Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Riemann, Georg Friedrich Bernhard - Riemann, Hugo - Riemenschneider, Tilmann - Riemer, Friedrich Wilhelm - Rienzi, Cola di
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
samlede af H. Weber under Medvirkning af R.
Dedekind i »Gesammelte mathematische Werke«
(1876).
Chr. C.
Riemann [’ri.man], Hugo, tysk
Musikforfatter (1849—1919), studerede opr. Jura, senere
Filosofi og bestemte sig først 1870 endelig for
Musikken, idet han indtraadte som Elev i
Leipzigs Konservatorium. 1873 blev R. Dr. phil.
(senere tillige Dr. mus.). 1881—95 var R. Lærer
først ved Konservatoriet i Hamburg, senere i
Wiesbaden og vendte derfra tilbage til Leipzig,
hvor (han blev Prof. i Musikvidenskab og Leder
af Univ. Collegium musicum. R. har udgivet
nogle Kompositioner som Violinsonate, Trio,
Strygekvartet og Klaverstykker, men det var
som Musikforfatter, han vandt et højtanset
Navn. Hans videst kendte Arbejde er
»Musiklexikon« (1882, 1 Bd), der hidtil er udkommet
i 10 stadig forøgede Udgaver; men R. har i
øvrigt med stor Flid og Alsidighed forfattet en
Række Værker, der vedrører næsten alle
Musikvidenskabens Grene, og paa fl. Omraader har
han hævdet selvstændige Anskuelser, der
delvis er slaaede igennem. Bl. R.’s mange
Frembringelser skal fremhæves: »Musikalische
Syntaxis«, »Handbuch der Harmonielehre«,
»Entwickelung unserer Notenschrift« og »Studien
zur Gesch. der Notenschrift«, »Musikalische
Dynamik u. Agogik« (Fraseringslære), »Lehrbuch
des Kontrapunkts«, en Række
»Musik-Katekismer«, deriblandt en »Musikästhetik« og en
»Musikgeschichte«, »Epochen und Heroen der
Musikgeschichte«, »Gesch. d. Musiktheorie im
IX—XIX Jahrhunderte«, »Opernhandbuch«,
»Geschichte d. Musik seit Beethoven« (1901),
»Grosse Kompositionslehre« (2 Bd, 1903), »Handbuch
der Musikgeschichte« (1904—13). Endelig har
R. foranstaltet »Fraseringsudgaver« af klassisk
Klavermusik og udg. forsk. ældre, delvis glemt
Instrumentalmusik, navnlig af den saakaldte
»Mannheimerskole«, for hvis historiske
Betydning R. var en ivrig og fortjenstfuld Talsmand.
W. B.
Riemenschneider [ ’ri.manSnåldar ],
Tilmann (Til), kaldet »Meister Dill«, tysk
Billedhugger, f. 1468 (1465) i Osterode i Harz, d.
1531 i Würzburg, hvortil han kom som 15-aarig
»Gesell«; kort Tid efter blev han (1483) optaget
som Mester i Gildet, fik Borgerret og opnaaede
ved sin Dygtighed Sæde i Byens øverste Raad,
1520 var han første Borgemester, men p. Gr. a.
Religionskrigene maatte han fortrække. R. hører
sammen med de store samtidige Billedhuggere
i Nurnberg til de ypperste i tysk Skulptur i
Slutn. af 15. og Beg. af 16. Aarh.; han naar i
det hele ikke disse i Kraft i Opfattelsen eller
enkelt Storslaaethed i Kompositionen, men med
en sund og frisk Realisme forbinder han en
Sans for en egen fin og følsom Ynde, der giver
særlig hans Kvindeskikkelser et Præg af
rørende Inderlighed. Af hans talrige Arbejder —
dels i Sten, dels i Træ — fremhæves
Gravmælerne over Eberhard von Grumbach (død
1487, i Kirken i Rimpar), over
Fyrstebiskopperne Rudolf von Scherenberg (død 1495) og (i
rødt Marmor) Lorenz von Bibra (død 1519),
begge i Domkirken i Würzburg, og
Hovedværket: Gravmonumentet i Bamberg over Kejser
Henrik II og hans Dronning; særlig
fremragende er de fem Relieffer med Scener af
Kejserparrets Liv (1499—1513). Af andre Arbejder
nævnes Statuerne af Adam og Eva (1490,
Marie-Kapellets Sydportal, Würzburg) og af
Kristus, Johannes Døberen og Apostlene paa
Stræbepillerne i Domkirken i Würzburg. Bl. fl.
Fremstillinger af Pietà udmærker sig særlig
de i Kirkerne i Heidingsfeld og Maidbrunn. En
fremragende Plads i R.’s Produktion indtager
en Række store Snitaltere (af Bode fraskrevet
R. og henført til en særlig »Meister des
Creglinger Altars«), saaledes det hellige Blods Alter
i Jakobs-Kirken og især det mageløst skønne
og inderlig følte Alter med Madonnas
Himmelfart i Herrgottskirche i Creglingen, der ligesom
Madonna i Rosenkransen (i Valfartskirken i
Volkach) viser R.’s Kunst i dens fineste og
sarteste Skikkelse. Talrige Træskulpturer findes
spredt rundt i Museer i Berlin, Nürnberg,
München o. a. St.; det bedste er dog den
mesterlige, uovertræffelige karakterfulde og levende
Gruppe af »Ægteparret i Bedestolen«, som
South-Kensington-Mus. ejer. (Litt.: Becker,
»T. R.« [Leipzig 1849]; Weber, »T. R.«
[Würzburg und Wien 1888, 3. Udg. 1911]; Streit,
»T. R.« [Berlin 1888]; Ed. Tönnies, »T. R.«
[Strassbourg 1900]; K. Adelmann, »T. R.«
[Leipzig 1910]).
(A. R.). A. Hk.
Riemer [’ri.mər], Friedrich Wilhelm,
tysk Videnskabsmand, f. i Glatz 19. Apr. 1774,
d. i Weimar 20. Decbr 1845. Han studerede
først Teologi, derpaa Filosofi i Halle og blev
1801 Huslærer hos W. v. Humboldt i Tegel, 1802
hos Goethe i Weimar, hvor han ikke alene
underviste August v. Goethe, men ogsaa
bistod Goethe litterært. 1812 blev han
Gymnasielærer og anden Bibliotekar, 1828 storhertugelig
Overbibliotekar. Hans egne Digtninger »Blumen
und Blätter« og »Gedichte« er betydningsløse,
men hans »Mitteilungen über Goethe aus
mündlichen und schriftlichen Quellen« (2 Bd 1841,
udg. paa ny 1920) og »Briefe von und an
Goethe« (1846) er endnu den Dag i Dag vigtige
Kildeskrifter m. H. t. Goethe’s Levned. R. har
ogsaa udg. »Briefwechsel zwischen Goethe und
Zelter« (6 Bd 1833—36).
C. B-s.
Rienzi [’riæntsi] (ell. Rienzo), Cola di,
egl. Nicola di Lorenzo Gabrini, ital.
Statsmand, f. 1313 i Rom, d. 8. Oktbr 1354
smst. Han var Søn af en Værtshusholder og
blev tidlig paavirket ved Læsning af den rom.
Oldtids Forfattere, saa at Drømme om
Genoprettelsen af Roms gamle Vælde fyldte hans
Sjæl; under de lovløse Tilstande, medens
Paven var i Avignon, og de mægtige Adelsslægter
(som Colonna og Orsini) førte det store Ord i
»den evige Stad«, valgte R., hvis Begavelse
tidlig stillede ham paa en fremragende Plads,
at støtte den betrængte Borgerstands og
Almues Sag, især da nogle Adelsmænd havde
dræbt hans unge Broder. Han sendtes af
Borgerne med flere andre til Avignon for at
lykønske den nysvalgte Clemens VI og opfordre
ham til at vende tilbage til Rom; deroppe fik
han efter Petrarca’s Anbefaling et
Notarembede. 1344 var han atter hjemme og søgte nu
ved sin ildfulde Veltalenhed at fremkalde et
Oprør. Hungersnøden 1347 bragte ham mange
Tilhængere, der 20. Maj samledes om ham paa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
