Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Baden, Storhertugdømme i det sydvestlige Tyskland
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Forviklinger og arbejdede for Landets indre
Udvikling. Christoph I (d. 1527) delte B. mellem
sine tre Sønner, af hvilke den ene snart døde,
medens de to andre stiftede Linierne
B.-Baden og B.-Durlach.
Bernhard III (d. 1536), Stifteren af Linien
B.-Baden, og hans Søn Philibert var gunstig
stemt mod Reformationen, men Sønnesønnen,
Philip II, der var jesuitisk opdraget, indførte
1572 med Magt Modreformationen i sit Land.
Stifteren af den endnu levende Linie B.-Durlach,
Ernst, var ogsaa gunstig stemt mod
Reformationen, som blev antaget 1556 af hans
Søn Karl II. Under Trediveaarskrigen led B.
overordentlig meget, og det religiøse og
politiske Herredømme skiftede gentagne Gange i
begge Markgrevskaberne; ved den westfalske
Fred beholdt dog begge Linier deres
Besiddelser, men Befolkningen var svundet ind til 1/4.
Under Ludvig XIV’s Krige led B. frygteligt ved
de fr. Hæres Hærgninger, skønt Markgreve
Ludvig Vilhelm I af B.-Baden (d. 1707)
vandt sig megen Berømmelse i Kampen mod
Franskmændene. Karl Vilhelm af B.-Durlach
grundede 1715 Residensen Karlsruhe, der p. Gr.
a. de trange Tider maatte bygges af Træ;
under hans Søn Karl Frederik (1738—1811),
en Repræsentant for den oplyste Enevælde,
havde B. en 50-aarig Fred og blomstrede
stærkt op. Da Linien B.-Baden uddøde 1771,
tilfaldt dens Lande Linien B.-Durlach; Karl
Frederik herskede derefter over 3500 km2 med
190000 Indb.
De fr. Revolutioniskrige bragte B. i en vanskelig
Stilling; men som Frankrigs Forbundsfælle
opnaaede Karl Frederik en betydelig Landudvidelse
og Kurfyrstetitlen (1803), og ved Freden
i Pressburg 1805 gav Napoleon ham det
tidligere østerrigske Breisgau m. m. 1806, efter
det tyske Riges Opløsning, tiltraadte B.
Rhin-Forbundet, fik nye Udvidelser og blev et
Storhertugdømme. Som Napoleon’s
Forbundsfælle mod Preussen og Østerrig vandt Karl
Frederik nye Besiddelser og efterlod ved sin Død
(1811) et Rige paa 15000 km2 med 975000 Indb.
til sin Sønnesøn Karl Ludvig, gift med
Napoleon’s Adoptivdatter Stéphanie Beauharnais.
I det russ. Felttog 1812 og i Kampene 1813
kæmpede de badensiske Tropper paa fr. Side,
men Novbr 1813 løste B. sig fra Forbundet med
Napoleon og kæmpede mod ham 1814—15. —
1815 tiltraadte B. det tyske Forbund, og 1817
ordnedes ved Lov Arveforholdene, saaledes at
Riget udelt skulde nedarves i den fra Karl
Frederik’s andet Ægteskab stammende
Hochberger-Linie. 22. Aug. 1818 gav
Karl Ludvig — for at knytte Befolkningen til
Fyrstehuset — en repræsentativ Forfatning, der
længe var den mest frisindede i Tyskland.
Storhertug Karl døde 1818 og efterfulgtes af sin
Onkel, Storhertug Ludvig, der var reaktionær
og snart kom i en heftig Strid med andet
Kammer, der blev bragt til en foreløbig Afslutning
1824, da Regeringen ved et voldsomt Valgtryk
fik valgt en føjelig Landdag, som vedtog visse
reaktionære Ændringer i Forfatningen. Dog var
Ludvig’s Regering ikke uden positive
Resultater; Finanserne blev saaledes bragt paa en
god Fod, de kirkelige Forhold ordnede, og den
højere Undervisning nød Fremme (den
polytekniske Højskole i Karlsruhe grundlagdes 1825).
Da Ludvig døde barnløs 1830, kom med
Storhertug Leopold den yngre Hochberg’ske
Linie til Regeringen. Leopold var frihedsvenlig,
ophævede sin Forgængers reaktionære
Forfatningsændringer og gennemførte en Mængde
tidssvarende Reformer, saaledes Afskaffelsen af
Hoveri og Tiende, Indførelse af Pressefrihed, ny
Kommunalordning, forbedret Retspleje,
Almueskoler og tekniske Skoler. 1835 sluttede B. sig
til den tyske Toldforening, 1838 vedtoges
Jernbanen Mannheim-Basel, den første Statsbane i
Tyskland. I Residensstaden Karlsruhe grundedes
nye Institutioner for Videnskab og Kunst.
Statsraad Nebenius og Minister Winter var
de betydeligste Kræfter i dette Reformarbejde.
— Imidlertid kunde Regeringen dog ikke
tilfredsstille den stadig voksende radikal-demokratiske
Bevægelse. Pressefriheden blev saaledes
taget tilbage allerede 1832 efter den
konservative tyske Forbundsdags Beslutning, og da
efter Winter’s Død (1839) den reaktionære
Blittersdorf fik Ledelsen af Ministeriet og
søgte at bekæmpe Frihedspartierne i andet
Kammer, blev Spændingen meget stærk mellem
dette og Regeringen. Blittersdorf maatte træde
tilbage og efterfulgtes af Bekk, der søgte at
føre en forsonligere Politik og opnaaede at
spalte Oppositionen i »liberale« og »radikale«.
Regeringens vaklende Holdning kom dog
nærmest til at gavne det radikale Parti.
Revolutionen 1848, der udgik fra
Frankrig, fandt derfor særlig god Jordbund i B., og
skønt Regeringen viste sig imødekommende og
lovede nye Reformer, udbrød der dog i Apr.
under Ledelse af Agitatorerne Hecker og
Struve en væbnet Opstand, der imidlertid
hurtigt blev slaaet ned af tyske Forbundstropper
i Kampen ved Kandern. Struve’s Opstand
Septbr s. A. blev ligeledes dæmpet. Alvorligere
Karakter fik Oprøret Maj 1849, der foranledigedes
ved, at Kongen af Preussen afslog
Nationalforsamlingens Tilbud om den tyske Kejserkrone
og derved bragte Arbejdet for Tysklands
Enhed, der var et af de vigtigste Punkter paa
Frihedspartiernes Program, til at strande;
Tropperne sluttede sig til dette nye Oprør,
Storhertugen flygtede til Elsass, og en provisorisk
Regering erklærede B. for en Republik.
Preussiske Tropper under Prins Vilhelm rykkede
ind i B., slog de Revolutionære ved Wayhäusel
(20. Juni) og ved Rastatt og genoprettede
Ordenen, saa Storhertugen kunde vende hjem 18.
Aug. Oprørslederne blev strengt straffede.
Føreren, Polakken Mieroslawski, blev skudt
i Rastatt. Storhertug Leopold var saa stærkt
rystet ved disse Begivenheder, at han faldt i en
svær Sygdom og døde (24. Apr. 1852). Han
efterfulgtes af sin næstældste Søn, Frederik,
der først var Regent for sin ældre aandssvage
Broder Ludvig og (fra 1856) selv Storhertug.
Reaktionære Tendenser gjorde sig gældende i
B. som i andre tyske Stater efter Revolutionen,
men i mindre Grad. Storhertug Frederik viste
sig tro mod Forfatningen. En Strid mellem
Statsmagten og den kat. Kirke endte 1861 med,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
