbevidst Autokrati. Men dets
Grundvold var Loven. Allerede et Aartusinde før
Hammurabi (c. 3000 f. Kr.) synes den ældste
Sædvaneret at være blevet nedskrevet og
lovfæstet. Bl. Mindesmærkerne findes
Retsdokumenter, der stammer fra en Tid langt forud for
Hammurabi, og som anfører ell. henholder sig
til før-semitiske Love. (Af saadanne Optegnelser
er fundet enkelte Fragmenter af de saakaldte
sumeriske Familielove). Og hele
Hammurabi-Dynastiets Statsstyrelse er fremfor alt
præget af Herskernes Stræben efter at skabe og
hævde et Lovens Herredømme.
Den private Ejendomsret var klart
anerkendt og beskyttet ved Lovene.
Vindikationsretten var saaledes strengt gennemført. Ogsaa
Grundejendom var Genstand for Privateje. Bl.
de fundne Retsdokumenter findes en Del
Kontrakter ang. Køb og Salg af Hus og Jord allerede
fra Tiden før Hammurabi. Den Enkeltes
personlige Ære var beskyttet. Falsk Angivelse
straffedes saaledes med Døden. Og den Enkeltes
personlige Frihed var ligeledes værnet
ved Lovene. Til Betaling af sin Gæld havde
Skyldneren saaledes vel Ret til at sælge sin
Hustru, Søn ell. Datter, men efter Hammurabi’s
Love skulde Køberen efter tre Aars Forløb give
Slaven fri. (Smlg. den ældste israel. Ret:
Frigivelse af den mandlige Slave efter 6 Aars
Tjeneste, 2. Moseb. 21, 2). — Ifølge Lovene havde
Husfaderen som Familiens Overhoved vel en
næsten uindskrænket Myndighed ogsaa over
Hustruen. Men en Række Indskrifter viser,
at Hustruen faktisk agtedes og æredes som
Mandens Medhjælp og Børnenes Moder. Medens
Polygami i den senere bab. og i den assyriske
Tid var ret alm., forudsættes det i Hammurabi’s
Love blot som en sjælden i ganske særlige
Forhold begrundet Undtagelse. Hovedreglen var, at
en Mand havde en Ægtehustru (assatu).
Derimod var det ikke saa ualmindeligt, at en
Mand foruden sin Ægtehustru havde en Medhustru
(sugitu). Men ogsaa Mandens Ret til at
tage en Medhustru var stærkt begrænset. Som
retsgyldig Grund nævnes i Lovene kun
Hustruens Barnløshed. Forældremyndigheden
tilkom baade Faderen og Moderen. Af
Kontrakterne fremgaar det nemlig, at Moderen lige saa
vel som Faderen med Retsvirkning kunde
indgaa forpligtende Retshandler paa Børnenes
Vegne. Formueretlig synes Hustruen
gennemgaaende at have været ligestillet med Manden.
Den Medgift (seriktu, tirhatu), Hustruen bragte,
var Hustruens personlige Ejendom. Kun havde
Manden en vis Brugsret, saa længe Ægteskabet
bestod. Manden kunde skænke Hustruen en
Gave. Navnlig synes det at have været alm., at
Manden gav Hustruen en Morgengave (nudunnu).
Ogsaa disse Gaver var Hustruens Særeje. For at
Ægteskabet kunde være gyldigt, maatte der være
oprettet lovformelig, skriftlig Kontrakt. I denne
Kontrakt kunde da Hustruen til Beskyttelse mod
Mandens Kreditorer faa indført den
Bestemmelse, at hun ikke med sit Særeje skulde være
ansvarlig for Mandens Gæld før Ægteskabet.
Paa samme Maade synes i øvrigt ogsaa Manden
at have kunnet sikre sig mod Hustruens
Kreditorer. For den Gæld, den ene af Ægtefællerne
stiftede under Ægteskabet, var begge solidarisk
ansvarlige. Efter de sumeriske Love var
Mandens Ret til Skilsmisse ganske ubegrænset.
Men heri var der paa Hammurabi’s Tid
sket en væsentlig Forandring. Mandens Ret var
blevet begrænset. Og der var aabnet Hustruen
Adgang til i visse særlige Tilfælde at faa
Skilsmisse ved Dom. Den ugifte Kvinde
synes personlig og formueretlig i alt væsentligt
at have været ligeberettiget med Manden. Efter
Lovene var Datteren vistnok kun arveberettiget,
hvis Faderen ikke havde skænket hende
Medgift. Men af Kontrakterne synes det at
fremgaa, at Døtrene arvede lige med Sønnerne, blot
at deres Medgift blev afkortet. Var der ingen
Sønner, delte Døtrene — med indbyrdes
Afkortning — hele Boet imellem sig. — Ligesom i
Oldtidens andre Stater betragtedes Slaven
som Herrens Ejendom. Slaven bar derfor
Ejerens Mærke indbrændt. Men faktisk anerkendtes
Slaven i en Række Forhold som selvstændig
Personlighed. Han kunde saaledes eje
Særformue. Og han kunde retsgyldigt indgaa
Ægteskab med en fribaaren Kvinde. Slaven kunde
frigives af Herren. Men han kunde ogsaa for
sin sammensparede Arbejdsfortjeneste selv købe
sig fri.
Den Enkeltes Ret var beskyttet ved Domstolene.
Lovenes Bestemmelser om Dommeres
og Vidners Ansvar viser, at den en Gang
fastslaaede Ret krævedes strengt haandhævet.
Domstolene var som Regel kollegialt
sammensatte. Og Dommerstillingen var højt anset. Om
Rettergangsformerne findes i de hidtil
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
