Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Retsvidner - Retsvildfarelse - Retté, Adolphe - Rettebod
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
skal i Alm. en Stævningsmand benyttes som
saadan, men i Mangel heraf kan Dommeren
tilkalde enhver anden fuldmyndig, uberygtet
Mand, som da er pligtig til at efterkomme
Kaldelsen, men ogsaa har Krav paa en vis
Godtgørelse for den herved foraarsagede Ulempe
og Besvær. I de nys nævnte lukkede Møder i
Straffesager kan det forlanges, at der benyttes
andet Vidne end en Stævningsmand. Ogsaa ved
enkelte særlige Arter af Retshandlinger saasom
Eksekution, Udpantning, Beslaglæggelse og
Ransagning skal et ell. to R. være til Stede.
E. T.
Iflg. den norske Domstolslov af 13. Aug.
1915, § 31, skal 2 R. tilkaldes, naar Retsmøde
holdes af en enkelt Dommer. Ved de kollegiale
Retter tilkaldes saaledes ikke R. I hver
Kommune vælges der et Udvalg af R. bl. dem, som
er opført i det kommunale Mandtal, og hvis
Stemmeret ikke er suspenderet. For hvert
enkelt Retsmøde opnævnes R. af vedk.
Mandtalsfører.
K. Ø.
Retsvildfarelse. Medens det er alm.
anerkendt, at den for tal Strafs Anvendelse
nødvendige Forudsætning: en vis Grad af
Tilregnelighed kan være udelukket, hvor Gerningsmanden
har svævet i en Vildfarelse angaaende de
foreliggende faktiske Forhold, f. Eks. naar en
Jæger har skudt paa et Menneske, der i
Skumringen færdes i Skoven, i den Tro, at det var
et Dyr, er Lovgivningerne mere uenige om,
hvorvidt en R. (error juris) ell. Vildfarelse
ang. Handlingens Strafbarhed skal udelukke
fra Straf. Mange Lovgivninger gaar saaledes
ud fra det Postulat, at enhver bør kende
Straffeloven, ell. ud fra den Betragtning, at de
fleste Forbrydelsers Strafbarhed er saa
notorisk, at Undskyldning med Uvidenhed om et
Forholds Strafbarhed oftest kun vilde være et
tomt Paaskud, og de afskærer derfor
kategorisk R. som Undskyldnings- ell.
Formildelsesgrund. Saaledes bestemmer f. Eks. D. Strl.’s §
42, at »Ukyndighed om Straffeloven, den
urigtige Formening, at den ved Loven forbudne
Handling efter Samvittighedens ell. Religionens
Bud er tilladt ell. endog befalet ell. omvendt
en lovbefalet Virksomhed af samme Grund er
utilstedelig — —, udelukker ikke Anvendelse
af Straf«. Den Opfattelse gør sig dog stadig
mere og mere gældende i nyere Praksis og
Teori, at det er for doktrinært og ubilligt saa
ubetinget at fastholde, at R. ikke bør kunne
føre til Udelukkelse ell. Nedsættelse af
Strafbarheden. Saaledes aabner den ny norske
Straffelov i Tilfælde af Vildfarelse om
Handlingens Retsstridighed en ubegrænset Adgang
til Nedsættelse af Straffen, og det i Danmark i
Rigsdagssamlingen 1924—25 fremsatte ny
Straffelovsforslag bestemmer vel, at
Retsuvidenhed ikke udelukker Straf, men føjer til:
»medmindre det findes, at Uvidenheden af særlige
Grunde ikke kan lægges den handlende til
Last«.
K. B.
Retté [ræ’te], Adolphe, fransk Digter, f.
1863, begyndte 1887 sin litterære Løbebane med
at angribe Naturalismen, udgav 1889 med
Gustav Kahn Tidsskriftet La vogue og fra 1892
L’ermitage sammen med H. Mazel. R. har
opholdt sig længe i England og Belgien og udg. en
Række følelsesdybe og natursværmeriske
Digtsamlinger, for en stor Del paa »fri« Vers:
Cloches en la nuit (1889), Une belle dame passa
(1893), L’archipel en fleurs (1895), Campagne
première (1897), Lumières tranquilles (1901),
Dans la forêt (1903), Poésies 1897—1906 (1907,
et Udvalg), Sous l’étoile du matin (1910). Af hans
litterære og sociale Afh. kan nævnes Aspects
(1897), Arabesques (1899), Le symbolisme (1903),
Le règne de la bête (1908), Un séjour à Lourdes
(1909). 1907 omvendte han sig til troende
Katolik med Du diable à Dieu og har siden udg.
Arbejder af religiøs Farve: Dans la lumière
d’Ars (1912), Quand l’esprit souffle (1914). 1913
udgav han Au pays des lys noirs. Souvenirs de
jeunesse et d’âge mûr.
S. Ms.
Rettebod, oldn. réttarbót, d. e. Forbedring
af (nogens) Ret, tjente i oldnorsk Lovsprog til
at gengive lat. privilegium og blev tillige
ligesom dette Ord Betegnelse for særskilte Love,
der, i Modsætning til de omfattende Lovbøger,
paa specielle ell. spredte Omraader indførte
ny Ret. Lovforandringerne anskuedes nemlig
som forbedrende deres Retsstilling, for hvilke
de udfærdigedes. Betegnelsen bruges opr. om de
»Retsforbedringer«, som Kongerne »gav«
Folket ved Kongevalget, og til hvis Gyldighed der
ikke kræves noget »Vedtak« fra Folkets Side.
Men disse Retterboter forpligter ogsaa kun den
Konge, som har »givet« dem. De ældste
Retterböter gælder Opgivelse af Tyngsler, som var
Folket paalagt af Harald Haarfagre og Svein
Alfivason. De blev opgivne af Magnus den Gode
og Haakon Toresfostre, men atter sat i Kraft
af Magnus Barfod, derefter endelig opgivne af
Magnus Barfod’s Sønner. Ved Harald Gille’s og
Magnus Blinde’s Valg 1130 blev der givet den
R., at de tidligere Kongers Retterböter skulde
besværges af alle efterfølgende Konger. Derfor
omfatter Kongeeden fra 1260 og senere ikke blot
»Skt Olav’s Love«, men ogsaa alle hans rette
Eftermænds Retterböter. I Magnus Lagaböter’s
Landslov og Bylov er Retterböterne for det
meste indarbejdet i Lovteksten; men i
Lovbøgernes Slutningsafsnit gøres der særskilt
Rede for dem. Efter Magnus Lagaböter’s Tid
bliver »Retterbot« den tekniske Betegnelse for
kgl. »(Forbedringer« af Hovedlovene og ligesom
disse vedtagne af Folket til Tinge. I 3. Bd af
Norges gl. Love er mange Love betegnede som
Retterböter, som ikke falder ind under dette
Begreb. De er dels »Vedtægter« og hyppigst
»Kongelige Forordninger«
(Konongsskipan), som særlig anvendes paa
Forvaltningsrettens Omraade. Fra Reformationens
Indførelse 1539 til Christian IV’s Norske Lov (1604)
udfærdiges der en Rk. Retterböter paa de
norske Retterting (»Herredage«). Saavel disse som
de ældre Retterböter efter Landsloven blev
indarbejdede i Christian IV’s Norske Lov, efter
hvis Emanation Retterböterne falder bort. —
Ogsaa for de norske Bilande udfærdigedes R.;
saaledes for Færøerne det store Sauðabref af
1298 om Øernes Landboforhold og Faareavlen,
for Island Retterböter til Jónsbok 1294, 1305 og
1314, den »Lange R.« af 26. Novbr 1450,
udstedt af Christian I uden Indhentelse af
Altingets Samtykke. Omvendt vedtog Altinget 1564
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
