Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Beaconsfield, Benjamin Disraeli, Jarl af, eng. Statsmand og Romanforfatter(1804-1881)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
han den Grundsætning, at for at naa dette
Maal »kræves kun een Ting, Mod, ublandet og
urokkeligt Mod«. Ved Siden heraf gjorde han
sig bemærket som en fuldendt Modejunker,
medens Forsøget paa at udgive et politisk
Ugeblad snart opgaves. 1828—31 foretog han en
Rejse i Sydeuropa og Østerland og blev efter
sin Hjemkomst indført i det højere Selskabsliv
af Lady Blessington. Foraaret 1832, endnu
medens Kampen om Valgreformen stod paa,
kastede han sig ind i det politiske Liv og søgte
Valg til Underhuset i den lille By Wycombe i
Buckinghamshire med et yderlig radikalt
Program. Hans lykkelige Medbejler var en Søn
af den daværende Førsteminister, Jarl Grey, og
Nederlaget vakte hos B. stor Bitterhed imod
Whig’erne, der havde stillet sig i Vejen for
hans Ærgerrighed og derfor truedes med hans
Hævn. I Løbet af et Par Aar gentog han sit
Forsøg endnu tre Gange med samme Uheld,
men udviklede samtidig sine politiske
Meninger i en Række Flyveskrifter (What is he?,
1833; The present crisis, 1834; Vindication of the
british constitution, 1835, o. s. v.). Opr. var
han helt radikal, krævede hemmelig Afstemning
og alm. Valg hvert tredie Aar; men snart
opstillede han et nyt politisk System og vilde
forene Tory’erne og de Radikale i et stort
nationalt Parti imod »de demokratiske Aristokrater«
ɔ: Whig’erne. Ogsaa udviklede han, hvorledes
Revolutionerne 1649 og 1688 havde skilt
England ved to ypperlige Konger, og hvorledes
Landet siden var blevet styret af et herskesygt
Oligarki, som havde gjort Kongen til en Dukke,
medens Bolingbroke pristes som dets dygtigste
Statsmand. Da han ikke kunde vinde Indgang
som Radikal, gik han (1835) med et rask
Omslag over til Tory’erne og fornægtede ligefrem,
hvad han faa Maaneder i Forvejen havde udtalt
sig for, nemlig den irske Statskirkes Ophævelse.
Han paadrog sig derved de heftigste
Bebrejdelser fra Irlændernes Fører, O’Connell, der havde
støttet ham i Valgkampen 1832, men nu
sammenstillede ham med »den ubodfærdige Røver
paa Korset, hvis Navn, jeg er vis paa, har
været Disraeli«.
Endelig lykkedes det ham (1837) at blive
valgt i Maidstone i Grevskabet Kent
sammen med den afgjort konservative
Wyndham Lewis og holdt 7. Decbr s. A. dristig sin
Jomfrutale i Underhuset. Imod al god Skik
hilsedes han med saa megen Latter og blev
afbrudt saa tit, at han maatte holde op, inden
han var færdig, men spaaede dog tillidsfuldt,
at »den Tid skal nok komme, da De vil høre
paa mig«. Lidt efter lidt vandt han ogsaa
Fodfæste og uddannede sig til en af Englands
ypperste og vittigste Talere. Endvidere havde han
det Held at opnaa økonomisk Uafhængighed,
idet han (1839) ægtede den ovennævnte W.
Lewis’ Enke og derved blev Ejer af et Gods i
Buckinghamshire. Alligevel vilde R. Peel ikke
optage ham i sit Ministerium (1841), fordi han
nærede Tvivl om Ægtheden af hans
Konservatisme, og paadrog sig derved hans bitre Uvillie
ligesom Whig’erne 9 Aar forud. Allerede 1843
begyndte B. at rette sine Stiklerier imod sit
eget Partis Leder og blev efterhaanden meget
nærgaaende. Ikke alene spottede han over, at
Peel tilegnede sig Forslag, der opr. var
fremsatte af Modpartiet (»Peel havde overrasket
Whig’erne, medens de var i Bad, og stjaalet
deres Klæder«), men han paaduttede ligefrem
Peel at have forvoldt Canning’s Død ved sit
Frafald fra denne Statsmand. Imidlertid havde
han siden 1841 samlet om sig en Gruppe yngre
Adelsmænd (»det unge England«), der
sværmede for et personligt Kongedømme, et
patriarkalsk Adelsvæsen og et højkirkeligt
Præsteskab, altsaa et Slags Forløber for det preuss.
Junkervæsen, medens han selv ingenlunde
fornægtede sin Tro paa sin egen Stammes
verdenshist. Betydning. Han tillagde tværtimod Jøderne
en stor Rolle i det Forbund, han vilde slutte
imellem den unge Adel og Almuen, og
betegnede ikke alene Jøderne som »Verdens ældste
Adel«, men ogsaa Kristendom som »Jødedom
for Mængden«. 1846 naaede B. endelig sine
Ønskers Maal at blive Partileder og samtidig
faa Hævn over R. Peel, der havde skuffet hans
ærgerrige Forhaabninger. Da Peel nemlig
under Trykket af Anti-Cornlaw-League’ns
Agitation og Hungersnøden i Irland foreslog
Korntoldens Ophør og Frihandelens Indførelse,
stemplede B. denne Adfærd som et politisk
Forræderi imod Partiet og fremkaldte dettes
Spaltning, idet Lorderne G. Bentinck og
Stanley (den senere Jarl Derby) med en stor Flok
løsrev sig fra Peel’s Ledelse og dannede et
nyt konservativt Parti, medens Peel og hans
Venner kom til at indtage en Mellemstilling.
Ved et øjeblikkeligt Forbund med Modpartiet
fik han ogsaa Peel styrtet og udførte saaledes
paa en vis Maade den samme Intrige, der
tillagdes hans første Romanhelt, Vivian Grey. Fra
denne Stund var B. selvskreven Ordfører for
sit Parti i Underhuset og løste ogsaa Opgaven
tilfredsstillende, takket være hans skarpe
Forstand og skarpe Tunge; ogsaa var han siden
1847 uafbrudt Repræsentant for
Buckinghamshire. 1848 tog han varmt til Orde for Danmark
og angreb 1850 skarpt Palmerston’s Adfærd
over for Grækenland.
Da Lord Stanley Febr 1852 blev
Førsteminister, blev B. Skatkammerkansler og
skilte sig ved dette vanskelige Hverv langt
bedre, end man havde ventet. I den 6
Timer lange Tale, hvormed han indbragte
Finansloven, lagde han stor Sagkundskab for
Dagen og fremsatte Forslag, der senere optoges
af hans Modstandere; men Tilløbet til at
genindføre Beskyttelsen for Landbruget i ændret
Form vakte en Storm i hele Landet, og
Gladstone’s knusende Kritik førte til Ministeriets
Fald efter 10 Maaneders Liv. De flg. 5 Aar
var B. henvist til sin forrige Rolle som
Oppositionens Fører; 1857 søgte han forgæves at
styrte Palmerston ved et Forbund med de
misfornøjede Grupper af det liberale Parti, men
havde bedre Held Febr 1858 med en lgn.
Manøvre og blev anden Gang Skatkammerkansler.
Medens Derby i Overhuset gennemførte
Jødernes politiske Ligestilling, som Partiet i en
Aarrække havde modsat sig, indbragte B. i
Underhuset Udkast til en Valgreform, ligeledes tvært
imod Partiets Fortid, men i en saa kunstig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
