Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Richard (tysk-rom. Konge) - Richard I Løvehjerte - Richard II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
andet Parti Kong Alfonso X af Kastilien til tysk
Konge (1. Apr. s. A.); da Alfonso aldrig kom til
Tyskland, fik hans Valg ikke nogen Bet., og R.
blev kronet i Aachen (17. Maj s. A.), men vandt
nærmest kun Anerkendelse i Rhinlandet, aldrig
i hele Tyskland. Da han kun aflagde fire
kortvarige Besøg i sit Rige, optagen som han var
af de indre Uroligheder i England, hvor hans
Broder laa i Strid med Baronerne (efter
Slaget ved Lewes, 14. Maj 1264, sad R. endog
fangen i over fem Fjerdingaar), blev hans
velmente Bestræbelser resultatløse; hans
Pengemidler, den eneste Støtte for hans Magt, slap
til sidst op (paa sin Kroningsrejse skal han
have medbragt 700000 L. St.), og da han døde
i England, var der ikke tilvejebragt nogen
Landefred i Tyskland, hvor Røverridderne
huserede, som de havde Lyst og Magt til. (Litt.:
Gebauer, »Leben und denkwürdige Thaten
R.’s, erwählten römischen Königs«, I—IV
[Leipzig 1744]; Busson, »Die Doppelwahl vom
Jahre 1257« [München 1866]; Koch, »R. von
Cornwall« [Strasbourg 1888 ff.]; J. F.
Bappert, »Richard von Cornwall seit seiner Wahl
zum deutschen König« [1905]).
(C. F.). H. J-n.
Richard I [eng. ’rit∫əd], Løvehjerte,
Konge af England (1189—99), f. 1157 i
Oxford, d. 1199, var yngre Søn af Henrik II og
Dronning Eleonore. 1172 blev han Hertug af
Aquitanien. Som Hertug laa R. i stadig Strid
med sin Fader, snart i Forbund med sine
Brødre, snart sammen med de fr. Konger,
indtil Henrik II overvundet af Filip August
bukkede under 1189. Da hans ældre Broder
Henrik var død ung, blev R. Konge, han var
Kriger, Frankrig var hans Hjem, og i Orienten
udførte han sine største Bedrifter. England
gæstede han kun kort; efter at have udskrevet
store Skatter og indsat et Statholderskab, drog
han ud paa det tredje Korstog 1190. Paa
Sicilien blandede han sig i Tronstriden i Messina
til Fordel for Tronkræveren Tancred mod
Kejser Henrik VI og stredes der med Kong Filip
August. 1191 sejlede han til Akkon og erobrede
undervejs Cypern, som han senere overgav til
Jerusalems fordrevne Konge Guido af Lusignan.
Ved Akkon kom han paa ny i Strid med Filip
August, og da denne var draget hjem efter
Akkons Erobring, hindredes R.’s Forsøg paa
at erobre Jerusalem ved Strid med
Franskmændene og Tyskerne. Han sluttede da en
Stilstand paa 3 Aar med Saladin og sejlede hjem
i Efteraaret 1192. Men Skibet drev ind paa
Dalmatiens Kyst, og da R. forklædt vilde rejse
hjem over Land, blev han fangen i Østerrig af
Hertug Leopold og udleveret til Kejser Henrik
V, mod hvem han havde støttet Welfernes
Parti i Tyskland.
Mod uhyre Løsepenge og Anerkendelsen af
Kejserens Lenshøjhed over England slap R. fri
1194 og drog til England, hvor han dog kun
blev meget kort, idet hans Stridslyst snart førte
ham til Frankrig; her optog han Kampen med
Filip August og støttede i Tyskland Otto IV
mod Filip af Schwaben. 1199 faldt han i
Kampen mod en stridig Vasal, ved Belejringen af
Borgen Châlus i Limousin. Den begavede og
dristige R. blev stærkt forherliget som Helt i
Middelalderens Digtning, han har dog i sit Liv
langtfra svaret til Ridderidealet og end
mindre været nogen god Styrer for sit Land; han
var grusom, gridsk og ødsel, og ingen gavnlig
Foranstaltning er i det engelske Folks Historie
knyttet til hans Navn. (Litt.: Pauli, »Gesch.
von England« [3. Bd, Gotha 1853]; Chronicles
and Memorials of R. I [Udg. Stubbs, 2 Bd,
Lond. 1864—65]; Gruhn, »Der Kreuzzug R.’s
I Löwenherz« [Berlin 1892]; Kneller, »Des
R. L. deutsche Gefangenschaft« [Freiburg i Br.
1893]; Kate Norgate, R. the Lion Heart
[1923]).
(J. L.). H. J-n.
Richard II [eng. ’rit∫əd], Konge af
England (1377—99), f. 1367, d. 1400, Søn af
Edvard, den sorte Prins, anerkendt som
Tronfølger af det gode Parlament, blev 10 Aar gl
Konge efter Edvard III. Raadet styrede i hans
Navn, og Underhusets Bet. var i fortsat Vækst
p. Gr. a. de stadige Skattepaalæg til Krigen i
Frankrig. Denne Krig, som Kongens Onkel,
John af Lancaster, paa ny havde begyndt, gik
uheldigt. Samtidig var der stor Uro bl.
Bønderne, og da Parlamentet havde paalagt 2
Hovedskatter 1379 og 1380, udbrød et vældigt
Bondeoprør. 1381 drog Bønderne mod London,
førte af Wat Tyler og Jack Straw, og fordrede
Livegenskabet ophævet. Da drog R. dem i Møde
og fik ved Indrømmelser største Parten til at
drage hjem, men W. Tyler’s Skare myrdede
Kansleren, Ærkebispen af Canterbury, og næste
Dag truede W. Tyler Kongen paa Livet; da
stødte Lordmauoren Oprøreren ned. I den
overhængende Fare raabte R. til Bønderne: »Jeg
vil være eders Fører!« og det lykkedes ham at
faa dem til at drage hjem. Men fra nu af kuede
Adelen og Borgerne i Forening Almuen.
Krigen gik imidlertid uheldigt i Frankrig og
Skotland, og R. fik Skylden derfor, hans Onkel,
Hertugen af Gloucester, traadte i Spidsen for
Oppositionen og paatvang ham et Regentskab
1386. Under dettes Kontrol maatte R. styre, til
han 1389 fik Magten i Raadet; da frigjorde han
sig for Gloucester og regerede selvstændig. Han
styrede i Overensstemmelse med Parlamentet,
var forsonlig mod sine tidligere Modstandere
og forbød Stormændene at holde væbnede
Krigerskarer paa deres Gaarde. Med Frankrig
sluttede han Vaabenhvile paa 28 Aar og Ægtede
Karl VI’s Datter. Men 1396 skete et stort
Omslag i R.’s Styrelse, det synes, at han er bleven
sindssyg. Han for despotisk frem, ryddede sine
Modstandere af Vejen og aftvang Parlamentet
næsten al dets Myndighed. Nu rejste Hertug
Henrik af Lancaster, John af Lancaster’s Søn,
Kampen mod R., der 1398 havde forvist
Henrik og ved hans Faders Død 1399 taget alt hans
Land. Kort efter drog R. til Irland; da
landede Lancaster i Yorkshire, Greven af
Northumberland og hans Søn Harry Hotspur
sluttede sig til ham, og R., der satte over fra
Irland, kunde ikke tage Kampen op. Ved et
Møde i Flint tog Henrik ham til Fange og
satte ham i Tower, hvor han blev truet til at
frasige sig Tronen. N. A., 1400, døde R. i
Fængslet i Pontefract, medens et Oprør rejstes
i hans Navn. Henrik udspredte det Rygte,
at R. havde sultet sig ihjel. (Litt.:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
