Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Retsvidenskab
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
medens Mænd som Hemmingsen og Holberg ikke
kan henregnes til de egl. jur. Skribenter. Med
skarp Front mod. Romerrettens Enevælde saa
Hojer klart Bet. af den nationale Rets
Udvikling. Men den aandslivlige og alsidige Mands
jur. Forfattervirksomhed blev ikke stor, og hans
Ideæ Icti Danici (1736) paadrog ham, med Urette,
Holberg’s bitre Spot. Størst har Hojer’s Bet.
været som Docent, som Vækker og Ansporer af
den studerende Ungdom. Under hans Auspicier
fremkom den første Disputats om en Artikel i
Danske Lov. Hojer’s »Exempel og
Tilskyndelse« kaldte P. Kofod Ancher (1710—88) frem.
Ancher’s »Lov-Historie« er hans og vor Litt.’s
Hovedværk i denne Gren af R. Ancher og
Henrik Stampe (1713—89) er Periodens største
Navne. De berømte »Erklæringer« i 6 Bd er
Stampe’s monumentum ære perennius. Han er en
Forløber for Ørsted, som efter sit eget Udsagn
skylder »Erklæringerne« meget m. H. t. sin
praktiske Dannelse. Thi af Datidens
fladbundede Teori har Ørsted sikkert intet lært.
Bortset fra hine to Mænd og enkelte andre
Undtagelser — Folkeretslæreren M. Hübner —
frembyder Datidens R. kun et graat og trist
Billede. Mænd som Hesselberg, J. L. Lybecker,
J. B. Dons, Nørregaard og Hurtigkarl betegner
i ingen Henseende noget videnskabeligt
Fremskridt ell. Førstehaandsarbejde. Større Evner
havde Forfattere som Hedegaard og Kongslev,
og større Bet. i det hele havde J. F. W.
Schlegel (1765—1836) og C. Brorson (1762—1835).
Gennembrudet, vistnok enestaaende i
Verdensretslitteraturen, sker ved den mægtige
Aand Anders Sandøe Ørsted. Ørsted
omstyrter Naturrettens Supremati og bryder
med den gældende Samfundspagtsteori, af
Lassalle senere betegnet som en »Natvægteridé«.
Maalbevidst og sikker indfører han Realismen
i R. og genindsætter den positive Ret i dens
lovlige Rettigheder. Ørsted’s skarpe og
udrensende Kritik lod ikke Sten tilbage af
Forgængernes Systemværker. Selv var han ikke
Systematiker, men med overlegen »Haand omskabte
han reelt de gamle Systemer. I Privatretten,
i Processen leverede han grundlæggende,
endnu uovertrufne Arbejder, og han skar gennem
det Væv af forloren Dybsindighed, som baade
dengang og saa ofte siden har omgivet
Strafferetten.
Ørsted’s radikale Omskaben af dansk R.
maatte virke overvældende paa Praksis, som
ikke straks forstod alt det ny i hans
umaadelige, kritiske og tankeklare Produktion. Hans
Efterfølgere J. E. Larsen, P. G. Bang, F. T. J.
Gram, T. Algreen-Ussing, J. O. Hansen, A. W.
Scheel og J. Nellemann arbejdede besindig
videre paa det af ham skabte Grundlag og
systematiserede det vældige Stof, han havde
efterladt. Retshistorien, som laa Ørsted fjernere,
fik et nyt Opsving ved J. L. A.
Kolderup-Rosenvinge’s Virksomhed. Den i Tyskland
fremtrængende Hegel’ske Bevægelse fik i Danmark
en indflydelsesrig Repræsentant i den
højtbegavede F. C. Bornemann, hvis Fader M. H.
Bornemann af Univ. blev foretrukket for Ørsted
til en Lærerpost. En fin og dybsindig Tænker
vandt Formueretsvidenskaben i A. Aagesen,
hvis Fremtræden til en vis Grad inaugurerer
en ny Æra her. Endnu større Bet. for dansk
R.’s Udvikling har Retsfilosoffen og
Strafferetslæreren C. Goos haft. Han slog Bro mellem den
Ørsted’ske Realisme og den Bornemann’ske
Spekulation. Hans Indflydelse paa den nyeste
danske R. og Retstænkning spores den Dag i Dag.
Den moderne Formuerets ypperste
Repræsentant Jul. Lassen gaar saaledes som
Erkendelsesteoretiker ud fra Goos. Med Ørsted og Goos
som Førere følger dansk R. ogsaa
Strømningerne i Europa med aarvaagent Øje.
For Norges Vedk. fandtes fra
Middelalderen af, ligesom i Nabolandene, den
retsvidenskabelige Uddannelse væsentlig kun hos
de praktisk arbejdende Lovkyndige.
Efterhaanden som dansk — og tysk-rom. — Ret, især efter
Reformationen, trængte ind, gjorde der sig hos
enkelte indenlandske Retslærde en vis
Bestræbelse gældende for at værge den norske Rets
egne nedarvede Synsmaader, men i det store
og hele uden Virkning. Det var først, da der i
Christian V’s Danske Lov forelaa et nyt
Grundlag, at en norsk Lovkommission med
Forstaaelse og Dygtighed kunde udføre et alvorligt
Forsøg paa at faa bevaret mest muligt af
Norges ejendommelige Retsudvikling. Forsøget
strandede imidlertid denne Gang paa dansk
Modstand, og Norske Lov blev i sine
grundlæggende Retsprincipper nærmest kun en
Gengivelse af Danske Lov, hvoraf atter fulgte, at
norsk R. i 18. og Beg. af 19. Aarh. blev fælles
med dansk. For begge Litteraturer staar A. S.
Ørsted som den store Fornyer. Hvorvel der nu
i Norge efter den politiske Adskillelse har
udfoldet sig en rig, selvstændig og betydningsfuld
Retslitteratur, er den videnskabelige
Forbindelse paa Litteraturens Omraade stadig nøje. Den
retsvidenskabelige norske Litteratur, som
fremkom umiddelbart efter Univ.’s Oprettelse og
den politiske Adskillelse, er bortset fra
Filosoffen Niels Treschow’s retsfilosofiske Skr ikke
af stor Bet. Først i Slutn. af 1820’erne fik R.
kraftigere Vækst ved C. Winther Hjelm’s, U.
A. Motzfeldt’s, P. C. Lasson’s og Fr. Stang’s
Virksomhed. Men Førstemanden i den norske
Retslitteratur, »Norges Ørsted«, blev A. M.
Schweigaard (1808—70), lige stor som Jurist og
som Menneske, mindre paavirket end sine
danske Samtidige af den tyske R., som han gjorde
til Genstand for en skarp Kritik. Samtidig med
Schweigaard virkede Privatretslærerne P. J.
Collett, den danskfødte G. F. Hallager og Chr.
Platou. Noget senere O. A. Bachke (1830—90).
En Forsker af høj Rang fik Norge i
Retshistorikeren L. M. B. Aubért (1838—96), som ogsaa
behandlede Formueretten. Et europ. Navn som
Retslærd og som Lovkoncipist skaffede
Bernhard Getz (1850—1901) sig, det samme gjaldt
Francis Hagerup (1853—1921), og endnu en Rk.
betydelige Navne vidner om den norske R.’s
Kraft og Levedygtighed.
Tidligere end i de to andre nordiske Lande
fik man i Sverige Øjnene op for Bet. af
Studiet af den indenlandske Ret. Ydre og indre
Politik stillede for store Krav til Gustaf Vasa,
til at han kunde ofre Lovgivningen nogen
større Interesse, ligesom hans Regering ikke kan
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
