Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Beaconsfield, Benjamin Disraeli, Jarl af, eng. Statsmand og Romanforfatter(1804-1881)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Form, at den vakte alm. Misnøje og medførte
Ministeriets Afgang Juni 1859. Dertil bidrog
vel ogsaa, at Ministeriet mentes at hælde til
Østerrig, medens Folket glædede sig over
Italiens Frigørelse. Under den nordamerikanske
Borgerkrig udtalte B. aabent sin Forkærlighed
for Slavestaterne og rettede samtidig skarpe
Angreb paa Russell’s Udenrigsstyrelse; særlig
klagede han Foraaret 1864 over Englands
Optræden over for Danmark, fordi dette havde
haft Grund til at vente eng. Hjælp, medens han
selv i Virkeligheden ikke ønskede nogen
Indblanding i denne Sag. Denne Tankegang fik
1866 et endnu bestemtere Udtryk, idet han
erklærede England for »en halvt asiatisk Magt«,
der altsaa burde holde sig uden for Fastlandets
Anliggender, endskønt han selv tidligere havde
dadlet Ikke-Interventionsprincippet som
skadeligt for Englands Ære og Magt. Kort forinden
(Juni 1866) var B. paa ny bleven
Skatkammerkansler, og Febr 1868 blev han Førsteminister,
da Derby af Helbredshensyn trak sig tilbage.
I disse Stillinger gennemførte han en
omfattende Valgreform, idet han optog, ja overbød
det liberale Partis Forslag; opr. havde han vel
udtænkt fl. »konservative Garantier« (allerede
forsøgt 1859), men under Modpartiets Tryk
opgav han dem alle sammen og sluttede sig til
»Husholdervalgretten«, i hvilken han saa et
stort hist. Princip og tillige et Middel til at
skaffe sit Parti Overmagten. Senere roste han
sig dog af at have »opdraget« sit Parti til at
gaa ind paa et saa betydeligt Fremskridt,
medens Derby mere aabenhjertig havde betegnet
Loven som »et Spring ud i Mørket«. I de s.
A. vedtoges en væsentlig Omdannelse af
Fattigvæsenets Ordning og nogle Love for
Arbejdernes Forhold i Fabrikker og Værksteder, og B.
gjorde sig i det hele til af, at det konservative
Parti bedre end dets Modstandere forstod at
løse praktiske Opgaver og røgte Landets
Forvaltning. Valgene Decbr 1868 bragte ham en
tung Skuffelse, idet hans Parti led et afgjort
Nederlag, og han selv nødtes til at gaa af,
medens hans Medbejler Gladstone blev i Stand
til at iværksætte en Række indgribende
Reformer paa næsten alle Statslivets Omraader. Han
maatte i disse Aar indskrænke sig til at
kritisere uden at kunne lægge nogen alvorlig
Hindring i Vejen. Ligesom han 1866 havde
undladt ethvert Skridt til Fordel for Danmark,
fordi han var greben af Forkærlighed for
Preussen, den anden protestantiske Stormagt,
saaledes søgte han 1870 straks at udvirke en
for Tyskland — den formentlig svagere Part
— gunstig Neutralitet og at sikre Belgien imod
mulige Overgreb fra fr. Side. Men efter
Frankrigs Ulykker slog han om og bebrejdede
Regeringen dens Tilbageholdenhed og Ulyst til at
gøre Englands Indflydelse gældende i Europas
almene Anliggender.
Da Vælgerne Febr 1874, trætte af Gladstone’s
mange Reformer, gav hans Modstandere
Flertallet i Underhuset, blev B. for anden Gang
Førsteminister for et Tidsrum af 6 Aar, det
mest glimrende Afsnit af hans Løbebane.
Indadtil nøjedes han med at gennemføre en Række
praktiske Love, til Dels sigtende til at mildne
Følgerne af hans Forgængeres alt for
vidtgaaende Skridt; men udadtil fulgte han sit
Hang til en rask, ja næsten eventyrlig Politik,
som ved fl. Lejligheder fik et temmelig
fantastisk Præg. Saaledes skaffede han Novbr 1875
England en væsentlig Indflydelse i Ægypten ved
at købe alle Vicekongens Aktier i Sues-Kanalen,
og Jan. 1878 standsede han ved at sende en
stærk Flaade til Marmarahavet den russ. Hær
uden for Konstantinopels Porte samt tvang ved
sin truende Holdning senere Rusland til at
træffe umiddelbar Aftale med den eng. Regering
om de tyrk. Landes fremtidige Forhold og
underkaste sig væsentlige Indskrænkninger i
San Stefano-Fredens Bestemmelser. Og
samtidig forstod han ved en hemmelig Aftale med
Sultanen at opnaa Cyperns Tilknytning og
derved en Magtstilling i Forasien. Til Løn hilsedes
han — der Aug. 1876 var bleven ophøjet til
Peer som Jarl af B. — ved sin Tilbagekomst fra
Berlin-Kongressen 16. Juli 1878 med stor Jubel
af Folket, udnævntes af Dronningen til Ridder
af Hosebaandsordenen og valgtes til
Æresborger af Londons City. 1879 paaførte han
Afghanistan Krig for at skaffe Indien »en
videnskabelig Grænse« mod NV., ligesom han 1876 havde
faaet tillagt Dronningen Titlen »Kejserinde af
Indien« for at betegne den Vægt, England lagde
paa denne Besiddelse. Ogsaa den voldsomme,
men senere opgivne Indlemmelse af den
transvaalske Republik (1877) var et Forvarsel om
Englands Udvidelsesplaner i Sydafrika. Denne
kraftige Udenrigspolitik kunde dog ikke
forsone Folket med Svaghederne i den indenrigske
Styrelse, og Apr. 1880 gik Valgene ham imod og
fjernede ham fra Magten; omtr. et Aar efter
døde han. Et Mindesmærke rejstes for ham i
Westminster-Abbediet, og 1883 opstilledes hans
Bronzestatue foran Parlamentshuset. Ogsaa er
det konservative Partis største politiske
Forening, Primrose League’n opkaldt efter hans
Yndlingsblomst, Primulaen. B. var dog
hverken nogen dyb Aand ell. vidtskuende Statsmand
og kan ingenlunde roses for Fasthed i
Grundsætninger; men hans Veltalenhed og
parlamentariske Dygtighed i Forbindelse med en
selvtillidsfuld Dristighed satte ham i Stand til at
indtage de højeste Stillinger i sit Fædreland
og til at være Leder for sit Parti i en hel
Menneskealder. Hans Hustru, Mary Ann Evans,
f. 1798, d. 1872, hvem han tilskrev en
væsentlig Del af sin Lykke som Politiker, blev 1868
ophøjet til Peeress som Lady B., medens han
selv paa dette Tidspunkt ikke vilde forlade
Underhuset.
B.’s Virksomhed som Romanforfatter falder
væsentlig i Aarene 1826-47. Efter 1847, da
Tancred saa Lyset, er der en Pause paa 23
Aar, inden han udgav Lothair, der 10 Aar
senere (1880) fulgtes af hans sidste Roman,
Endymion. Som Forf. ligger hans Styrke i
Samfundsskildringen (som i Contarini Fleming,
1832). Men desuden har hans Romaner
Interesse som Udtryk for hans politiske og sociale
Grundanskuelser, saaledes Coningsby (1844) og
Sybil (1845), der udtaler »det unge England«’s
Tankegang; i førstnævnte og i Tancred
forsvarer han den jødiske Race og hævder dens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
