Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Retskrivning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
(v) og u, af i og y er alm. Konsonantfordobling
er ret hyppig. Navnlig i Efterlyden fordobles
især ff (foran Vokal ffw, ffu), ss, tt, ll, nn, pp.
For k skrives c, fordoblet ck, sjælden ch; foran
Konsonanten w (v) skrives q. Efter d, t skrives
ofte z for s. Lang Vokal fordobles ofte, langt o
skrives dog ogsaa oe. Eks. wuen (Uven), hwss,
huss, hws, hus (Hus), qwæle, qvæle (kvæle),
pighe, pyghe (Pige), hiælp, hyælp, hiælpp,
hyælpp (Hjælp), wei, wey (Vej), øie, øye (Øje),
liff, liiff, lyff (Liv), leffue, leffwe, leue, lewe (leve),
bigge, bygge, naffn (Navn), halff (halv), arff
(Arv), effter (efter), afften (Aften), oss (os),
løss, løøss, løs, løss (løs), hans, hanss (hans),
hals, halss (Hals), mit, myt, mitt, mytt (mit),
tal, tall (Tal), wel, uel, vel, well, uell, vell (vel),
tack (Tak), tacke (takke), icke (ikke), folck
(Folk), klæde, clæde, klædhe, clædhe (Klæde),
stol, stool, stoel, stoll, stooll, stoell (Stol).
Forlyden i skal kan være sk, sc, sck, sch;
Efterlyden kan være l, ll. Efterlyden i have kan
være w, u, v, ffw, ffu, ffv ell. (sjældnere) fw,
fu, fv ell. (endnu sjældnere) ff, f. Den
paafølgende Vokal kan være æ, e. Vokalen i give kan
være i, ii, y; Efterlyden kan skifte som i have.
Forlyden i skrive kan skifte som i skal,
Vokalen som i give, Efterlyden som i have og give.
Det er muligt, at alle 264 (4 X 3 X 11 X 2)
Former forekommer.
Det kunde se ud, som om der slet ingen R.
var, men at enhver stavede, som han fandt for
godt, ell. som det bedst kunde falde sig. Men
saadan forholder Sagen sig alligevel ikke. I
Virkeligheden er der meget lidt i
Middelalderens R., der kan betegnes som individuelt.
Næsten alt beror paa historiske Forhold, ældre
Tiders R. ell. Paavirkning fra fremmede Sprog.
Usikkerhed i Lydbetegnelse og Lydadskillelse
findes egl. kun, hvor den er fremkaldt af en
af disse to Aarsager. Man kunde ved Siden af
god skrive godt, ja endog got, fordi den
ældste Stavemaade goth vedblev at gøre sig
gældende (Udtalen maa allerede i
Middelalderen have været go ved Siden af goð).
Derimod vil man vanskelig træffe d i Neutrum,
da den opr. Form her var gott. Opr. tt efter
Vokal er aldrig i det talte Sprog blevet
sammenblandet hverken med opr. t {senere d, th)
ell. med opr. th (senere dh, d). Man kunde
skrive tt, tth, t, th, ligesom man kunde betegne
opr. dd ved dd, ddh, d, dh, fordi Reglerne for
Konsonantfordobling i umindelige Tider ikke
var blevne overholdte, og fordi h
efterhaanden var blevet et rent Snyltebogstav. Men opr.
tt kunde man lige saa lidt som opr. dd
betegne med dt.
I Løbet af 16. Aarh. indtraadte der
betydelige Forbedringer i den trykte Litteraturs R.,
idet man uden at indføre noget i
Enkelthederne nyt mere og mere i det store og hele
foretrækker det enkle, det mindst overlæssede.
Men i Haandskrifter fra samme Tidsrum er
Forvirringen lige saa stor, som den var
tidligere, og den snarere tiltager end aftager.
Man kan her træffe en Bogstavering, der i
Slethed næsten kan maale sig med, hvad der
nutildags præsteres i Breve o. a. Skrivelser af de
i Skrivekunst og Forfatterskab mest ukyndige.
Vi tør heraf slutte, at det er i Trykkerierne,
dansk R. først er bleven reguleret. De
vigtigste Forandringer og Forbedringer er flg.: I
Endelser fortrænges æ af e. Det overflødige h
afskaffes efter g, d, t, og stumt t afskaffes efter
d. Den alm. Betegnelse for opr. nd, nn, ld, ll
bliver nd, id: binde, finde, holde,
kalde (opr. bindæ, finnæ, haldæ,
kallæ). Efter e (æ) og ø vedbliver i og y at bruges
i Flæng: vei, øie ell. vey, øye; men i
andre Tilfælde holdes de ude fra hinanden.
Derimod vedbliver Sammenblanding af w (v) og u.
I Forlyd anvendes dog v alm. som Konsonant
(være), og det fortrænger i denne Stilling
mere og mere w, som tidligere havde
Overvægten. Som Konsonant vedbliver dog u efter
d, h, q, s, t: duale, huid, quæg, suøbe,
tuende. Bogstavfordobling beholdes, men
gennemføres lige saa lidt som tidligere. Foran
t og i Udlyd bliver ff, og foran Vokal bliver ffu
eneraadende. I Forlyd afskaffes c mere og
mere i ægte danske Ord; derimod holder c, ck
sig i Efterlyd. Brugen af z indskrænkes. — I
17. Aarh. fortsættes Udviklingen i det begyndte
Spor. Adskillelsen mellem u og v trænger
igennem. Konsonantfordobling bliver sjældnere; ff,
ffu afløses af f, fv. Men ogsaa ny, sære
Stavemaader kommer til Syne hist og her i
Litteraturen.
Ved Midten af 17. Aarh. blev Spørgsmaalet
om R. ell., som det dengang hed,
Skriverigtighed sat under Forhandling i den grammatiske
Litteratur, der da skabtes af Peder Syv, Erik
Pontoppidan og Henrik Gerner. Bevægelsen
stammer fra Tyskland, hvor R. ligeledes fra
første Færd sammenblandedes med de rent
sprogvidenskabelige Undersøgelser. Den, der
gik videst paa Reformernes Vej, var Syv. Hans
Krav og Forslag er senere atter og atter blevne
stillede, godkendte i stedse videre Kredse og
efterhaanden indførte. Ingen fortjener med
større Ret end Syv Navn af den moderne R.’s
Fader. Syv foreslog Afskaffelse af c, q, z, x i
danske Ord og i alm. brugte Fremmedord. I
det hele vilde han, at Fremmedord, der var
blevne rent danske, skulde staves paa Dansk:
Salme, Profet for Psalme, Prophet.
Vokalfordobling burde med Tiden afskaffes og
erstattes med Længdetegn. Selv brugte han i
de Skr, hvor han anvendte sin egen R., f. Eks.
i Ordsprogssamlingen, Vokalfordobling i meget
stor Udstrækning. Der skulde gøres Skel
mellem i og j, mellem u og v; ei (ey), øi (øy)
skulde forandres til ej, øj; v skulde afløse f,
fv i Efterlyd: Liv, have. Syv’s Virksomhed
har vel nok haft nogen Bet. for den nærmest
flg. Tid, skønt de Forandringer, der viste sig
i den alm. Litteratur, meget vel lader sig
forklare som naturlig Fortsættelse af, hvad der
allerede var i Gang. Det blev efterhaanden
alm. at skrive v for f, fv; k, kk for ck: Tak,
takke. De allerfleste fulgte Traditionen, enkelte
fulgte deres eget Hoved. I 18. Aarh. bragtes
Spørgsmaalet paa Bane igen, da Niels von
Haven’s ortografiske Leksikon (1741) blev plumpt
angrebet af Th. Clitau. Nogen videre Bet. fik
denne Strid dog ikke, men den gav Anledning
til Fremkomsten af Høysgaard’s berømte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
