- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind II: Arbejderhaver—Benzol /
925

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Benefit of clergy, Forbrydelser, begaaede af Gejstlige, blev i Middelalderen som Regel ikke straffede efter verdslig Ret - Beneke, Friedrich Eduard, tysk Filosof, (1798-1854) - Benelli, Sem, ital. Forf. af gl toskansk Bondeslægt, (1877- ) - bene meritus (lat.), velfortjent.

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

syntes uforholdsmæssig haard, f. Eks. ved simpelt
Tyveri. Den, der havde Ret til B., blev uanset
dette tiltalt for de verdslige Domstole, men
naar han her gjorde Privilegiet gældende, hvad
han kunde saavel før som efter, at der var
gaaet Dom, afleveredes han til Biskoppen og
stilledes for gejstlig Ret, hvor Sagen da
behandledes forfra og eventuelt endte med Idømmelse af
Kirkestraf. P. Gr. a. Adgangen til at sværge sig
fri ved Partsed med Mededsmænd, hvilken var
alm. anerkendt ved de gejstlige Retter, blev
Resultatet af Forfølgningen her dog som oftest
Frifindelse, og B. blev saaledes et alm. benyttet
og misbrugt Middel til at opnaa Straffrihed.
Heri skete der først en Forandring 1576, idet
man samtidig med at afskaffe Forfølgningen
ved gejstlig Ret som en unødig Formalitet gav
den verdslige Dommer Lov til, hvis han fandt
det rigtigt, at idømme den Skyldige en lempelig
Fængselsstraf. Paa denne Maade blev B. en ved
visse Forbrydelser hjemlet lovbestemt
Strafnedsættelse, og da denne fornuftigvis burde komme
alle tilgode, opgav man 1706 Fordringen om, at
Vedk. skulde kunne læse. Allerede forinden
(1692) var Privilegiet udstrakt til Kvinder. I
denne ændrede Skikkelse gjaldt Reglerne om
B. indtil 1827.
P. J. J.

Beneke, Friedrich Eduard, tysk Filosof,
f. 17. Febr 1798 i Berlin, d. 1. Marts 1854 smst.,
deltog i Felttoget mod Napoleon og begyndte
1816 at studere Teologi i Halle. Aaret efter
vendte han tilbage til Berlin, hvor han
afsluttede sine teol. Studier. Ved Siden af disse havde
han ogsaa ivrigt dyrket Filosofien og udgav
allerede 1820 to smaa Skr, »Erkenntnislehre«
og »Erfahrungsseelenlehre«. S. A. erhvervede
han Doktorgraden med en Afhandling, De veris
philosophiæ initiis
og begyndte at holde
Forelæsninger ved Berlins Univ. Fra første Beg.
havde B. hævdet Erfaringens Bet. i Modsætning
til Spekulationen; imidlertid stod i hine Aar
Hegel som summus philosophus i Tyskland, og
der taaltes næppe, særligt ikke i Berlin, nogen
anden Filosofi end den spekulative Romantik.
Schopenhauer, af hvis Hovedværk B. skrev en
meget barnlig Anmeldelse, der i høj Grad
irriterede den store Pessimist, maatte opgive sin
Kamp mod Hegel; B. begyndte derimod at
samle sig en Tilhørerskare, men da han udgav
»Grundlegung zur Physik der Sitten« (1821), en
væsentlig af Jacobi og Schleiermacher paavirket
Fremstilling af Etikken, der imidlertid med
Urette blev opfattet som docerende
»Materialisme«, fratog den preussiske Kultusminister,
maaske paavirket af Hegel, B. Retten til at
holde Forelæsninger. Han levede 1821—27 i
Göttingen, hvor han skrev sit psykologiske
Hovedværk »Psychologische Skizzen« (1825—27) og
Skr. »Das Verhältniss von Seele und Leib«
(1826); derefter vendte han tilbage til Berlin,
hvor han udgav en Oversættelse af Bentham
(1830). Frugten af disse Studier over eng.
Filosofi træder frem i hans etiske Hovedværk
»Grundlinien des natürlichen Systems der
praktischen Philosophie« (1837—40), det første Skr.,
der i tysk Filosofi indfører det eng.
Velfærdsprincip. 1827 havde han atter faaet Tilladelse
til at holde Forelæsninger, og efter Hegel’s Død
fik han 1832 et ekstraordinært Professorat, som
han beklædte til sin Død. I denne Periode skrev
han »Erziehungs- und Unterrichtslehre«
(1835—36), »System der Logik als Kunstlehre des
Denkens« (1836), en Mængde mindre
Fremstillinger af Logikken og Psykologien, samt »Archiv
für pragmatische Psychologie« (1851—53).
Endvidere foreligger en Række Afh. fra den flittige
og meget skrivende Forskers Haand. For hvert
Aar vandt hans Skr mere Udbredelse, særligt i
pædagogiske Kredse. 1. Marts 1854 skulde han
have holdt Forelæsning Kl. 5, men gik i St. f.
til Charlottenburg, og man hørte ikke noget fra
ham. 2 Aar efter fandtes hans Lig i en
Kanal der, og det maa antages, at han i et
Øjebliks Sindsforvirring har begaaet Selvmord.

B.’s Bet. som Filosof bliver først klar, naar
han ses med den tyske Spekulation som
Baggrund. Romantikkens Behandling af
Psykologien var skandaløs; paa dette Punkt var det,
at B. satte ind og gjorde et stort og ærligt
Arbejde. Mange af Grundlinierne i hans
Psykologi er fortegnede, ofte er han uklar og bred;
men hans strenge Fastholden af den
erfaringsmæssige Metode og hans Forsøg paa virkelig at
trænge ind i alle Bevidsthedslivets
Ejendommeligheder gør hans Fremstilling til en af
Mærkestenene i Psykologiens Historie. B. indtager her
en lgn. Stilling som Herbart, men han staar den
moderne Psykologi langt nærmere. I sin
Erkendelsesteori var han mindre heldig; han
forsøgte her at gennemføre en ensidig psykologisk
Betragtning, idet han hævdede, at den indre
Erfaring var sikrere end den ydre, og at al
Videnskab egl. maatte hvile paa Psykologien.
I denne Betragtning staar han den
Berkeley-Humeske Retning nær og er sikkert ogsaa
paavirket af den. Alm. kaldes denne Retning nu i
Tyskland »Psykologismen«, og den betegner en
Forveksling af Erkendelsesteori og Psykologi og i
Sammenhæng hermed en fuldstændig
Underkendelse af de formelle Videnskaber. Gennem B.
begyndte den eng. Psykologi og den eng. Etik
sin første Kamp i Tyskland mod den spekulative
Romantik i 19. Aarh. (Litt.: Otto
Gramzow
, »B.’s Leben und Philosophie« [1899]).
A. T-n.

Benelli, Sem, ital. Forf. af gl toskansk
Bondeslægt, f. 1877. I sin tidligste Ungdom var
han Arbejder, kom dog snart til Studeringerne
og lod sig i Firenze indskrive ved det filos.
Fakultet. Han gjorde sig her bemærket som
Kritiker, blev Medarbejder ved det interessante
Tidsskrift La rassegna internazionale og senere
Tidsskriftets Redaktør. Særlig berømt er han
dog som dramatisk Forf. Allerede hans første
Dramaer Lassalle (1902) og La maschera di Bruto
(1905) vakte stor Opmærksomhed, og La cena
delle beffe
(1909) blev en stor Succes. Stykket,
som foregaar i Firenze paa Lorenzo il
Magnifico’s Tid, giver et interessant Tidsbillede og er
i dramatisk Henseende meget virkningsfuldt.
Det blev oversat paa Fransk af Richepin og
spillet af Sarah Bernhardt. Aaret efter kom
Tragedien L’amore dei tre re, som ogsaa gjorde
stor Lykke, Komedien Tignola (1911), Il
Mantellaccio
og 1913 La Gargona.
E. M-r.

bene meritus (lat.), velfortjent.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Dec 20 19:47:37 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/salmonsen/2/2/0979.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free