Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Revoil, Paul Amadée - Révoil], Pierre Henry - Revold, v - Revolte - Revolution
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
en Digtsamling, men traadte saa 1886 i
Regeringstjenesten, var knyttet først til Marine- og
Koloniministeriet (han organiserede 1889
Afdelingen for Frankrigs Kolonier), senere til
Landbrugsministeriet og endelig til
Udenrigsministeriet. Han blev Chef for dettes
Kolonialafdeling 1893 og Kabinetschef hos
Udenrigsminister Hanotaux 1894. Derpaa begyndte han 1895
en Virksomhed i Nordafrika som Medhjælper
for Frankrigs Repræsentant i Tunis, blev selv
1900 Gesandt i Marokko og var 1901—03
Generalguvernør over Algier. Han indlagde sig
overordentlig Fortjeneste af Frankrigs
nordafrikanske Koloniherredømme, er en af dem,
der mest har bidraget til at befæste dette. Han
organiserede som Generalguvernør Styrelsen af
Algiers sydlige Territorier og reformerede
Retsvæsen og Skolelovgivning. 1905 fik R. den
højst betydningsfulde Opgave at være
Frankrigs første Delegerede ved
Algeciras-Konferencen (Decbr 1905—Apr. 1906), sendtes derefter
som Gesandt til Bern, hvor han fik gennemført
meget vigtige Toldaftaler mellem Frankrig og
Schweiz, forflyttedes til Madrid 1907, trak sig
tilbage fra Diplomatiet 1910 for at blive
Direktør for den kejserlige ottomanske Bank, en
Post, han nedlagde p. Gr. a. Sygdom 1913.
R. var uhyre virksom, men ikke af stærk
Konstitution og sled sig op i Arbejde.
H. J-n.
Révoil [re’vwal], Pierre Henry, fransk
Maler, f. 1776 i Lyon, d. 1842 i Paris. R. var
udgaaet fra den David’ske Skole, men brød
med den antikiserende Retning og tog sit Stof
fra Middelalderen. Han fremdrog især
anekdotemæssige Situationer, lagde stærk Vægt paa
en kraftig Kolorit og gjorde meget ud af et
historisk og virkningsfuldt Kostume; hans »Karl
V’s Ring«, der kom til Luxembourg-Saml., vakte
stor Opsigt 1810. Hans Kunst kom ad disse Veje
ind paa de Spor, som den romantiske
Malerskole senere fulgte; Grundlægger (sammen med
F. F. Richard) af den betydningsfulde
Lyon-Skole nævnes han som Forløberen for
Romantikkens Kunst i Frankrig. 1809—30 virkede han
som Prof. ved Lyon-Akademiet. Værker:
»Jeanne d’Albret« (1819, Fontainebleau), »Giotto
som Barn« (Mus. i Grenoble) etc. R. var ogsaa
dramatisk Forfatter.
A. Hk.
Revold, Axel Julius, norsk Maler, f. 24.
Decbr 1887 i Aalesund. Sin Barndom tilbragte
han i Nordland, hvorfra han 1006 kom til Oslo
for at uddanne sig til Ingeniør. Han gik 1907
over til den Kgl. norske Kunst- og
Haandværksskole og blev 1908 Elev af Maleren
Henrik Sørensen. Høsten s. A. kom han til Paris
og var to Vintre Elev af H. Matisse, senere
en Tid af van Dongen. Ogsaa de flg. Aar
boede han meget i Frankrig, dels i Marseille,
hvor han bl. a. malede et udmærket Billede af
Byens gamle Havn, fyldt med Fiskerbaade.
1918 vandt han ved Konkurrencen om
Alfreskodekorationen af Børshallen i Bergen. I
Anledning heraf studerede han 1919
Freskoteknik i Paris hos P. Baudouin, kendt for sine
Fresker i Paris og Rouen. Derpaa gjorde han
en Rejse gennem Italien for at studere
gammelt Monumentalmaleri. Han paabegyndte
Børsbillederne 1920 og fuldendte dem Maj
1923. Disse betegner et Hovedværk i norsk
Monumentalmaleri. De giver i sjælden klar og
logisk Form Udtryk for Bergens Stilling i
Handel og Skibsfart. De fremstiller paa 10 store
Vægfelter en Række Scener fra Fisket i
Nordland til Fiskerbaadenes Ophold ved Bryggerne
i Bergen — fra Tropeskoven og Amerikas
Hvededyrkning og Eksporten ved New Yorks
Havn til Skibsværft og Lossescener paa
Bergens Kaj. Hvert Billede er enkelt og klart i
sit Motiv, samtidig som hele Rækken har
levende Sammenhæng. I livlige og rige
Kompositioner i meget moderne, næsten kubistisk Stil
er givet Udtryk for et myldrende moderne
Arbejdsliv, og dog er Kompositionen som
Helhed rolig, afbalanceret og overordentlig
dekorativ i sin kølige Farveholdning. R. staar paa
Grundlag af dette Værk, ligesom ved sin
Staffelikunst, som en af de mest betydelige yngre
norske Malere. Han maler baade Landskaber,
Figurer og Stillleben. — Vinteren 1923—24
rejste han i Italien, Tunis og Tyskland. Hans
Billeder findes i Museerne i Oslo, Sthlm, Kbhvn,
Bergen. (Litt.: »Kunst og Kultur«, 1918—19,
S. 187, 262; Jens Thiis, »Nordisk Kunst i
Dag« [1923], S. 96 ff.).
C. W. Sch.
Revolte (fr.), Oprør; revoltere, gøre
Oprør.
Revolution (fr.), ordret oversat
»Omvæltning«, bruges om pludselige eller voldsomme
Rystelser i Naturens og Aandens Verden ikke
mindre end i Folkenes og Staternes Liv,
hvorved Tingenes sædvanlige Gang afbrydes, de
hidtidige Forhold omdannes og ny Tilstande
grundlægges. Man taler saaledes om
Jordrevolutioner til forsk. Tider, hvorved Fordelingen af
Land og Vand paa vor Klode har skiftet
Skikkelse: om de R. i Videnskaben og Tænkningen,
der skyldes Mænd som Newton og Coppernicus,
og i vore Dage bl. a. Darwin, og ikke mindst
om de politiske R., som Tid efter anden er
over gaaede de fleste europ. Riger. For
Englænderne var det saaledes en R., da Karl I
mistede Liv og Regimente for at give Plads
for Cromwell’s Styrelse, og senere i 1688, da
Jakob II blev fordrevet af Landet, for Danmark
og Norge, da Regeringsformen 1660 blev
omdannet fra det skrappeste Adelsvælde til det
mest ubegrænsede Enevælde, for Sverige, da
noget lgn. skete under Karl XI, men for hele
Europa blev det en R., — og naar »R.«
nævnes uden nærmere Tillæg, tænkes der stedse
paa denne — da den fr. Nationalforsamling 1789
traadte sammen i Versailles med de sig senere
dertil knyttende gennemgribende Virkninger i
hele Europas Statssystem og politiske
Tænkesæt og de langvarige Krige, de saakaldte
Revolutionskrige, der fik en foreløbig
Afslutning 1802, men i Virkeligheden fortsattes
ogsaa under Kejserdømmet indtil den anden
Paris-Fred 1815. De senere fr. R. i Juli 1830,
da Bourbon’erne for anden Gang forjoges, og
i Febr 1848, da ogsaa Ludvig Filip maatte
vige Tronen, var kun svage Efterdønninger i
Sammenligning med hin store
Omvæltningsproces, men den sidste medførte dog varige
Eftervirkninger ved at fremkalde fri
Forfatninger i mange europ. Lande, deriblandt i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
