Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Barok (barócco) - Barolo, en god, holdbar Rødvin fra Piemont. - Barometer (gr. Tyngdemaaler)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
kraftige og for det yndige, stærke Bevægelser,
malerisk Kontrast mellem Lys og Skygge er en
videre Udvikling af hans Særegenheder. Paa
lignende Maade udvikler den barokke
Arkitektur sig af hans florentinske og rom. Bygninger.
Tilsyneladende vilkaarligt ændres de klassiske
Arkitekturformer, og Detaillens Finhed og
Korrekthed ofres til Fordel for Totalvirkningen.
Thi først og fremmest stræber Michelangelo og
hans Efterfølgere efter storslaaet
Helhedsvirkning og vældig Masseudfoldelse. For Effektens
Skyld ynder man kolossale Anlæg som
Peterskirken og Peterspladsen, ordner Omgivelser og
Parker saaledes, at de fremhæver
Arkitekturen, anordner store Vestibuler og Trapper og
forsøger sig endogsaa med overraskende
perspektiviske Kunstgreb. I den første ital.
B.-periode er Formerne vel pompøse, men dog
rolige; senere (ca. 1600—1660) stræber man
hen mod det bevægede og vekslende. Fra Rom
bredtes B.-Arkitekturen først ud over Italien,
krydsedes i Firenze og norditalienske Byer med
Senrenaissancen og trængte 1600—50 frem N.
f. Alperne, hvor den gennemgaaende først
gjorde sig gældende i Ornamenter og Detailler.
Samtidigt med, at den ca. 1650—1700 fik
afgørende Indflydelse paa den nordeuropæiske
Arkitekturs Helhedskompositioner, prægedes den
under Louis XIV med fr. Præg, og ikke mindst
i sin fr. Form kom B. til at danne Grundlaget
for al europ. Bygningskunst i Slutn. af 17. og
største Delen af 18. Aarh., selv om Stilen efter
dens yngste fr. Ornament gerne omdøbes til
Rokoko. — B.-Ornamentik i snævrere Forstand
kan deles i to Grupper. Den ene,
Brusk-B., udvikler sig af Antikkens Faunmasker og
Renaissancens Vrængemasker og bestaar af
knortede og bruskede Fjæs, ofte med tomme
Øjenhuler og gabende Munde, halvt opløste og
løbende ud i Sving, der ogsaa fyldes med
Bruskknuder. Ligesom i Bygningskunsten ofres
de distinkte Detailler for Helhedsvirkningen af
svungne, flydende Linier og den maleriske
Kontrast mellem Lys og Skygge, der frembringes
ved Bruskværkets Udførelse i højt Relief. Atter
her er Michelangelo Foregangsmanden, idet de
ældste barokke Masker findes paa hans
Skulpturer, men den rigeste og overdaadigste
Brusk-B. er ikke ital., men tysk og skandinavisk (c.
1630—60); i Danmark kendetegner den
Kunsthaandværket paa Christian IV’s og Frederik
III’s Tid. Italienerne viste sig gennemgaaende
mere sobre i Ornamentets Behandling og
fastholdt det antikke Akanthusværk, som under B.
ganske vist fik store, tunge, vægtige Former. C.
1660—1700 fortrængtes Brusk-B. overalt af
Akanthusværket, der i Tyskland og Norden gerne
pyntedes med Solsikker, Tulipaner og andre
tunge Blomster, og efter 1700 afløstes denne
Form af lettere og elegantere fr. Motiver (se
Baand-Akanthus), der var udviklede
under Louis XIV og gennem Regenttidsstilen
efterhaanden omformedes til det usymmetriske
Rokokoværk, B.’s sidste ornamentale
Konsekvens.
Skønt man altid har erkendt B.-Kunstens
tekn. Bravour, har Stilen dog i forrige Aarh.
været fordømt og forkætret som ingen anden.
Selve Stilnavnet er ligesom Gotik et Smædeord.
Omtr. ved Aarhundredskiftet er der begyndt en
Ændring i Opfattelsen; Kunsthistorikere har
paavist B.’s Storhed og bærende Principper,
og nu lærer den moderne Arkitektur ikke
mindre af B. end af andre Stilarter. (Litt.: jfr.
Bygningskunst. Oversigtsværk: Chr.
Axel Jensen og E. Rondahl,
»Stilarternes Historie« 1913).
C. A. J.
Barolo, en god, holdbar Rødvin fra Piemont.
Barometer (gr. Tyngdemaaler),
Instrument til at maale Luftens Tryk. Indtil henimod
Midten af 17. Aarh. kendte
man ikke Trykket, der
hidrører fra Luftens Vægt
(se Lufthavet), og man
vidste ikke, at Luften
overhovedet havde Tyngde.
Allerede fra Oldtiden havde
man Pumper og Hæverter, men man antog
ligesom Aristoteles, at disse
beroede paa, hvad man
kaldte »Naturens Skræk
for det tomme Rum« (lat.
horror vacui). 1640 saa
Galilei, at en Sugepumpe
ikke kunde hæve Vand
højere end c. 10 m, og
han forklarede dette ved
at antage, at Naturens
Skræk for det tomme Rum
er begrænset. Galilei’s
Elev Torricelli førte 1643
Sagen væsentlig videre,
idet han formodede, at
den hidtil i
Virkeligheden ubekendte Aarsag,
som kunde drive Vand op
til en Højde af c. 10 m,
kun var i Stand til at løfte
det 13,6 Gange saa
vægtfyldige Kviksølv en 13,6’te Del
af de 10 m, altsaa omtr.
760 mm. For at
undersøge dette fyldte
Torricelli et Glasrør, der var c.
1 m langt og tilsmeltet i
den ene Ende, med
Kviksølv, holdt en Finger for
den aabne Ende af
Røret, medens han vendte op
og ned paa det, og satte
derpaa den aabne Ende
af Røret ned i en
Beholder med Kviksølv; da
i han derefter gav slip med Fingeren, sank
Kviksølvet i Glasrøret virkelig ogsaa saa
meget, at det paa det nærmeste stod de 760
mm højere i Glasrøret end i den aabne
Beholder. Torricelli drog heraf den Slutn., at Luften
p. Gr. a. sin Vægt udøver et Tryk, der kan
maales ved den Højde, hvortil Luften kan
trykke Kviksølv op i et lufttomt Rum. Paa
Opfordring af Pascal anstillede Perrier 1648
lignende Forsøg paa Toppen af Puy de Dome,
hvor det viste sig, at Kviksølvet kun blev
trykket op til en Højde, der var c. 80 mm mindre
 |
| Fig. 1. Kviksølv-Barometer. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
