- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XX: Renden—Schinkel /
60

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Retssædvane - Retstitel - Retsvidenskab

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

udviklede gængse Forestillinger om, hvad der
iflg. »Lovens Aand og Grundsætninger« eller
»Forholdets Natur« er gældende Ret.
E. T.

Retstitel (jústus titulus), d. s. s. lovlig
Adkomst, d. v. s. den ved lovlig Erhvervelse
grundede Ret til at besidde en Formuegenstand.
Adkomsten kan være formelt lovlig, saaledes
at Besidderen tilsyneladende er i lovlig
Besiddelse af Genstanden, f. Eks. den, der ved en
falsk Transport faar et Gældsbrev overdraget.
Saadan formel lovlig Adkomst vil hyppig give
Besidderen en Legitimation, der muliggør det
for ham med retlig Virkning at raade over
Genstanden. Omvendt kan den, der reelt har lovlig
Adkomst, kunne mangle Legitimationen, f. Eks.
den, hvem en Veksel er frastjaalet.
A. D. B.

Retsvidenskab, Videnskaben om Retten, har
til Opgave i første Linie at opfatte og forstaa
den positivt gældende Ret. ɔ: det retlig ordnede
menneskelige Liv. Men om end den er en
praktisk Videnskab med praktiske Formaal, er den
blotte mekaniske, haandværksmæssige
Tilegnelse af Retten, Lovkyndighed, ikke R., medens
paa den anden Side heller ikke den rent
formalistiske ell. dialektiske Tumlen med retlige
Begreber har noget med sand R. at gøre.
Kløften — ell. Mangel paa Samarbejde — mellem
jur. Teori og Praksis bunder i sidste Instans
deri, at Praksis er uvidenskabelig, Teorien
upraktisk. For Statsborgerne har R.’s angivne
Opgave den umiddelbart største Bet., men R.’s
Opgave er ikke udtømt hermed. Den
menneskelige Forskning har til alle Tider beskæftiget sig
med Spørgsmaalene om Rettens Opstaaen og
dens Udspring — i Gud, Naturen ell. den
menneskelige Aand —, dens Skabelse, dens egl.
Indhold, Spørgsmaal, hvorpaa der delvis endnu
ikke er givet udtømmende ell. fyldestgørende
Svar. Menneskets videnskabelige Trang fører
til en gennemtrængende Analyse af de enkelte
retlige Begreber, til den syntetiske Bearbejdelse
heraf. Rettens forsk. Forgreninger ordnes i et
System. Uden Retsfilosofi ingen R.
Retsfilosofien, som ikke maa forveksles med
Naturrettens »evige Fornuftret«, og
Retshistorien, der undersøger Rettens
historiske Udvikling, er R.’s Salt. Det Stof, hvormed
R. arbejder, er ikke en konstant, fast afsluttet
Helhed. Jo rigere og mangfoldigere Livet
udfolder sig, des fyldigere bliver ogsaa R.’s
Opgaver. Retsudviklingen foregaar ikke alene fra
Lovbog til Lovbog. Uden reelt Kendskab til
Livet og dets Fordringer skabes ingen
levedygtig R. R. erhverver derfor stadig ny Jord.
Betydningsfulde jur. Discipliner er af
forholdsvis ung Alder — Statsretten f. Eks. —, og den
sammenlignende R. baade i dens mere
historiske og i dens etnologiske Forgreninger
tilhører den nyeste Tid. Nutidens rige
arkæologiske Forskning og Fund — Babylonerkongen
Hammurabi’s Love, Papyrusfundene o. a. —
har givet Stødet til retsarkæologiske
Undersøgelser af den største, endnu ikke overskuelige
Betydning.

M. H. t. R.’s Historie maa det straks
bemærkes, at en saadan endnu ikke vil kunne
skrives i Lighed med f. Eks. Filosofiens eller
Lægevidenskabens, dels p. Gr. a. det forsk.
Lovstof, der her opereres med, og dels fordi
Materialierne dertil ikke foreligger. Noget andet er,
at ensartede ell. parallelt løbende videnskabelige
Metoder vil kunne paavises ogsaa i R.’s
Udvikling i de forsk. Lande, og at det umaadelige
Arbejde, som en almindelig R.’s Historie
vilde koste, noget vilde lettes derved, at den
største Del af Europa har optaget som
gældende den rom. Ret, der faktisk har spillet
den mægtigste verdenshistoriske Rolle baade
ved dens Reception som saadan og ved dens
overvældende Indflydelse paa Videnskaben.

Dette aandelige Herredømme tilkommer Rom,
og ikke Hellas. Der er vel ingen Tvivl om,
at gr. Ret — lige saa vel som anden Oldtidsret
— paa adskillige Omraader har paavirket den
romerske, og Undersøgelserne om disse
Spørgsmaal er langtfra afsluttede endnu, ligesom
ogsaa den rom. Retsfilosofi bunder i den gr., men
den helleniske Ret har ikke haft det historiske
Held at blive overleveret til Efterverdenen i
tilnærmelsesvis samme Skikkelse som den
romerske. Vi kender intet gr. corpus juris, kun
spredte Love, Lovindskrifter og Retstilfælde, og
Hellas’ politiske Organisation kunde ej heller
skabe et saadant. Nogen egl. Juriststand eller
Retsskoler fandtes ikke, Filosofferne —
Herakleitos, Arkhelaos, Platon, Aristoteles,
Theofrastos, Karneades o. a. — gav sig af med
spekulative Undersøgelser over Rettens Opstaaen og
Natur, Straffens Væsen o. s. v., men
gennemgaaende mere filosofisk end juridisk farvede.
Betegnende for Forskellen mellem gr. og rom.
Aand og Litteratur er — som man har sagt —,
at gr. Litteratur begynder imed Homer, rom.
med de 12 Tavlers Love. Det digterisk og
kunstnerisk fantasiløse og andenhaands Romerfolk
skabte en Verdensret (jus gentium) og Verdens
mægtigste Lovarbejde. Med genial Sikkerhed
og usvigelig Retstakt afgør de rom. Jurister
hvert enkelt mødende Tilfælde, den jur.
Litteratur staar i nøjeste Forbindelse med Praksis,
i Formuleringen af Retsbegreberne naar den
det mønsterværdige. Baade i Republikkens og i
Kejserdømmets Tid nød Juristerne den største
Anseelse, de ypperste Mænd og stouteste
Karakterer gav sig af med Retsstudiet, den jur.
Bistand — Afgivelsen af responsa,
Retsundervisning — blev ydet uden Betaling. Augustus gav
enkelte Jurister (juris auctores ell. conditores)
jus respondendi — Bemyndigelse til at give
responsa med bindende Virkning for
Dommeren. Op over andre Videnskaber hæver
Jurisprudensen sig; selv i despotiske Tider, da
Digtere og Historikere enten frivillig ell. ufrivillig
krøb for Cæsarernes Trone, herskede i R. fuld
videnskabelig Frihed. Under Augustus var de
betydeligste Jurister M. Antistius Labeo, en
Mand af overlegen alsidig videnskabelig
Begavelse og Aandsdannelse, og C. Atejus Capito,
Grundlæggerne henh. af Proculejanernes og af
Sabinianernes Retsskoler, opkaldte henh. efter
Proculus og Massurius Sabinus. Af senere
Jurister skal blot nævnes de fem »store Jurister«:
Gaius, Æmilius Papinianus, Domitius Ulpianus,
Julius Paulus og Herennius Modestinus, de fire
sidste fra Severer’nes Tid. Efter Alexander
Severus blegner R.’s Stjerne. Men i den

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:54 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/20/0068.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free