- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XX: Renden—Schinkel /
13

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Rente

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

der søger et Laan, efterspørger ganske vist
Penge, men han efterspørger dem kun i deres
Egenskab af Omsætningsmiddel, og hans
virkelige Formaal ved at søge Laan er at erhverve
de Forbrugsgenstande, han kan faa for
Pengene. Hvis Pengemængden forøges, og
Varepriserne som Følge deraf gaar i Vejret, behøver
den, der til et vist Formaal skal bruge et Laan,
enten det er et Produktions- ell. et
Forbrugslaan, saa mange desto fl. Penge for at realisere
Formaalet. Det større Udbud af Penge
modvirkes altsaa af en større Efterspørgsel og kan
derfor ikke faa nogen varig rentenedsættende
Virkning. En saadan Virkning kan indtræde
midlertidig, naar der sættes fl. Penge i Omløb,
end de faktiske Forhold berettiger til; men idet
disse Penge kommer ud paa Varemarkedet,
maa de nødvendigvis bringe Varepriserne til at
stige, og naar denne Virkning er indtraadt,
hører Rentenedgangen op, medmindre
Skabelsen af kunstig Købekraft da fortsættes. Selv i
sidstnævnte Tilfælde vil det Tidspunkt dog snart
indtræffe, da Renten begynder at stige, idet
Laangiverne saa at sige gennem den højere
Rente tager sig betalt for den Nedgang i
Pengenes Værdi, som maa befrygtes at ville
indtræffe i Laanets Løbetid. Under
Pengeforvirringen i Tyskland og en. Rk. andre europæiske
Lande i Aarene nærmest efter Verdenskrigens
Afslutning har man saaledes set Renteniveauet
stige ud over alle Grænser — ganske simpelt
fordi Laangiverne maatte regne med at
modtage Beløbet tilbage i mindre værdifulde Penge,
end de selv havde ydet, og derfor krævede
Dækning for dette Tab gennem en saa meget
desto højere Rente.

Den R., som ligefrem repræsenterer
Tidsforskellen, kan kaldes den rene R. ell.
Nettorenten; men ved de fleste Laan er den samlede
Bruttorente højere end denne rene R. Af
de Momenter, der fremkalder dette Tillæg,
maa foruden Usikkerheden m. H. t. Pengenes
fremtidige Værdi, som der under stabile
Pengeforhold kan ses bort fra, først og fremmest
nævnes den med Laanets Tilbagebetaling
forbundne Risiko. Den Kreditor, som føler sig
sikker paa at faa sit Laan tilbagebetalt, nøjes
med lavere R. end den, der har Anledning til
at frygte for at miste Kapitalen, og der kan
tænkes mange Grader i Sikkerheden, der
fremkalder tilsvarende forsk. R. Et yderligere
Moment er Ulejligheden. Nutidens udviklede
Kreditinstitutioner har skabt en Mængde
Laaneformer, hvor Kreditors Ulejlighed m. H. t.
Anbringelsen af Kapitalen, Hævning af R.,
Undersøgelse af Sikkerheden o. s. v. er reducerede
til et saadant Minimum, at man nøjes med en
langt ringere R., end man vilde gøre, hvis disse
Lettelser ikke eksisterede. Selv hvor Risikoen
og Ulejligheden ikke er væsentlig forskellige,
kan der dog være Forskel paa R. af forsk.
Arter af Laan. Navnlig kan R. af korte og lange
Laan være forsk., fordi der til Tider kan være
større Overflod paa Kapitaler, der søger en
kortvarig Anvendelse ell. omvendt. Der er dog
en gensidig Paavirkning. Naar R. af
Prioritetslaan er væsentlig højere end for Eksempel
Diskontoen af Veksler, vil en Del af de
Kapitaler, der ellers væsentlig søger den sidstnævnte
Anvendelse, komme ind paa Prioritetsmarkedet
og saaledes virke udjævnende. Helt forsvinder
Forskellen dog ikke, fordi der altid er
Kapitaler, der naturligt er henviste til den ene ell.
den anden Art af Anbringelse. Noget lgn. gør sig
gældende m. H. t. R. i forsk. Lande. Et Lands
R. bestemmes først og fremmest af de
økonomiske Forhold i Landet selv, og Forskellen
mellem Landenes R. udjævnes kun delvis ved
Kapitalforsendelsen mellem Landene. En høj R. i et
Land kan vel hidkalde Kapitaler fra et andet,
men hvis der er en særlig stor Risiko, vedvarer
Kapitalindførselen kun, saa længe der bydes en
særlig høj R. En Englænder kan vel laane Penge
ud i Argentina, men kun, naar der bydes ham
en betydelig højere R. end den, han faar i
England. Selv mellem Lande, der i retlig og
økonomisk Henseende staar hinanden nær, kan der
være en blivende Forskel i R. Anbringelse af
Kapital i Udlandet finder stadig Sted, men den
Mængde Kapital, der udlaanes uden for Landets
Grænser, er dog altid lille i Forhold til den,
der forbliver i Landet. Risikoen ved udenlandsk
Anbringelse beregnes altid højt, fordi man er
ukendt med Forholdene. Det kræver megen
Ulejlighed at skaffe sig Kundskab om den
Sikkerhed, som den udenlandske Debitor yder, og
Flytningen af Kapital er desuden forbunden med
Vanskelighed. (Litt.: Böhm-Bawerk,
»Kapital und Kapitalzins« [3. Udg., Innsbruck 1912
med Litteraturoversigt]. Emnet behandles
endvidere i alle nationaløkonomiske Systemværker).
(E. M.). J. Th.

R. (jur.). I Alm. erlægges R. som en periodisk
Ydelse til visse bestemte Tidspunkter (f. Eks.
de halvaarlige Terminer) og beregnes til en vis
Procent om Aaret af Kapitalen; men det
udelukker ikke det jur. Begreb R., at Vederlaget
skal erlægges paa anden Vis, f. Eks. med en
bestemt Sum sammen med Udredelsen af selve
Kapitalen (Hovedstolen). Den Omstændighed, at
man skylder en anden Penge, medfører i og
for sig ikke Pligt til at svare R. af den
skyldige Kapital, selv ikke, hvis Gælden er
forfalden. Pligt til at svare R. forudsætter enten
særlig Lovhjemmel, udtrykkelig Vedtagelse, ell.
at det efter det paagældende Retsforholds Art
maa antages at have været Meningen, at R.
skulde svares. Ejheller hvis Pligten til at betale
en Sum Penge skyldes et Retsbrud, haves der
Pligt til at svare R., medmindre der ligefrem
foreligger et misligt Forhold, f. Eks. Bedrageri,
i hvilket Tilfælde R. kan fordres af det besvegne
Beløb fra Retsbruddets Dato. En Pligt til at
svare R. indtræder derhos i alle Tilfælde fra
det Øjeblik af, da Kreditor ved Søgsmaal gør
sin Ret til en forfalden Pengeydelse gældende,
idet der fra dette Tidspunkt skal erlægges de
saakaldte Morarenter, der udgør 1 % aarlig
over den vedtagne, lovhjemlede ell.
sædvanemæssigt fastslaaede R. og ellers 5 %. — Hvis
der bestaar en Rentepligt, men dennes
Størrelse ikke paa een ell. anden Maade udtrykkelig
er fastslaaet, skal der svares 4 % aarlig R. —
Som det mest praktiske Tilfælde, hvor der iflg.
Lovgivningen bestaar Pligt til at svare R., maa
nævnes Købelovens § 38, hvorefter der af en
Købesum skal svares R., i Handelskøb 6 % fra
den vedtagne Betalingstid og i Mangel af en

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Sep 25 14:35:54 2021 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/20/0021.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free