Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Bank
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Efterspørgslen efter Penge til Vekseldiskontering til
Dels bestemmes af andre Faktorer end dem, der
er afgørende for den alm. Rentefod. Udbudet
bestemmes væsentlig af B.’s disponible
Beholdninger, der atter bestemmes af de Beløb, der er
indsatte paa Folio o. s. v., og af det Seddelbeløb,
som B. har Ret til at udstede, medens
Efterspørgslen navnlig afhænger af Handelsstandens
Brug for Vekselkredit. Det kan tænkes, at B. til
Tider har rigelige Beholdninger og derfor
holder lav Diskonto samtidig med, at Renten af
Laan, ved hvilke Pengene fastgøres paa længere
Tid, er højere, idet de, der har indsat Pengene i
B., netop ikke ønsker at fastgøre dem paa denne
Maade. Omvendt kan Diskontoen være højere
end den alm. Rente, fordi Handelsstanden i
Øjeblikket har stærk Trang til Vekselkredit, medens
Kapitalisterne ikke ønsker at anbringe deres
Penge i Veksler ell. i Bankindlaan. I Lande, hvor
den private Bankiervirksomhed spiller en stor
Rolle ved Siden af den offentlige
Bankvirksomhed, skelner man mellem to Diskontosatser,
Bankdiskontoen (s. d.), der noteres af
Landets seddeludstedende Centralbank, og
Markedsdiskontoen, der som Regel er lavere
end Bankdiskontoen, og som er den Sats,
hvortil private B. og Bankierer diskonterer første
Klasses Veksler. Det Hensyn, der maa være
ledende for Seddelbanken ved Fastsættelsen af
Diskontoen, er først og fremmest Forholdet
mellem dens disponible Beholdninger og de Krav,
der kan blive stillede til dem. Den disponible
Beholdning bestaar af Kassebeholdninger og
»Reserven«, d. v. s. det Beløb i Sedler, B. endnu
har Ret til at udstede. Størrelsen af de Krav,
der vil blive stillede til B., maa bedømmes dels
efter Størrelsen af de Tilgodehavender, der kan
tages ud paa Anfordring (Folio o. s. v.), dels
efter Skøn over den Mængde af
Omsætningsmidler, som Landets Erhvervsliv i den nærmeste
Tid vil fordre. Naar Reserven er lille i Forhold
til de sandsynlige Krav, maa B. holde Diskontoen
højt for at værne om sine Beholdninger; naar
den er forholdsvis stor, maa Diskontoen sættes
lavere, for derigennem at opmuntre til
Diskontering, hvorved B. faar sine overflødige
Beholdninger frugtbargjorte. Forholdet til Udlandet
spiller en betydningsfuld Rolle ved
Bestemmelsen af Diskontoens Højde. Først og fremmest
viser det sig ved den Bet., B.’s eget
Tilgodehavende i Udlandet har. Er dette meget stort,
kan B. holde lav Diskonto, selv om dens Reserve
er lille, da den da altid vil kunne forstærke sine
Beholdninger ved at inddrage dette
Tilgodehavende. Men endvidere maa der tages Hensyn
til, om hele Landets disponible Tilgodehavender
i Udlandet er mindre ell. større end den Gæld,
der paa Anfordring skal betales til Udlandet (se
Handelsbalance). I første Tilfælde vil der
være en Tendens til at sende ædelt Metal ud af
Landet, og dette Metal maa tages fra B., hvis
Beholdning altsaa staar i Fare for at angribes.
I andet Tilfælde er der Sandsynlighed for, at
Beholdningen kan blive forøget, ved at der
strømmer ædelt Metal ind fra Udlandet. Om
Tendensen gaar i den ene ell. den anden Retning, vil B.
i Almindelighed kunne erfare ved Betragtning
af Vekselkurserne (s. d.). Naar det
Beløb, der skal betales til Udlandet,
overstiger det, der kan kræves betalt fra
Udlandet, bliver der nemlig stærk Efterspørgsel
efter Veksler paa Udlandet, og deres Pris stiger,
medens det omvendte er Tilfældet, naar de
udenlandske Tilgodehavender overstiger Gælden.
En høj Pris paa udenlandske Veksler indeholder
derfor en Opfordring for B. til at forhøje sin
Diskonto, medens en lav Pris kan berettige til en
Nedsættelse. Ved at følge disse Regler indvirker
B. paa Vekselkurserne og forhindrer overflødige
Metalforsendelser, og derfor har i nyere Tid fl.
Landes Centralbanker stræbt efter at beherske
Handelen med Valutaer (udenlandske
Veksler). Idet Diskontoen i Indlandet sættes op og
bliver højere, end den er i det Land, til hvilket
der skyldes Penge, bliver det fordelagtigt at
anlægge Kapital paa Rente i Indlandet. Der vil
derfor fremkomme Tilbøjelighed hos de
Udlændinge, der har Penge tilgode, til ikke at kræve
disse betalt, men hellere at lade dem henstaa
mod at faa Rente, endvidere vil den højere Rente
indeholde en Opfordring for Udlandet til at
sende Kapital til Landet. Paa den anden Side vil
en lav Diskonto, naar Indlandet har tilstrækkelig
disponibel Kapital, hindre, at der strømmer
overflødig Kapital til fra Udlandet. Kapitalernes
Tilbøjelighed til at søge derhen, hvor Renten er
højest, øver naturligvis en udjævnende
Indflydelse paa Diskontoen i de forsk. Lande; men
alligevel kan der være store Forskelligheder,
saaledes at et kapitalrigt Land til Stadighed —
afset fra temporære Svingninger —
gennemsnitlig kan have en lavere Rentefod end et fattigere
Land. Dette beror dels paa, at enhver Flytning
af Kapital er forbunden med Omkostninger,
hvilket hindrer Kapitalernes Bevægelighed, og dels
paa, at Kapitalanlægget i det fattigere Land ikke
byder Kapitalisten samme Sikkerhed som
Anlægget i hans eget Land — i alt Fald har han
ikke et saa nøje Kendskab til Forholdene i det
fremmede Land, at han med samme Tryghed
kan anbringe sine Penge der som hjemme — og
han lader sig derfor kun ved Udsigten til højere
Rente lokke til at betro sine Penge til Udlandet.
Laan mod haandfaaet Pant danner
ved Siden af Vekseldiskontering en væsentlig
Del af B.’s Udlaansvirksomhed. Ogsaa her maa
der tages Hensyn til, at de udlaante Penge
inden for korte Tidsrum kan strømme tilbage til
B. Laanet ydes derfor som Regel paa kort Tid ad
Gangen ell. med en kort Opsigelsesfrist, og hvad
Pantet angaar, maa det være af den
Beskaffenhed, at det, naar Laanet ikke betales, hurtig
og let kan realiseres uden Tab. Dette Hensyn
er ogsaa Grunden til, at de alm. B. ikke ell. kun
i forholdsvis ringere Omfang giver Laan mod
Underpant i fast Ejendom, hvorimod denne
Laanevirksomhed hovedsagelig bestrides af
Sparekasser, Kreditforeninger, Forsikringsselskaber og
af særlig derpaa indrettede B. (Hypotekbanker,
se ndf.). De Ting, som B. modtager i Haandpant
for Laan, er hovedsagelig ædle Metaller,
Børspapirer, Panteobligationer og til Dels
Handelsvarer. Den sidste Form af Pantelaan frembyder
naturligvis stor Vanskelighed, i Fald B. selv skal
opbevare de pantsatte Varer; men disse Udlaan
lettes i høj Grad ved Brugen af Oplagshuse og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
