Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Beethoven, Ludwig van, tysk Komponist, (1770-1827)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Periode gjort Udkast til adskillige Værker, der
først senere kom til Udførelse. Hans af
Nottebohm (1865 og senere) udgivne »Skitsebøger«
bærer højst interessante Vidnesbyrd derom.
I Juni 1801 skriver B. til Vennen Wegeler:
»Mine Øren suser og bruser Dag og Nat . . .
Instrumenters og Sangstemmers høje Toner kan
jeg ikke høre, naar jeg er lidt paa Afstand . . .«.
Denne Hørelidelse, der fra Tunghørighed
efterhaanden gik over til fuldstændig Døvhed, og
som var dobbelt tragisk for en Tonekunstner,
satte sit Stempel paa Resten af B.’s Liv. Ganske
vist skred Sygdommen kun langsomt fremad, og
med en Aandsenergi og ungdommelig Livskraft
mægtede B. længe at bekæmpe Indtrykket af
sin Ulykke (jfr de berømte Ord i nysnævnte
Brev: »Jeg vil gribe Skæbnen i Struben«), men
til Tider, naar en ny forsøgt Kur skuffede, kunde
han synke ned i dyb Fortvivlelse, saaledes som
det allerede 1802 forfattede Heiligenstädter
Testamente til hans Brødre vidner om.
Hørelidelsen forhindrede heller ikke straks B. i at
optræde offentlig som Klaverspiller ell. som
Orkesterdirigent ved de »Akademier« — som det
den Gang kaldtes —, hvor han selv fremførte
sine symfoniske o. a. Værker; først fra 1814
ophørte omtr. hans offentlige Optræden. Men
den svækkede Hørelse føltes som en sjælelig
Pine, — han ligesom skammede sig over sin
Defekt —, og den fremkaldte en
Menneskeskyhed og en Mistænksomhed hos B., der i Grunden
stod i Modstrid til hans dybeste Natur, som
prægedes af Trang til at yde Kærlighed over
for Menneskene og modtage deres til Gengæld —
en Trang, der stemmede sammen med og vel
var paavirket af Tidens Humanisme.
Imidlertid var B.’s Stemning i disse Manddomsaar
stærkt vekslende, og hans Skaberevne og -lyst
nemmedes ikke af Hørelidelsen ell. af den
Underlivssvaghed, for hvilken han regelmæssig
søgte Lindring ved forskellige Badesteder nær
Wien. Tværtimod, i Aarene indtil 1815 — da
B. stadig var skattet, om end ikke just
almenforstaaet som Komponist, og knyttet til den
rige og fornemme Vennekreds, der med Fyrst
Lobkowitz i Spidsen sikrede ham en sorgfri
Eksistens — komponeredes en Række af B.’s
største, berømteste og folkekæreste Værker.
Saaledes Symfonierne Nr. 2—6, deriblandt Nr. 3
»Eroica« (1804), hvis opr. Titelblad med
Tilegnelse til Napoleon Bonaparte af B.
tilintetgjordes, da han erfarede, at Napoleon var
blevet Kejser, Nr. 5 (C-moll, ofte kaldet
»Skæbne-Symfonien«), Nr. 6 (»Pastoral-Symfonien«),
Strygekvartetterne indtil Op. 95. F-moll (deriblandt
Op. 59, de to »Rasumovski-Kvartetter«, Op. 74
»Harpekvartetten«), Trio Op. 97 (B-dur),
Violinsonaterne indtil Op. 47 (»Kreutzersonaten«),
Klaversonaterne indtil 90 (E-moll), deriblandt
Fantasisonaten Cis-moll, kaldet »Maaneskinssonaten«
(dog ikke af B. selv), Op. 53
(»Waldstein-Sonaten«) og Op. 57 (»Appassionata«), endvidere
Klaverkoncerterne (indtil den 5. og sidste berømte
i Es-dur) og Violinkoncerten, en Del
Vokalmusik (deriblandt »Korfantasien«, »Kristus paa
Oliebjerget«) og til Dels bestilt Teatermusik
(Ouverturer til »Coriolan«, »Egmont«, »Athens
Ruiner«) samt B.’s eneste Opera »Fidelio«, der
i forsk. Bearbejdelse optog ham i fl. Aar og ved
Opførelserne 1805 og 1806 bragte ham bitter
Skuffelse. Først 1814 slog Operaen igennem,
navnlig ved Sangerinden Schröder-Devrient’s
Udførelse af Titelrollen, og bevarede derefter
sin Plads i tyske Operarepertoirer; i Kbhvn
opførtes »Fidelio« første Gang 1829. Af de forsk.
Ouverturer, B. skrev til denne Opera er
navnlig den pragtfulde Nr. 3 (C-dur) blevet et berømt
Koncertstykke (udføres ogsaa ofte mellem
»Fidelio«’s 2 Akter). — Et ydre Glanspunkt i B.’s
Liv blev Wien-Kongressen (1814—15); han
færdedes som en af Wiens Berømtheder mellem de
fyrstelige Gæster og »lod sig gøre Kur til«. De
Værker, denne Begivenhed fremkaldte, var
derimod mindre betydelige: »Der glorreiche
Augenblick« (Kantate) og den noget tidligere
komponerede: »Wellington’s Sieg oder die Schlacht bei
Vittoria«. En i Virkeligheden dybere
Forbindelse med Tidsbegivenhederne havde den 7.
Symfoni (A-dur, Op. 92), der jubler af Sejrs- og
Frihedsbegejstring. (Den 8. Symfoni, F-dur, er
i Virkeligheden skrevet før den 7.).
Imidlertid var hin B.’s Triumf ikke helt
grundfæstet. Forstaaelsen af hans Værker var i
Virkeligheden meget aftaget, alt som hans Geni
voksede, og hans mægtige Personlighed mere og
mere hensynsløst over for hans Tilhørere gik sine
egne Veje, og disse Tilhøreres Smag
tilfredsstilledes netop i denne og den flg. Tid langt bedre
og lettere af Rossini’s Operaer, der snart satte
alt andet i Skygge. Hertil kom nu, at B.
efterhaanden var blevet fuldstændig døv, saaledes
at han snart kun skriftlig underholdt sig med
Venner og Besøgende (en stor Del af disse
»Konversationshefter« er opbevarede, særlig i
Berlins kgl. Bibliotek), at andre legemlige
Lidelser hyppig pinte ham, og endelig, at den
Opgave, han havde paataget sig og næsten
betragtet som en hellig Mission: at være Formynder
og Opdrager for sin Brodersøn Carl (efter dennes
Faders Død), forvoldte ham megen Spekulation,
Møje og — Skuffelse. Med Døvheden og den
aftagende Forstaaelse hos Publikum voksede
B.’s Mistænksomhed næsten til det sygelige;
voksende Upraktiskhed over for Livets Kaar,
til Dels overdrevne økonomiske Bekymringer
(bl. a. fremkaldte ved Østrigs uheldige
Finansforhold) og den hele uregelmæssige og
uordentlige Levevis med de hyppige Omflytninger kaster
et Uhyggeskær over B.’s ydre Kaar i hans sidste
Levetid, der tilmed bragte fl. alvorlige
Sygdomsanfald.
Intet Under, at B. under disse Omstændigheder
ikke mere producerede saa let og saa rigelig,
som i tidligere Aar, og at han selv klager
saaledes: »Jeg sidder og tænker og tænker. I
Hovedet har jeg allerede længe haft det, men
det vil ikke frem paa Papiret«. Men naar ikke
hvert af disse B.’s sidste Aar bragte en Række
Mesterværker som de forudgaaende, da var ikke
alene Hypokondri, Modgang, Ærgrelser ell.
legemlig Skrøbelighed Skyld deri. De Ideer, han
nu optoges af, var som oftest saa fremmedartede,
saa sublime, at de krævede ny Former ell. dog
mægtig Udvidelse og Ændring af de overleverede
og derfor et Kæmpearbejde, i hvilket B. trods
alt udvortes hemmende kastede sig ud med
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
