- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind II: Arbejderhaver—Benzol /
619

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Bank

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Kreditforeningernes. For Pengeomsætningen virker B. derved,
at saavel de af dem udstedte Kreditmidler
(Sedler o. s. v.) som deres Kunders Anvisninger
paa deres Tilgodehavende benyttes som
Betalingsmidler i St. f. Penge.

I England er der en skarp Grænse mellem
egl. Bankvirksomhed og anden Forretning, idet
man under Navnet bank ell. banker kun
henregner de Selskaber og private
Forretningsmænd, der udelukkende beskæftiger sig med
Modtagelsen af Indlaan — for Seddelbankernes
Vedk. ogsaa Udstedelse af Sedler — samt med
Vekseldiskontering, Udlaan og Anbringelse af de
resterende Midler i rentebærende Papirer.
Firmaer, der driver anden Pengeforretning,
benævnes med andre Navne, saasom Stock-dealers
(jobbers), bill-brokers, merchants etc. Paa
Kontinentet derimod giver B. sig af med al Slags
Virksomhed, der henhører under Veksellerer-
og Bankierforretning, saasom Køb og Salg af
fremmed Mønt og Veksler paa
Udlandet
, Besørgelse af Indkøb og Salg af
Obligationer og Aktier o. s. v. Forskellen
mellem Bankierer og Veksellerere paa den ene
Side og B. paa den anden Side bliver derfor
væsentlig den, at de første er private
Forretningsmænd, medens de sidste er Institutioner
af mere offentlig Karakter, som Regel
Aktieselskaber, af og til Statsinstitutioner.

Bankernes ældre Historie.

Overalt, hvor der er et sikkert Retssystem, og
hvor en Arbejdsdeling mellem Handel, Industri
og Landbrug har fundet Sted, er der Betingelser
for, at et Bankvæsen kan fremstaa. Bestemte
Efterretninger om Bankvirksomhed, endog ret
udviklet, har vi fra Babylon og Ægypten.
I det gamle Grækenland fandtes der forsk.
Arter af Forretningsmænd, der drev
Bankvirksomhed. En stor Rolle spillede
Trapezitterne, der allerede nævnes i 4. Aarh. f. Kr.
Ved Siden heraf eksisterede der andre
Bankierer, der særlig gav sig af med Veksling af
Mønter, og atter andre, der hovedsagelig
beskæftigede sig med Udlaan ved Hjælp af de Midler,
som de modtog som Indlaan. Foruden disse
private Forretningsmænd eksisterede der
offentlige B., navnlig i Forbindelse med
Templerne. De store Templer i Delfi o. s. v. laante
nemlig deres Skatte ud, saavel til private som
til offentlige Formaal, og ved Siden heraf drev
de Depositoforretning, idet Templerne blev
betragtede som særlig sikre Opbevaringssteder for
Værdier. Ogsaa i Rom eksisterede der forsk.
Kategorier af Bankierer, saaledes argentarii,
der nærmest svarede til de gr. Trapezitter. I
øvrigt beskæftigede de rom. Bankierer sig saavel
med Møntveksling som med Modtagelse af
Deposita og Indlaan og med Udlaan mod Pant.

I Middelalderen og den nyere Tid
opstod Nødvendigheden af Bankvirksomhed
særlig p. Gr. a. den uhyre store Mængde af forsk.
Møntsorter, der efterhaanden kom i Omløb. De
forsk. Smaastaters Regeringer udprægede hver
sine Mønter, og i det tyske Rige alene opstod
der efterhaanden ikke mindre end 600
Møntværksteder. Hertil kom, at naar Møntherren
døde, var det alm. Skik, at hans Efterfølger
prægede ny Mønt, og desuden var det alm., at
de Møntberettigede skaffede sig Indtægt ved at
præge ny Mønter af samme Paalydende som de
gamle, men af ringere Metalindhold. Endelig
var der til Stadighed en Mængde slidte og
beklippede Mønter i Omløb. Under disse
Omstændigheder var det nødvendigt, at der navnlig paa
de større Handelspladser, hvor Forretningsfolk
fra forsk. Steder mødtes, fandtes Personer med
særlig Møntkendskab, der kunde besørge
Ombytningen af alle de forsk. Møntsorter. I de ital.
Handelsstæder træffer man derfor ogsaa
allerede fra 14. Aarh. Bankierer, der særlig gav sig
af med Omveksling af Mønter; men i
Forbindelse hermed opstod der ganske naturlig en
anden Bankvirksomhed, nemlig Opbevaringen af
de Handlendes Kassebeholdninger og
Besørgelsen af deres indbyrdes Betalinger. De Penge,
som paa denne Maade betroedes B. ell.
Bankiererne, benyttede disse til Udlaan og til
Handelsforretninger, ofte paa en Maade, der ikke
stemmede med de Fordringer, man maa stille til
bankmæssig Anvendelse af betroede Midler,
hvilket til Tider bragte dem i Forlegenhed og gjorde
det vanskeligt for dem at efterkomme deres
Forpligtelser. Navnlig i 16. Aarh. synes
Betalingsstandsninger at være blevne hyppige,
hvilket førte til Indretningen af den første
offentlige B. (Banco di Rialto i Venedig) 1587. Denne
B. er det første Eksemplar af den Type af
offentlige B., der alm. benævnes Girobanker
(af giro: Omløb, Kredsløb, fordi Betalingen skete
ved, at Tilgodehavender omskreves fra den ene
Konto til den anden). Naar man tidligere har
ment, at saadanne offentlige Institutioner
allerede fra 14. Aarh. har eksisteret i Italien, beror
det nærmest paa en Forveksling med en anden
Institution, de saakaldte Montes, der imidlertid
ikke var egl. B., men Foreninger af Kapitalister,
der sluttede sig sammen i Selskaber for at yde
Laan til Stater og Byer. Banco di Rialto fik 1619
i selve Venedig et Sidestykke i Banco Giro, og
de to B. bestod nogen Tid ved Siden af
hinanden, indtil Banco di Rialto gik ind, og Banco
Giro
bestod alene indtil Republikkens
Undergang. Ogsaa i fl. a. af de ital. Stæder opstod lgn.
Institutioner, og de fik hurtig Efterligninger i
andre europæiske Handelsstæder, saaledes
navnlig Amsterdam (1609), Hamburg (1619)
og Nürnberg (1621). Ved Siden af at være
Opbevaringssted og at formindske Brugen af
kontante Penge ved at sætte Omskrivning i B.’s
Bøger i Stedet, fik de den Bet., at de under de
ovf. omtalte forvirrede Møntforhold skabte et fast
og sikkert Pengevæsen. Sin højeste Udvikling
naaede det ital. Bankvæsen i Genua. Ved de
senere Girobanker, navnlig den hamburgske,
udvikledes dette Princip videre, saaledes at der
dannedes en særlig Bankvaluta, der bevarede sin
faste og uforanderlige Metalværdi midt under
alle Møntforringelser (se ndf.).

I Holland havde allerede i 16. Aarh.,
ligesom tidligere i Italien, den Skik udviklet sig,
at de Handlende ikke selv opbevarede deres
Kassebeholdning, men deponerede den hos de
saakaldte Kassiers og afgjorde deres Betalinger
ved Anvisninger, Kassierbriefjes. For at bringe
Orden i Deponeringsforretningerne oprettedes

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:02:50 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/2/0665.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free