Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Balder, nordisk Gud - Baldersbraa (Balbraa, baldinbrá), Blomsternavn - Balder's Drømme - Baldeschi, se Baldus - Baldi, Bernardino, ital. Digter og Matematiker (1553-1617) - Baldingera, se Rørgræs - Baldini, Baccio, ital. Guldsmed og Kobberstikker fra 15. Aarh. - Baldinucci, Filippo, ital. Kunsthistoriker (1624-96) - Baldissera, Antonio, ital. General (1838- )
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Uden for Norden findes ingen sikre
Spor af Guden B.’s Tilværelse; og i gamle eng.
og tyske Digte bet. Ordet B. blot »Herre«; med
denne Bet. bruges det i det hedenske Merseburgdigt
om Vodan ell. en anden af Guderne. Dog
maa vi, ud fra de nordiske Kilder, formode, at
Navnet B. i en forhistorisk Tid har været fæstet
særlig ved en enkelt Gud (jfr Frey, der ogsaa
bet. »Herre«). Da Myten om B. helt drejer sig
om B.’s Død, har man i nyere Tid som den
sandsynligste Forklaring søgt hans Udspring i
det vidt udbredte Mytemotiv: Afgrødens og
Vækstlivets Vætte ell. Guddom, der ved
Høsttiden dræbes; derfor ogsaa Klagen over hans
Død, samt den unge Hævner ɔ: næste Aars nye
Vækstkraft. Ældre Forskere tolker derimod hans
Udspring som det døende Sollys. Myten om ham
er af Digterne uddannet paa ejendommelig
Maade og tøjet ind i den ved Hedenskabets
Slutning saa rige Odinsdigtning.
Den norske Videnskabsmand Sophus Bugge
har fremsat en ejendommelig Opfattelse af
Balder-Sagnet. Han mener, at Sagnet fra først af har
været en Heltedigtning (Sakse’s Fortælling), en
Omplantning af det gr. Achilleus-Sagn, og først
ved Indpodning af kristne Forestillinger er det
blevet Gudesagn (det norsk-isl. Balder-Sagn).
I sin Helhed har denne Opfattelse ikke vundet
Tilslutning; men det er vel muligt, at Sagnet er
paavirket af kristne Forestillinger; saaledes
synes Beretningen om Høder’s Blindhed laant fra
Legenden om den blinde Longinus, der
gennemborede Kristus.
Balder-Sagnet er i nyere Tid behandlet af fl.
Digtere; Ewald’s »Balder’s Død« (1773) grunder
sig paa Sakse, Oehlenschläger’s »Baldur hin
Gode« (1807) paa Snorre’s Edda. (Litt.: Bugge,
»Studier over nordiske Gude- og Heltesagns
Oprindelse«, 1.Del [1881—89]; A. Olrik,»Kilderne til
Sakse’s Oldhistorie«, 2. Del [S. 13—46]; Frazer,
The Golden Bough [fl. Udg.]; Kauffmann,
»B.« [1902]; Schück, »Studier i nordisk
litteratur- og religionshistoria« [2. Del:
»Balders-Sagan«, 1904]; A. Olrik, »Danmarks
Heltedigtning« [2. Del, S. 256]; se Mytologi, nordisk,
og Ballerune).
A. O.
Baldersbraa (Balbraa, baldinbrá),
findes som Blomsternavn hos næsten alle
nordiske Stammer, paa Island og Færøerne, i Norge,
Sydsverige, Danmark og Nordengland. Ved dette
Navn betegnes nu fl., noget forsk., Planter, især
Anthemis Colula og Matricaria inodora. Disse
Urter ligner hverandre deri, at de har
Samboblomster med gul Skive og hvide Straaler.
Om Navnet B. (ɔ: Balder’s Øjenhaar) giver Snorre
i sin Edda den Oplysning, at den Urt, som var
»den mest straalende af alle«, er blevet
sammenlignet med Balder’s Øjenhaar. Muligvis dog blot
hørende til en Ordstamme bal, hvid.
(Hj. F.). A. O.
Balder’s Drømme (Baldrs draumar, ogsaa
kaldet Vegtamskviða ɔ: Vejtams [den vejvantes,
Odin’s] Kvad) er et meget kort og rimeligvis
noget mangelfuldt overleveret Eddadigt, der
handler om Gudernes Raadslagninger i Anledning af
Balder’s faretruende Drømme; Odin rider ned
til Underverdenen og opvækker der en afdød
Vølve (Spaakvinde) og tvinger hende til at forudsige
Balder’s Skæbne. Digtet hører til de bedste
og ældste Eddadigte ved dets kortfattede og
klare Fremstilling og kernefulde Sprog.
F. J.
Baldeschi [-↱dæski], se Baldus.
Baldi, Bernardino, ital. Digter og
Matematiker (1553—1617). Hans store Lærdom,
navnlig i Matematik og de eksakte Videnskaber, gav
Anledning til, at Hertugen af Guastalla tog ham
i sin Tjeneste og skænkede ham et gejstligt
Embede; men i denne Stilling lagde han sig ud
med alle Mennesker, han kom i Berøring med,
boede derefter længe i Rom hos Kardinal Cinzio
Aldobrandini og var ved sin Død ansat ved
Hertugen af Urbino’s Hof. B. var en frugtbar Forf.;
han har skrevet hist. Værker, som Vita di
Guidobaldo I, duca d’Urbino, filologiske og teologiske
Skr, som forsk. Oversættelser af Dele af Biblen
med Kommentar, Studier over de gr. og rom.
Matematikere og Fysikere, en Samling Levnedsbeskrivelser
af navnkundige Matematikere o. m. m.
Som Digter vandt han Samtidens Beundring
ved Læredigtet La Nautica (komm. Udg.
ved Ugolini og Polidori, 1859), samt ved sine
Hyrdedigte og Fiskeridyller (Versi e Prose, 1590).
(Litt.: Affò, Vita di B. B. [Parma 1783];
Ruberto, Per B. B. [Ancona 1885]; G.
Zaccagnini, B. B. nella vita e nelle opere [2.
Udg., Pistom 1908]).
(E. G.). E. M-r.
Baldingera, se Rørgræs.
Baldini, Baccio, ital. Guldsmed og
Kobberstikker fra 15. Aarh., virkede i nær Tilknytning
til Botticelli i Firenze, udførte (vistnok efter
Botticelli) Illustrationer til Dante’s »Helvede«
(udg. 1481, 19 Stik) og 3 Illustrationer til
Bettini’s Monte santo di Dio (udg. 1472).
Adskilligt andet tilskrives B., dog uden afgjort Sikkerhed.
B.’s Stik er sjældne, hans Teknik (tykke Omridslinier
og tætte som Toner virkende Skrafferingsmasser)
var anlagt paa malerisk Virkning.
A. Hk.
Baldinucci [baldi↱nut.∫i], Filippo, ital.
Kunsthistoriker (1624—96), var Medlem af
Crusca-Akademiet og benyttedes af den toskanske
Storhertug til forsk. Hverv, som stod i Forbindelse
med Kunsten. Som en Slags (hvad det faktiske
angaar) forbedret Udg. af Vasari’s
Kunstnerbiografier kan man betragte hans Notizie de’
professori del disegno, da Cimabue in quà (gaar
til 1670, 1681—1728, 6 Bd, hvoraf de tre udkom
efter Forf.’s Død; forøget Udg. ved Manni,
Firenze 1767—74 og Milano 1808, endelig Firenze
1846—47, ved Ranalli). Hertil slutter sig
Vocabolario toscano dell’ arte del disegno (1681).
Kobberstikkerkunstens Historie behandlede B. i
Cominciamento e progresso dell’ arte di
intagliare in rame (1686, ny Udg. ved Manni 1767),
og efter Dronning Kristina af Sveriges
Opfordring forfattede han Cavaliere Bernini’s Vita
(1682); efter hans Død udkom Vita di Filippo
Brunellesco (1812).
(E. G.). E. M-r.
Baldissera, Antonio, ital. General, f. 1838
i Udine. Han modtog sin militære Uddannelse i
Østerrig og blev østerrigsk Officer. Han deltog i
Krigen i Italien 1859 og udmærkede sig som
Kompagnichef i Slaget ved Königgrätz 1866. Efter
Felttoget traadte han ind i det ital. Bersaglierikorps
som Kaptajn, men avancerede hurtigt til
Oberst og udmærkede sig i Afrika, hvor han en
Tid var Højstbefalende. 1889 forfremmedes han
til Divisionskommandør og sendtes 1896 paa ny
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
