Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Bacon, Francis, eng. Filosof og Statsmand (1561-1626) - Bacon, John, engelsk Billedhugger (1740-99) - Bacon, 1) Nicholas, Sir, eng. Statsmand (1509-79) - Bacon, 2) Anthony (1558-1601)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
(1623), The new Atlantis (1624. udg. af hans Elev
Rawley 1627), der ganske kort giver B.’s
Opfattelse af den ideale Stat, og en
Anekdotesamling Apophthegms (1624). Et Forsøg, han
vilde anstille med Sneens antiseptiske Virkninger,
paadrog ham en Bronkitis, der voldte hans Død.
En Samling naturvidenskabelige Iagttagelser
udgaves efter hans Død under Titlen Sylva
sylvarum (1627).
Hovedretningen i B.’s Filosofi er tydeligt
angivet ved Hovedværkets Titel: »den nye Logik«
stilles op imod Aristoteles Organon. Maalet er
en Fornyelse af Videnskaben (instauratio
magna), og Vejen til denne Fornyelse er den
erfaringsmæssige Metode, som han stiller op som
Modsætning til Skolastikkens Deduktion. B.’s
videnskabelige Bet. ligger væsentligt paa to
Punkter; det første er hans energiske Kamp
mod den gl. Skolastik og mod de Autoriteter, den
støttede sig til, det andet er hans fine Forstaaelse
for Grundlinierne i den naturvidenskabelige
Forskning. Imod Andenhaandsviden og Autoritetstro
hævder B. Induktionen (som Iagttagelse
og Eksperiment) og udformer nærmere de
induktive Metoder. Den første Metode kalder han
tabula essentiæ et præsentiæ; naar to
Fænomener følger hinanden, slutter vi til et
Aarsagsforhold. Videnskabelig Sikkerhed giver denne
Metode ikke, den betegner kun en enumeratio
simplex. Den næste Metode, tabula declinationis
sive absentiæ in proximo, tager ikke blot
Hensyn til de positive Tilfælde, men ogsaa til de
negative. Man maa undersøge, om ogsaa
Fraværelsen af det ene Fænomen medfører
Fraværelsen af det andet. Og endelig udtrykker
den tredie Metode, tabula graduum, den
Fordring, der er Grundlaget for al Naturvidenskab:
at man skal anvende Talbegrebet paa
Erfaringen i saa vid Udstrækning, som det er
muligt (Novum organum, 2. Bog). Med Urette
er disse induktive Metoder senere tilskrevne I. S.
Mill, der tilføjede en fjerde værdiløs. For at
kunne anvende Induktionen paa rette Maade er
det endvidere nødvendigt, at man gaar til
Værket uden Fordomme, og B. giver da Anvisning
paa de alm. Farer for Forskeren. Han kalder
disse idola mentis og skelner mellem fire Arter,
Idola tribus skulde udtrykke, at vi er tilbøjelige
til at se Tingene ex analogia hominis i St. f. ex
analogia universi. De kaldes saaledes, fordi de
er fælles for hele Menneskeslægten; som
Eksempler tages urigtig Overføring af det, vi anser
for det fuldkomne, paa Naturen, Antagelsen af
»Hensigtsaarsager« samt al Overtro. Idola specus
(efter et Billede fra Platon’s Rep. VII) betegner,
at individuelle Forskelle uretmæssigt gør sig
gældende under Forskningen, idola fori
udtrykker det tomme Ords Magt over Sindene og idola
theatri de overleverede Teoriers Indflydelse. B.
tænker her væsentligt paa den Skolastik, der
endnu beherskede de fleste Univ. (Novum
organum, 1. Bog). Endvidere har han anteciperet
Galilei’s Teori om Sansekvaliteternes Subjektivitet
og opstillet den Sætning, at Materiens
Totalsum hverken kan forøges eller
formindskes. B.’s videnskabelige Begrænsning ligger
først og fremmest i hans manglende Forstaaelse
for Deduktionens Bet.; selve Induktionen er
formelt-logisk set Syllogismer, og Matematikken er
strengt deduktiv. Kun der, hvor B. retter sin
Polemik mod tomme, logiske Spidsfindigheder,
har han Ret. Endvidere er hans egne fysiske
Undersøgelser meget unøjagtige og fantastiske;
B. er paa en Maade Repræsentant for »den raa
Empiri« i Modsætning til den induktive
Forskning, der virkelig forstaar paa rigtig Vis at
arbejde med Hypoteser. Han kaldte sig selv for
»Erfaringsvidenskabens Herold«, og der hviler
det tragiske over hans Forsken, at medens
han paa genial Maade opstillede den abstrakte
Metodelære, som han ikke selv formaaede at
anvende paa Naturen, var, uden at han kendte
noget dertil, den moderne Fysik grundlagt af
Galilei. Stilistisk er hans Arbejder meget
ejendommelige; bag ved dem mærker man overalt
en ualmindelig kraftig og selvstændig
Personlighed. Blandt alle Udgaverne af B.’s Værker skal
fremhæves Ellis’, Spedding’s og Heath’s
(7 Bd, 1870), og den mindre Udg. heraf ved
John M. Robertson (1905). (Litt.:
Spedding, Letters and life of Lord B. [London
1862—74]; Craik, B., his writings and his
philosophy [London 1846—47]; Remusat, B., sa
vie, son temps, sa Philosophie et son influence
[Paris 1854]; K. Fischer, »B. von Verulam,
die Realphilosophie und ihre Zeitalter« [Leipzig
1856]; Liebig, Ȇber Francis B. von Verulam
und die Methode der Naturforschung« [München
1863]).
A. T-n.
Bacon [beikn], John, engelsk Billedhugger
(1740—99), droges fra Porcelænsmaleriet,
hvormed han først var sysselsat, til Skulpturen og
opnaaede snart Dygtighed i Behandlingen af
Marmoret. Hans Statue af Mars og Busten af
Georg III bragte ham megen Ære og mange
Bestillinger, hvilket Skulpturerne i St Paul (bl.
a. Dr. Johnson’s Mindesmærke), i Christ Church
i Oxford, Westminster Abbedi (bl. a. Monumentet
over Will. Pitt) m. fl. St. bærer Vidne om. B.
optraadte ogsaa som (metodistisk) Forf. R. Cecil
skrev 1801 hans Biografi.
A. Hk.
Bacon [beikn], 1) Nicholas, Sir, eng.
Statsmand (1509—79), blev 1533 Sagfører og fik
1546 under Edvard VI en indbringende Post,
men var som Protestant i Unaade under
Dronning Marie. Fra sin Ungdom en fortrolig Ven og
senere Svoger af Will. Cecil kom han ved dennes
Indflydelse til at indtage en fremragende politisk
Stilling, da Elisabeth 1558 var kommen paa
Tronen. I Decbr s. A. blev han Storseglbevarer
og 1559 Lordkansler, samt havde væsentlig Del
i hendes Kirkeordning. Ogsaa for Undervisningens
Værd havde han Øje og foreslog allerede
1539 at bruge det inddragne Klostergods til en
højere Skole fremfor at splitte det imellem
Kongens Venner. Opr. fraraadede han Dronningen
(1560) al Indblanding i de skotske Forhold, men
senere var han stærkt indtaget imod Marie
Stuart; ogsaa misbilligede han Dronningens
paatænkte Ægteskab med den franske Prins,
Hertugen af Alençon.
2) Anthony, foreg.’s Søn (1558—1601)
maatte for sit Helbreds Skyld i en lang Aarrække
(1578—91) bo i Sydfrankrig (Montauban), men
vedligeholdt her en fortrolig Forbindelse mellem
den eng. Regering og de fr. Protestanter. Efter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
