Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Belgien (fr. Belgique, flamsk Belgie; hermed et Kort) uafhængigt, konstitutionelt Kongerige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
beholdt Magten. Et nyt Ministerium Malou
gennemførte en Lov, der gav Kommunerne Ret til
at underholde de private katolske Skoler og
ophæve de verdslige; hvor 25 Familier krævede
det, skulde mindst 1 konfessionsløs ell. 1 kat.
Skole opretholdes. Resultatet af denne Lov
blev, at alle verdslige Skoler ophævedes i de
Distrikter, hvor Gejstligheden havde Indflydelse.
Allerede Oktbr 1884 trak Malou sig tilbage og
blev erstattet som Førsteminister af
Beernaert, der beholdt denne Post i 10 Aar.
Sociale Spørgsmaal kom nu snart paa
Dagsordenen og afløste til Dels de religiøse. Den
uhyre Udvikling af Industrien havde begunstiget
Fremvæksten af et socialdemokratisk Parti, og
Marts 1886 udbrød i de vallonske Prov. en
Arbejderopstand, der dog snart blev undertrykt
ved Militærmagt. Efter at Ordenen var
genoprettet, søgte Regeringen at forhindre en
Gentagelse ved et socialt Lovgivningsarbejde, der
tilsigtede Forbedring af Arbejdernes Kaar; 1887
oprettedes saaledes Industri- og Arbejder-Raad,
og Love vedtoges, som skulde sikre Udbetaling
af Arbejdsløn; 1888 vedtoges en Lov om
hygieinisk Inspektion af Fabrikker, 1889 Love om
Arbejderboliger, Kvinders og Børns Arbejde etc.
En alvorlig Strejke 1890 tvang Regeringen til
at love Forfatningsrevision og Indførelse af alm.
Valgret; dette Løfte blev imidlertid svært at
opfylde, da Partierne var meget uenige i
Forfatningssagen, og Regeringen derfor ikke kunde
skaffe den for en Forfatningsrevision nødvendige
Totrediedels Stemmeflerhed. 1892 og 1893 var
Forfatningssagen til Behandling i Kamrene, men
alle Forslag om Udvidelse af Valgretten blev
forkastede; da proklamerede Arbejderpartiet Apr.
1893 Generalstrejke, og saa alvorlige
Uroligheder udbrød i Bryssel, at baade Regeringen og
Kamrene indsaa Nødvendigheden af at føre
Valgloven igennem. Et meget originalt Forslag
af den kat. Deputerede Albert Nyssens, jur.
Prof. ved Louvains Univ. blev vedtaget og gjort
til Lov 7. Septbr 1893. Denne Lov (se Afsnittet
»Forfatning«) giver Stemmeret til alle
Borgere over 25 Aar, men dobbelt ell. tredobbelt
Stemmeret til Familiefædre over 35 Aar og til
Borgere med en vis aarlig Indtægt ell. med
højere Dannelse (akademiske Grader o. l.).
Derimod faldt et Regeringsforslag om
Forholdstalsvalg og tvungen Valgdeltagelse p. Gr. a. de
Radikales og Ultraklerikales Modstand. Valgloven
modtoges uden nogen Entusiasme som et
Kompromis, men skabte dog Ro i Landet; Loven
forøgede Vælgernes Antal fra 130000 til 1370000, og
Pluralvotum-Systemet gav dem 2111000
Stemmer. De første Valg efter denne ny Lov, 14.
Oktbr 1894, gav det kat. Parti en endnu større
Sejr end nogensinde før. Det gamle liberale
Parti forsvandt næsten, men Socialdemokraterne
gik frem i de vallonske Distrikter. Efterhaanden
voksede der Krav frem om en ny Valgreform;
de Liberale, Radikale og Socialdemokraterne
sluttede sig sammen om Kravet om alm.
Valgret (Afskaffelse af Pluralvotum-Systemet) og
Forholdstalsvalg. Ministeriet van den Peereboom
fremsatte Apr. 1899 et Forslag, hvorefter
Forholdstalsvalg kun skulde indføres i
Valgdistrikter, som var overvejende antiklerikale. Dette
Forslag, der kun var beregnet paa at styrke
det klerikale Parti, vakte uhyre Fortørnelse;
28. Juni var der Slagsmaal i Deputeretkammeret
og næste Nat og Dag Gadekampe i Bryssel. Van
den Peereboom maatte gaa af, og 5. Aug. kom
Ministeriet De Smet de Naeyer, som
gennemførte en Lov om Forholdstalsvalg i alle Kredse.
Ved de ny Valg Juni 1900 vandt
Socialdemokraterne 17 Pladser fra det klerikale Parti.
Kampen om Valgretten fortsattes stadig. —
Under alt dette forsømte det kat. Parti ikke
den sociale Lovgivning; saaledes indførtes 1900
Alderdomsunderstøttelse, Forholdet mellem
Arbejdere og Arbejdsgivere reguleredes,
saaledes at Arbejdernes Ret beskyttedes, og gifte
Kvinder fik fuld Raadighed over Udbyttet af
deres personlige Arbejde. M. H. t. Folkeskolerne
blev 1895 religiøs Undervisning gjort
obligatorisk. — I Spørgsmaalet om en Hærreform, der
stod paa Dagsordenen allerede 1893,
modarbejdede de Ultraklerikale Indførelsen af alm,
Værnepligt og ønskede i Stedet herfor en Hær af
Frivillige og Militssoldater; Ministeriet De Smet
de Naeyer gennemførte 1897 en Reform af
Borgergarden. 1901—02 vedtoges en Militærlov, der
forøgede Antallet af hvervede Tropper, men
bibeholdt Stedfortræder-Systemet, ved hvilket
de velhavende kunde unddrage sig Værnepligt.
I de senere Aar har i den politiske Debat i B.
flg. tre Sager indtaget Forgrunden: Valgretten,
Kongostaten og Militærvæsenet. — Kampen om
Valgretten har i B. antaget særdeles bitre
Former, hvilket beror paa de dybe Modsætninger,
der er til Stede inden for Nationen: nationale
Forskelle (mellem Flamlændere og Valloner),
religiøse Forskelle (mellem Katolikker og
Radikale) og sociale (mellem Arbejdsgivere og
Arbejdere). Skadeligt for Samlingen i Nationen
var det ogsaa, at Leopold II i høj Grad
manglede Popularitet; og de mange heldige
Oprørsbevægelser, som Landets Historie opviser, har
forøget Faren for Revolution. 1901 fremsatte
den radikale Janson Forslag om
Folkeafstemning om Valgretsspørgsmaalet; det blev
forkastet af Kammeret, men de Liberale og
Socialdemokraterne foranstaltede nu en voldsom
Agitation for den lige og alm. Valgret. Regeringens
Tilbud om Valgret for Kvinder afsloges under
Henvisning til, at belgiske Kvinder for største
Delen er Katolikker. Apr. 1902 antog
Bevægelsen en revolutionær Karakter med
Generalstrejke og Gadekampe. Ikke desto mindre gik
det klerikale Parti frem ved Valgene 25. Maj
1902. Ved Valgene 1904—06 og 1908 havde de
Antiklerikale derimod Fremgang, og Apr. 1907
opstod en Ministerkrise, idet en ungklerikal
Fløj gjorde fælles Sag med Oppositionen ved
Behandlingen af en Lov om Arbejdstiden i
Gruberne. Ministeriet de Smet de Naeyer
maatte gaa af, og det ung-klerikale Ministerium
de Trooz havde en stærk Opposition mod sig
i Kammeret. Efter Valgene 1910 havde de
Klerikale kun 6 Stemmers Overvægt i
Deputeretkammeret, og herved besværliggjordes i høj
Grad Lovgivningsarbejdet; saaledes forkastedes
1911 Regeringens Lovforslag om Forlængelse af
Folkeskoleundervisningen med 2 Aar (til det
14. Aar). Regeringen styrkede imidlertid sin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
