Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Reni, Guido - Renier, Léon - Renk, Anton - Renkontrefægtning - Renkultur - Renkum - Renlav - Renling, Carlot Gottfried - Renmobilis - Rennebu
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
[Künstler-Monograph. 100, 1910]; G. Sobotka, »R.«
[Bielefeld 1914]).
(A. R.). A. Hk.
Renier [rönie], Léon, fr. Epigrafiker og
klassisk Filolog, f. 2. Maj 1809 i Charleville,
d. 11. Juni 1885 i Paris. Efter at have været
Forstander ved en højere Skole i Nesle i
Picardiet kom R. til Paris, hvor han gav
Undervisning i Latin og Græsk, indtil han af Le Bas
valgtes til Medarbejder af Dictionnaire
encyclopédique de la France (1840—45), hvorpaa han
blev Hovedredaktør af Didot’s Encyclopédie
moderne (30 Bd, 1845—50). 1847 blev han
Underbibliotekar ved Sorbonne og 1860
Overbibliotekar. Af det fr. Institut sendtes han 1850 og
1854 til Algérie for at samle gl. Indskrifter. En
Frugt heraf var hans Mélanges d’Épigraphie
(1854) og hans Recueil des inscriptions
romaines d’Algérie (1855—58). 1856 blev han
Medlem af Instituttet. 1860 sendtes han af
Napoleon til Rom for at forhandle om Indkøbet af
Samlingen Campana til den fr. Stat, hvilket
Hverv han lykkelig fuldførte. 1861 blev han
Prof. i lat. Epigrafi og rom. Antikviteter ved
Collège de France. Det overdroges ham ogsaa
at udgive Borghesi’s efterladte videnskabelige
Afhandlinger. R. var en af de væsentligste
Grundlæggere af École pratique des Hautes
Études i Paris 1868. Han har ogsaa udgivet Recueil
de diplômes militaires I (1876). Han grundede
1845 Revue de Philologie, de Littérature et de
l’hist. anciennes, som dog kun holdt sig 2 Aar,
men som genoplivedes 30 Aar senere. (Litt.:
Mélanges R. [Bd LXXIII af Bibl. de l’École des
Hautes Études [Paris 1887]).
V. S.
Renk [ræŋk], Anton, østerr. Digter, f. i
Innsbruck 10. Septbr 1871, d. smst. 2. Febr 1902. Han
studerede Germanistik og Filosofi og
debuterede med Digtsamlingen »Ranken« (1891). Bl.
hans Arbejder maa fremhæves »Nocturnoer«,
»Unter zwei Sonnen«, Dramaerne »Das neue
Land« og »Die Schneekönigin«, samt
Fortællingen »Kraut und Rüben«, der blev udgivet efter
hans Død. »Werke« (4 Bd, udg. med biografisk
Indledning af F. Kranewitter [1907—08]).
C. B-s.
Renkontrefægtning [raŋ’kåŋtra-]
fremkommer, naar to Modstandere støder sammen
under Bevægelse og i Sammenstødsøjeblikket
befinder sig i Marchformation ell. dog ikke har
fuldført Opmarchen. Funktionerer
Sikringstjenesten, som den bør, vil et saadant
Sammenstød aldrig komme uformodet. R. stiller
relativt store Fordringer til Førerne, da
Forholdene ikke straks er saa grundig kendte, at der
kan disponeres over Kræfterne efter en
bestemt Plan, og der maa derfor handles
samtidig med, at man orienterer sig. Den Part har
Fordelen, der optræder mest aktivt og
resolut, og som hurtigst faar samlet Kræfterne til
Virksomhed.
(B. P. B.). E. C.
Renkultur kaldes i Bakteriologien en ved
Rendyrkning (s. d.) frembragt Kultur af
Bakterier ell. andre Mikroorganismer. R.
indeholder altsaa kun een Art Organismer, men da
Erfaringen har vist, at der selv inden for samme
Bakterieart kan være ret forsk. Stammer, med
forsk. fysiologiske Karakterer, forlanger man i
Reglen, at R. er fremgaaet ved Formering af
eet bestemt Individ. Indeholder R. Individer,
tilhørende fl. Stammer inden for samme Art,
betegnes den nu ofte som en polyvalent Kultur
i Modsætning til den egl. R.
K. A. B.
Renkum [’ræŋkøm], holl. By, Prov.
Gelderland, ved Neder Rijn, 43 km SØ. f. Utrecht, har
Papirfabrikation, et Tuberkulosesanatorium og
(1920) 12138 Indb.
G. G.
Renlav, se Cladonia.
Renling, Carlot Gottfried, tysk Forf.,
f. i Michelstadt i Odenwald 20. Marts 1861, har
skrevet en Rk. Dramaer, af hvilke især »Das
Stärkere« og »Der Mann im Schatten« (1897)
gjorde Indtryk. Fremdeles Romaner som
»Glücklich« og »Die Strasse der Erkenntnis«
(1911).
C. B-s.
Renmobilis, bevægelig Nyre,
Vandrenyre, en Tilstand, hvor den ene Nyre
(sjælden begge), oftest højre, er mere forskydelig
end normalt, saa den kan træde langt ned i
Underlivet. Lidelsen kan skyldes en medfødt
Tilstand ell. kan udvikles ved Stød, Slag, Fald
ell ved saadanne Forhold, som slapper
Bugvæggen: Svangerskab, stor Fedme, der afløses
af stærk Magerhed. R. m. findes ofte sammen
med Nedsynken af andre Organer, Optose.
i nogle Tilfælde giver Vandrenyren ikke
Anledning til sygelige Symptomer, medens den i
andre kan give Anledning til voldsomme
Symptomer, der ligner Tarmslyng eller Nyrekolik.
I de Tilfælde, hvor Behandling er nødvendig,
anvendes Bandager ell. Operation.
V. Sch.
Rennebu, Herred i Orkdal
Sorenskriveri, Orkdal Politidistrikt, Sør-Trøndelag
Fylke. 736 km2, hvoraf c. 10 km2 Ferskvand.
(1921) 2559 Indb., altsaa c. 3,5 pr km2 Land. R.,
der tillige udgør R. Præstegæld med Berkåk
Kapel, begrænses af flg. Herreder: Rindal,
Meldal, Soknedal, Kvikne og Opdal.
Som en Helhed betragtet maa Herredet siges
at bestaa af en vidtstrakt, temmelig
højtliggende Fjeldmark, der i den østlige Del er,
noget mere udstykket end i den vestlige Del,
hvor Formerne er mere sammenhængende, og
hvor tillige Herredets højeste Fjelde findes,
særlig paa Grænsen mod Opdal og Rindal
Herreder.
R. gennemskæres med Hovedretning fra S.
til N. af Elven Orkla, hvis Dalføre, særlig i
den nedre Del, er Herredets bedst befolkede
og dyrkede Strøg. Fra Berkåk Kapel til noget
S. f. R. Kirke har dog Orkla en mere
østlig-vestlig Retning. Dalføret er i det hele
temmelig trangt, særlig i den øvre Del. Af Bielve til
Orkla bør fremhæves Grønna, der kommer fra
Opdal og har Hovedretning fra S. til N.; den
falder i Orkla c. 7 km N. f. R. Kirke. Dens
Dalføre er i sin nedre Del vel dyrket og
befolket. Endvidere kan mærkes Elven Byna, der
har Hovedretning fra S. til N. og paa en
længere Strækning danner Grænse mellem R. og
Kvikne. I R. findes c. 250 Indsøer, der næsten
alle er ganske smaa.
Som allerede antydet findes de højeste
Fjeldtoppe i Herredets vestlige Del, saaledes
Svarthætta (1572 m), Grænsepunkt mellem R.,
Opdal og Rindalen, Kjølen (1298 m) og Skrikhø
(1247 m). Noget længere imod S., men
fremdeles paa Vestsiden af Orkla, har vi Grythatten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
