Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Basalt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
tavleformede Krystaller. De ydre Dele af
Basaltdækker og -lavastrømme er ofte fulde af
blæreformede Hulrum, der er opstaaede ved
Udvikling af Dampblærer i den halvstørknede Masse;
disse Hulrum kan være fyldte med Zeolitter,
Kalkspat o. a. Mineralier, ofte i smukke
Krystaller, der er afsatte i Hullerne af
gennemsivende vandige Opløsninger. Saadan B. kaldes
Basaltmandelsten.
Større Basaltmasser er særdeles hyppig
gennemsatte af regelmæssige Sprækkesystemer, der
deler dem i lange 4-, 5- ell. 6-kantede Prismer,
hvis Tykkelse undertiden kan naa op til fl. m
(»Søjleafsondring«, se Fig.); dette Fænomen,
der ogsaa kan findes hos andre vulkanske
Bjergarter, hidrører fra den ved Afkølingen
frembragte Sammentrækning. Prismerne staar
vinkelret paa Afkølingsfladen, i Basaltdækker staar
de derfor oftest lodret, i vertikale Gange ligger
de vandret, undertiden kan de være buede.
Ved Forvitringen fremtræder saadan
»Søjlebasalt« ofte med særdeles maleriske Former
(Fingalshulen paa Staffa).
De egl. B. optræder i Naturen som over større
Arealer udbredte »Dækker«, som Lavastrømme,
som Gange og sjældnere som kuppelformede
Masser. De hører i alle Verdensdele til de mest
udbredte af alle vulkanske Stenarter; saaledes
besidder B. fra Tertiærtiden en uhyre
Udbredelse i Skotland, paa Irland, Færøerne, Island,
Grønland, hvor meget betydelige
Landstrækninger helt er opbyggede af Basaltdækker, der i
horisontale Bænke ligger mange over hinanden.
I Tyskland træffes B. især i et bredt,
vest-østligt Bælte fra Rhinprovinsen til Schlesien (det
største Basaltomraade her er Vogelsgebirge); i
Ungarn, Frankrig og Sydeuropa har de
ligeledes ret betydelig Udbredelse. Inden for
Skandinavien findes temmelig ubetydelige
Basaltforekomster i Skaane (se F. Eichstädt, »Skaanes
B.«, Sveriges geol. Unders. Ser. C. Nr 51);
herfra hidrører sikkert de B., der ret hyppigt findes
som løse Sten i Danmarks Istidsaflejringer. Af
eftertertiære B. i Europa kan foruden mange
islandske nævnes dem i Auvergne og Etnas
Lavastrømme. (Nærmere om B.’s Udbredelse vil
findes under de enkelte Landes Geologi).
Nær de egl. B. staar Limburgit
(Magmabasalt), hvis Hovedbestanddele er Olivin
og Augit og en rigelig Mængde Glas, medens
Feldspat saa godt som helt mangler; denne
Stenart kendes fra Limburg i Kaiserstuhl (Baden),
fra Rhön, fra Hessen o. a. St. Ogsaa
Augititterne (s. d.) hører for største Delen nærmest
herhen.
II. En anden Hovedgruppe af kiselsyrefattige
yngre vulkanske Stenarter adskiller sig fra de
egl. B. derved, at Nefelin ell. Leucit ell. begge
optræder mellem Hovedbestanddelene. I
Stenarterne af denne Gruppe naar
Kiselsyreprocenten sjælden op over 50, men daler ofte til 40;
Alkalimængden er betydelig større og
Kalkmængden ringere end i egl. B. af tilsvarende
Kiselsyreindhold. Jernmængden er ogsaa her
stor og betinger den mørke Farve. Man savner
hidtil et Fællesnavn for disse i geol. Henseende
sammenhørende Stenarter;
Mineralsammensætningen er meget vekslende, og man adskiller
efter den en Rk. Undergrupper:
1) Tefrit med Hovedbestanddelene
Nefelin, Kalknatronfeldspat og Augit
(Nefelintefrit) ell. Leucit, Kalknatronfeldspat og
Augit (Leucittefrit). Nær Tefrit staar
Basanit, (Nefelinbasanit og
Leucitbasanit), som kun adskiller sig fra hin ved
foruden de nævnte Hovedbestanddele at
indeholde Olivin.
2) Nefelinit med Hovedbestanddelene
Nefelin og Augit, og Nefelinbasalt, som
adskiller sig fra Nefelinit ved tillige at indeholde
Olivin.
3) Leucitit med Hovedbestanddelene
Leucit og Augit, og Leucitbasalt, som tillige
indeholder Olivin.
Underordnet indeholder disse Stenarter
Magnetjern (ell. Titanjern) og lidt Apatit;
lejlighedsvis kan findes Biotit, Hornblende, Sanidin,
Melanit, Nosean, Hauyn, Melilit o. a. Hvor
Strukturen er porfyrisk, optræder Olivin, Augit,
Leucit, Nefelin ell. Hauyn ell. fl. af disse
samtidig som Strøkorn.
I det Ydre ligner alle disse Stenarter de egl.
B., og de optræder paa lgn. Maade som hine;
dog danner de ikke saa store og mægtige
Dækker, og endskønt de kendes fra en Masse
Forekomster, er dog deres Udbredelse en langt
ringere. De følges ofte ad og er forbundne
indbyrdes ved Overgange; hyppig optræder de i
nær Forbindelse med Fonolitter; derimod
ledsager de kun sjældnere de egl. B. Man kender
saaledes ikke en eneste Repræsentant for disse
Stenarter fra det store Basaltomraade ved det
nordlige Atlanterhav (Skotland, Færøerne,
Island o. s. v.). Af Forekomster skal eksempelvis
nævnes: Rhön (Nefelintefrit m. m.), Eifel (her
Repræsentanter for de fleste af de nævnte
Grupper), Kaiserstuhl i Baden (ligesaa);
Katzenbuckel (Odenwald; især Nefelinbasalt) o. m. a.
St. i Tyskland; Vesuv (Vesuvlavaerne er
 |
| Basalt. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
