Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Retsvidenskab - Retsvidner
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
siges at have gjort noget synderligt for at
fremme en højere aandelig Udvikling ell. Dannelse
— fra Gustaf Vasa’s Tid skriver sig dog Olavus
Petri’s mærkelige »Domare regler«, som endnu
gerne optrykkes i Udgaverne af »Sveriges Rikes
Lag«. Først Karl IX’s og Gustaf Adolf’s
Regeringer betegner et Vendepunkt i sv. R.’s
Historie. Begge Konger havde et klart Blik for
Ulemperne ved Lovgivningens og Retsplejens
usikre Tilstand, Oprettelsen af »Svea Hofrätt«
(1614) og af to Professorater henh. for rom. og
sv. Ret, Udgivelsen af Landsloven og de gamle
Landskabslove bærer Vidnesbyrd om deres
kraftige Initiativ. Foruden Udgiverne af
Lovene Johs. Bureus, Georg Stiernhielm og senere
Johan Hadorph bør som Foregangsmænd
nævnes Holsteneren Johs. Loccenius (1598—1677),
Prof. i Upsala, med sin Synopsis juris (1648),
det første systematiske Værk om sv. Ret, og
Lexicon juris (1651), Claes Rålamb og fremfor
alt den geniale Joh. Stiernhöök (egl. Johannes
Olai Dalecarlus). Stiernhöök’s klassiske Værk
De jure Sveonum et Gothorum vetusto (1672)
betegner en Milepæl i sv. R. Over for
Rudbeckianismens vilde Fantasier og
kvasihistoriske Krøniker — i R. kan som Repræsentant
for denne Retning nævnes Rudbeck’s Svoger
Carolus Lundius (Zamolxis 1687) og Johs.
Messenius — stillede han den sikre Viden og den
skarpe Kritik. For sv. R.’s Udvikling har
Stiernhöök den største Bet. Selv var han Sjælen i
de forsk. Lovkommissioner — og hans
Efterfølgere arbejdede i hans Aand —, hvis Arbejder
Resulterede i »Sveriges Rikes Lag« af 1734, som
sætter den aarhundredegamle Uorden i svensk
Lovgivning i Lave igen. Foruden
Kommissionernes Formænd — særlig Gustaf Cronhielm —
bør i dette Tidsrum nævnes Petter Abrahamson
(1668—1741), den fremragende David
Nehrman-Ehrenstråle (1695—1769), Olof I. Rabenius,
Finlænderen M. Calonius o. fl. a. Ihvorvel baade
Naturens Lov og Romerretten stikker Hovedet
frem i Nehrman’s Skr, er hans Retsforskning
reelt set næsten uafhængig af disse for ham
mere teoretiske Udgangspunkter. Svensk R.
frembyder en mere ensartet og rolig Udvikling
paa national Basis end de fleste andre Landes.
Selv de ellers enevældige Naturretsteorier
spiller kun en Rolle hos enkelte Forfattere, f. Eks.
den ansete Prof. i Lund Joh. Holmbergsson
(1764—1842). Holmbergsson gav Stødet til det
retshistoriske Studium, H. S. Collin og C. J.
Schlyter (1795—1888), den berømte Udgiver af
de sv. Love, var hans Disciple. Medens J. G.
Richert’s store Virksomhed i alt væsentligt
indskrænkede sig til Deltagelse i det praktiske
Lovarbejde, fik Retsfilosofien mærkelige
Repræsentanter i Filosofferne Biberg og Boström
(1799—1866), hvis Lære har spillet en fremtrædende
Rolle inden for Litteraturen. Svensk R. er ikke
saa systematisk udviklet som Danmarks og
Norges. Systematiske Lærebøger er forholdsvis
sjældne Fugle, Litteraturen bestaar nærmest i
Monografier. Indflydelse fra Tyskland spores
vistnok noget stærkere her end i det øvrige
Nordens Litteratur.
Et retsvidenskabeligt Bindeled mellem de tre
nordiske Riger er det 1888 stiftede »Tidsskrift
for R.«. — R.’s Historie er behandlet af
G. L. Baden i »Den Danske og Norske
Lovkyndigheds Historie« (Kbhvn 1809), norsk R.’s
af Fredrik Stang i »Retsvidenskapen ved
det gl. Frederiks Universitet 1811—1911« (Oslo
1911). Kortfattede Fremstillinger er for
Danmarks Vedk. givet af Carl Ussing i P.
Hansen, »Ill. dansk Litteraturhist.« (2. Udg.,
Kbhvn 1902), III, S. 918 ff, for Norges af
F. Beichmann i H. Jæger, »Ill. norsk
Litteraturhist.« (Oslo 1896), II, 2, S. 47 ff., for
Sveriges af Ebbe Hertzberg i »Norsk
Retstidende« (1871, S. 569 ff.).
Om græsk R., se Rodolphe Dareste,
La science du droit en Grèce (Paris 1893), om
romersk særlig Paul Jörs, »Römische
Rechtswissenschaft zur Zeit der Republik«, I (Berlin
1888) og Paul Krüger, »Gesch. d. Quellen
und Literatur des Römischen Rechts« (Leipzig
1888, 2. Oplag 1912). Tysk R. er foruden i
talrige Enkeltskildringer behandlet af R.
Stintzing, »Geschichte der Deutschen
Rechtswissenschaft«, I—II (München og Leipzig
1880—84), fortsat efter Stintzing’s Død af Ernst
Landsberg (III, 1890 og 1910). For de øvrige
europ. Landes findes litteraturhist. Monografier
o. l., f. Eks. A. Rodière, Les grands
jurisconsultes (Toulouse 1874), John
Macdonell og Edward Manson, Great Jurists
of the World (London 1913) og Biagio
Brugi, Per la storia della giurisprudenza e delle
università italiane. Saggi (Torino 1915), men
ingen samlede Fremstillinger af R.’s Historie.
Fz. D.
Retsvidner. Det hedder i D. L. 1—7—1, at
»Tinghørere, Tingmænd ell. Stokkemænd skal
være 8, ell. i det mindste 7, foruden Fogeden,
tilstæde paa Tinge, naar Retten holdes, til
Rettens Sager at fordre, og til et lovligt
Tingsvidne at udstæde«. At møde som Tinghører
var et Ombud »iblant Borgere og Bøndere«.
Efterhaanden blev det imidlertid Brug, at man
lejede ukyndige og affældige Personer til at
møde for sig, og Retsvidneinstitutionen blev
derfor, for saa vidt angaar Underretterne uden
for Kbhvn, reformeret ved Frd. 9. Juni 1847.
Iflg. denne skulde der af de kommunale
Myndigheder ansættes et Antal forstandige og
uafhængige Mænd som faste, lønnede R., saaledes
at to af dem skulde være til Stede, naar Retten
holdtes, og andre Vidner kun maatte benyttes
under paatrængende Omstændigheder. R., der
edfæstedes, skulde nøje paaagte alt, hvad der
foregik i Retten, og medunderskrive
Protokollen. Ved Retsplejeloven blev
Retsvidneinstitutionen ganske omordnet. Selv om den
paagældende Ret kun beklædes af Enkeltdommer, er
det ikke længere Reglen, at R. skal tilkaldes.
En Undtagelse herfra gøres kun i Straffesager,
naar ingen særlig Retsskriver er til Stede, og
sigtede heller ikke har en Forsvarer, som har
Ret til at være nærværende i Retsmødet.
Holdes et Retsmøde i en Straffesag for lukkede
Døre, kan derhos ikke blot sigtede, men ogsaa
Forsvareren, dersom han har en saadan,
forlange Tilkaldelse af R., for saa vidt Retten
heklædes af Enkeltdommer, og Retsskriver ej er
til Stede. Hvor R.’s Nærværelse er nødvendig,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
